Bertels kulturarv

Polfoto: Casper Holmenlund Christensen
Polfoto: Casper Holmenlund Christensen

Ironien, kritikken og sarkasmen var til ikke til at tage fejl af, da regeringens forhenværende kulturminister, Bertel Haarder (V) sidste forår igangsatte sin Danmarkskanon, som bar præg af en tyk undertone af at være et integrationsprojekt. For tænk sig, at en kulturminister formastede sig til at sætte ord på nogle immaterielle værdier, der danner grundlaget for Danmark.

Ja, tænk sig, at vi danskere kan hævde at have særlige værdier som fundamentskabende for os, når demokratiske værdier slet ikke er en dansk opfindelse af Novo Nordisk, men nogle gamle grækere, som i dag nok vil være lidt repræsentative for det såkaldte demokrati multikulturelle vogtere slår et slag for. For altså, så længe historiefortællingen passer, så pyt skidt med fakta.

Danmarkskanonen var ekskluderende, lød kritikken. For hvis vi  alle skal være her, må vi også anerkende hinandens forskellighed som et udtryk for kulturel berigelse, om end det betyder, at vi glemmer, hvor vi kommer fra selv.

Ja, mangfoldighedsviolionen spiller så højt, at det er til at blive døv og dum af.

Imidlertidig et år efter det første spadestik til, hvad der skulle blive til Danmarkskanonen, som jeg i øvrigt var en del af, må man erkende, at Bertel Haarder havde ret.

Vi, danskere skal blive tydelige omkring, hvad og hvem vi er, så nyankomne rent faktisk forstår, hvad det er for et land de er kommet til. For hvis nyankomne skal finde rundt i landet, nytter det ikke med vejskilte skrevet i andet sprog, end dansk.

Og når man bare følger en smule med i, hvilket slags røre det forestående tyrkiske valg, i Tyrkiet vel at mærke, forårsager herhjemme i vores egen andedammen må man bittert, som multikulturelt jubelmenneske, konstatere, at det mangfoldige demokrati har ganske enkelt sejret ad helvedes til.

Se bare på, hvordan Erdogan-kritikere som tidligere folketingsmedlem Özlem Cekic, SF’s Serdal Benli, den socialdemokratiske Lars Aslan Rasmussen og øvrige danskere med oprindelse i Tyrkiet dagligt svines, trues og chikaneres af andre dansk-tyrkere, fordi de anvender en dansk ret som ytringsfrihed til at kritisere en magthaver.

Tesen, som de multikulturelle abonnerer på, at integration er en naturlig udvikling, som efterkommere af de første nyankomne har taget til sig, bliver ganske enkelt falsificeret af virkeligheden. Danske værdier bliver ikke adopteret, fordi du har et arbejde og betaler SKAT, eller, fordi du taler dansk og læser på universitetet. Det sker ved en dannelsesproces, som indebærer kritisk fornuft, der vækkes til live med alle de svære spørgsmål. De er imidlertidig blevet skubbet væk for, at vi alle kunne være verdensborgere ude i samfundet, mens der i privaten har hængt et kæmpe tyrkisk flag og kanalerne har kørt på tyrkisk.

For nok ankom engang nogle mennesker hertil for at arbejde, bl.a. fra Tyrkiet, men identiteten og tankegangen har formået at leve videre hos de efterfølgende generationer.

Hvad skulle ellers forklare, at de, der chikanerer og truer Erdogan-kritikere er ikke tyrkere, der lige er ankommet til landet, men derimod født og opvokset her?

De er et produkt af et samfund, som har været så god til at sige, at alle er lige gode, at alle dermed er blevet lige dårligt.

Det er bekymrende, hvis vi ikke engang selv kan tydeligt formulere, hvem vi er, at her i landet kritiserer vi magthavere til plukfisk, demonstrerer, når vi er forurettede og ytrer os kritisk direkte til magten, hvordan forventer vi så, at andre ude i verden skal kunne forstå det?

Uanset det tyrkiske valgs udfald d. 16. april er en ting klokkeklart. Det er på tide at genoplive Bertels kulturarv og forstå betydningen af den i mødet med andre kulturer. Ikke kun for, at Danmark skal bestå, men også for de, der opvokser mellem to kulturer og lærer, at der findes en kultur, som er minoritetskulturen i Danmark.

Men en genoplivning af Bertels kulturarv forudsætter selvfølgelig  en kulturminister, som rent faktisk kan have en anden vision, end at skære i Danmarks Radio, for at bevise de sidste muskler i Liberal Alliance.

Indtil det viser sig at være sagen kan vi, der rent faktisk tror på immaterielle værdier drømme os til dengang, at kultur rent faktisk fik en betydning i den evige integrationsdebat, som reducerer dansk kultur til frikadeller.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn og efternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
kommentarer
Vis kommentarer
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna C. Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen