Mere had i 'eskimo' end mod pædofile

Ifølge Ekaterina Andersen er rethaveriet og hadet i debatten om eksimo-is omfattende. 'Jeg hører ingen spørgsmål. Jeg hører ingen diskussion. Jeg hører ultimatum. Jeg ser offentlig udskamning af personer,' skiver hun.
Ifølge Ekaterina Andersen er rethaveriet og hadet i debatten om eksimo-is omfattende. 'Jeg hører ingen spørgsmål. Jeg hører ingen diskussion. Jeg hører ultimatum. Jeg ser offentlig udskamning af personer,' skiver hun.

Ekaterina Andersen, forfatter, teolog og instagrammer. Skriver om køn og samfund.

Hvem hader folk mest? Pædofile? Massemordere? Nej. Allermest folk, som pådutter dem noget.

Ingen i verden føler sympati oven for mennesker, der siger: 'Du ved ikke noget. Jeg ved bedre'. Alle mennesker har behov for at føle, at de er værdifulde, deres baggrund er værdifuld og deres oplevelser er værdifulde. 

Det ser man i den aktuelle debat om is. Bør en vaniljeispind med chokoladeovertræk hedde 'Eskimo'? På den ene side findes mennesker, der siger, at dette navn er en arv fra kolonitiden, og det bør skiftes ud med et neutralt ord. På den anden side er der mennesker, der tager opfordringen til navneskifte som et personligt angreb og reagerer voldsomt.

Debatten bliver mere og mere heftig, selvom den blot omhandler ispinde.

Det er nu længe siden, at Inuit Circumpolar Council fastslog, at ordet 'eskimo' er degraderende. Det er blevet givet til nordiske urfolk af kolonisatorer og betyder 'dem, der spiser råt kød'. Man forstår de grønlandske stemmer i dagens debat, der ikke føler sig tilpas med at blive udlagt som barbarer, hvilket sker med ordet 'eskimo'.

Jeg kan godt forstå, at ordet for en Inuit vækker et traume, der er gået i arv. Et traume, der stammer fra en behandling, ingen mennesker kan lide - altså, at der lige pludselig dukker mennesker op og belærer en om, hvem man er, og hvordan man skal leve.

For mig betyder 'eskimo' ikke 'dem, der spiser råt kød'. Når jeg lukker øjnene og tænker på ordet, hører jeg lyden af mine sandaler løbe på en grusvej. Jeg løber efter is-bilen, som kun besøger vores russiske sommerhus en gang om ugen. Hele dagen sad jeg parat til at løbe ud på vejen.

Det er, hvad dette ord betyder for mig. Og barndom er enhver persons mest private sfære. Det er stedet, hvor alt vi mener, gør og begærer stammer fra. Det er stedet, hvor vi alle sammen er utrolig sårbare.

Det forklarer, hvorfor vi ofte bliver hidsige, når nogen vil ændre noget ved de ting, vi har spist som børn. Nogen kan måske huske, hvor rasende mange danskerne blev, når de troede, at EU ville forbyde lakridspiber.

Selvom jeg ofte bliver ramt af nostalgi fra barndommens lykkelige øjeblikke, er jeg altså ret bevidst om, ikke at ønske en tilbagegang til den tid. For vold og udskamning havde meget mere plads i den verden.

Forandring mod et mindre voldeligt samfund kan ikke ske igennem militant retorik og ultimatum. Forandring mod et samfund med mindre vold kan kun ske igennem dialog, hvor begge sider af debatten føler sig trygge med at dele det, de ønsker og frygter.

Og det er desværre, hvad jeg mangler at se hos folk, der ytrer sig i denne debat. Jeg hører ingen spørgsmål. Jeg hører ingen diskussion. Jeg hører ultimatum. Jeg ser offentlig udskamning af personer, der blot har udtalt sig om deres forhold til en is. Men man kan ikke bekæmpe barbari med barbariske midler.

Kære aktivister, jeg ved, I læser mig. Når vi træder ind i en kamp for at få nogens følelser respekteret, skal vi altså lære at anerkende følelser af alle. Hvis vi vil vække positive følelser i nogen, altså empati, er det nødvendigt at anerkende deres negative følelser, altså frygt.

Når nogen kommer med klodsede udtalelser og loyalitetserklæringer til ordet 'eskimo', sker dette ikke, fordi de er stolte over Danmarks koloniseringsadfærd, men fordi de i dette øjeblik føler, at nogen pludselig vader ind i deres privatsfære og siger: 'Du ved ikke noget. Jeg ved bedre.'

For mig føles det hele ironisk, for begge sider af debatten kæmper egentlig for en og samme sag - vi vil alle blive hørt og respekteret.

Det er muligt at udskamme folk, til de opfører sig, som man synes, de skal. Men det er ikke en god forandring. Det er vedligeholdelse af samme voldelige adfærd, man er i gang med at bekæmpe. Kun ved at skabe et forum, hvor folk får lov til at være sårbare og ærligt dele ud af sig selv, kan vi skabe et samhørig samfund, hvor alle føler sig tilpas.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
418 kommentarer
Vis kommentarer

Seneste Opinionen

Mest læste Opinionen