12 kvinder for meget

'Vold i nære relationer er ikke kun et etnisk fænomen, men et samfundsproblem,' skriver Geeti Amiri. Foto: Colourbox
'Vold i nære relationer er ikke kun et etnisk fænomen, men et samfundsproblem,' skriver Geeti Amiri. Foto: Colourbox

Geeti Amiri. Født i Kabul, opvokset i København, lærerstuderende og skriver om kultursammenstød.

12 kvinder om året bliver slået ihjel af deres (eks)partnere. Prøv lige at dvæle ved det tal. 12 danske kvinder om året bliver myrdet, fordi vi som samfund ikke forpligter os på at tage et livtag med voldens spiral. Voldsramte kvinder står med manglende rådgivning og hjælp til at komme ud af voldelige relationer. Det er kun de 'heldige', som får husly på et krisecenter.

Da coronakrisen lukkede landet ned i foråret 2020, steg henvendelserne til landets krisecentre. Politiet rykkede ud til rekordmange husspektakler. Det bør få samtlige alarmer til at ringe, når en sundhedskrise, og tilhørende nedlukning af landet, medfører, at det er direkte farligt for kvinder at opholde sig i eget hjem.

Tænk, hvis landets (kvindelige) statsminister satte det lige så højt på dagsordenen som opgøret med parallelsamfund.

Det farligste tidspunkt for en kvinde, er tiden efter hun har forladt en voldelig partner. Men systemet er handlingslammet, fordi der ikke reageres i tide på indikationer om, at en kvinde lever med vold i nære relationer. Og dermed gives volden videre til børn, som mærkes for livet, når de oplever en mor, der udsættes for vold.

I værste fald, bliver hun slået ihjel, og det kaldes for jalousidrab, i stedet for kvindedrab.

I Danmark bryster vi af os af at være et land, som sætter ligestillingen højt, men alligevel er drab på kvinder en dagsorden, som bliver skubbet i baggrunden. Det huer måske ikke vores selvforståelse, men drab på 12 kvinder, begået af (eks)partnere, er en skamplet på nationen.

Vi ved, at efteruddannelse af landets frontpersonale er afgørende for at hjælpe en kvinde, som lever med en voldelig partner, fordi voldsramte kvinder møder systemet, i en eller anden grad. Men alligevel fylder det ikke nogen dagsorden. Hvorfor skal det være sådan? Tænk, hvis der i stedet for at blive diskuteret symbolske nærpolitistationer, blev prioriteret at efteruddanne landets politistyrke, så de kunne spotte og hjælpe en voldsramt kvinde i tide - før hun bliver slået ihjel. Hvis politiet kunne forfølge en sag om en voldsramt kvinde i nød.

Vold i nære relationer er ikke kun et etnisk fænomen, men et samfundsproblem.

Verden over er det farligt at være en kvinde, men i et samfund, der hylder samfundssind, forstår jeg ikke, hvorfor politikere vender det blinde øje til, at cirka 38.000 kvinder årligt udsættes for vold. Tallet for psykisk vold, er det dobbelte. Det kan være din egen datter, søster eller mor, som kan være en del af statistikken. Bør vi ikke trække en streg i sandet?

Jeg har personligt været ramt af fysisk og psykisk vold. Først i en familiær relation. Dernæst i en intim relation. Jeg har været heldig, fordi jeg slap væk i tide. Men jeg tænker over, hvor galt det kunne have gået, hvis jeg ikke var kommet væk i tide. Hvor var jeg så endt?

Tænk, at det er overladt til tilfældighederne, hvorvidt man som kvinde overlever vold i nære relationer. Hvis kvinder virkelig har en samfundsværdi, skal vi også kræve handling. Medmindre man forliger sig med, at livet som kvinde skal være farligere - ikke udenfor hjemmet, men i eget hjem.

12 kvinder bliver årligt slået ihjel af deres partnere. Det er 12 kvinder for meget.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
50 kommentarer
Vis kommentarer