Da jeg gik i koranskole

Geeti Amiri. Født i Kabul, opvokset i København, lærerstuderende og skriver om kultursammenstød.

Da jeg var omkring 10-11 år gammel, startede jeg på en koranskole i en sidegade til Holmbladsgade. Den blev drevet for det pakistanske minoritetssamfunds midler. Min mor ønskede, at jeg, ligesom mine ældre søskende, lærte at læse Koranen, hvilket ikke er så underligt, eftersom vi er en hhv. shia og sunni muslimsk familie.

Det blev en kort fornøjelse.

Efter anden undervisningsgang i et lille kælderrum, hvor drenge og piger sad adskilt i hver sin ende af lokalet og reciterede Koranen højt, tog min far mig ud af koranskolen. Min far satte en stopper for koranundervisningen, da jeg fortalte, at imamen, der underviste, slog børnene, hvis de larmede eller på anden vis opførte sig ’uanstændigt’.

Min far handlede på vegne af sit barns tarv. Han modsatte sig den religiøse autoritet. Mange af forældrene til de øvrige børn på koranskolen, som højest sandsynligt også må have været klar over, at imamen kunne ty til voldelige ’pædagogiske’ metoder, forsatte med at sende deres børn derhen for at lære koranen.

I går bragte Radio24syv så historien om den muslimske friskole, Iqra på Nørrebro, hvor skolepsykologen fraråder skolens unge piger (og drenge må man formode) om at indgå i seksuelle relationer eller kæresteforhold før ægteskab. Den religiøse friskoles holdning er, at det er imod islams forskrifter.

Sikke en overraskelse, må man ironisk konstatere. Men ikke desto mindre kom det som en overraskelse for danske politikere. Som forventet udløste historien ramaskrig og den første ledige politiker, som igen var den socialdemokratiske Lars Aslan Rasmussen, buldrede derudaf og krævede en revurdering – læs fratagelse - af den statslige støtte til de muslimske friskoler. Han glemte dog at kræve samme slags handling for de øvrige religiøse friskoler, som nok mere diskret prædiker samme slags seksualmoral, da seksuel afholdenhed udgør en fællesnævner hos alle tre store abrahamitiske religioner. Men hvem bekymrer sig om detaljerne.

Er formålet at være kortsigtet, ville jeg også ty til samme drastiske metode som den socialdemokratiske politiker. Men jeg vil gerne have øje for barnets tarv, som min far havde for mig. Derfor kunne man utopisk håbe på, at politikerne holder hovedet koldt og ikke agerer selvmodsigende i henhold til dansk undervisningslov. For i sidste ende vil forældre sende deres børn på privat- og friskoler, hvor alt andet, end dansk frisind prædikes, hvis de ønsker det. Med eller uden den statslige støtte.

Hvis man tror, at fratagelsen af den statslige støtte gør forskellen, skal man bare tage koranskolen, som jeg gik på, som eksempel. Her var det udelukkende private, frivillige midler, der holdt koranskolen kørende. Forældrene ønskede at sende deres børn i sådan en skole, og det var børnene, det gik udover.

Den muslimske friskole, Iqra, kan tjene som eksempel på, hvad samfundet har accepteret på den ene side og fordømmer på den anden. Der tillades friskoler af alle arter, som årligt får besøg i form af ANMELDTE tilsynsbesøg, og som kun vurderes på deres faglige undervisning. Uanset at der kan være børn på den pågældende skole, som er udsat for massiv social kontrol, både på skolen og i hjemmet.

Tilmed hersker der en ringe indberetningskultur i de lukkede minoritetssamfund. Derfor kan den unge vokse op i lukkede miljøer og have svært ved at søge kanaler at få hjælp igennem. Og når det anmeldte tilsynsbesøg dukker op, er den unge blevet beordret at smile bredt. Det hele er så tragikomisk, at det gør helt ondt at grine.

Når politikere genovervejer den statslige støtte og derved gerne vil svigte børnene, ved at efterlade dem i stikken, bør selvsamme politikere gribe i egen barm og erkende, at de har sovet i timen.

Men hvad havde de regnet med?

Vil politikerne også stå med chokerede ansigtsudtryk, når et medie i morgen (forhåbentligt) afdækker, hvordan de kristne friskoler prædiker afholdenhed og taler imod abort?

Radio24syv oplyste tilmed i går, at den muslimske privatskole, Iqra, sidste år  modtog 18,5 mio. kroner i statslig støtte.

Den slags penge tillader vel den danske stat at stille nogle krav?

Politikerne kunne starte med at ændre det årlige anmeldte tilsynsbesøg til uanmeldte gentagne besøg. Der kunne afsættes midler til, at også fagfolk med kendskab til sociale forhold og tværkulturel forståelse indgår i vurderingen af skolernes faglighed, end kun PISA-test.

Og politikerne kunne kræve, at de religiøse friskoler får flere timer på skemaet, der har til formål at oplyse individet om demokratiske frihedsrettigheder i et sekulært samfund. Går de religiøse friskoler ikke med til så simple kompromisser og foretrækker at give afkald på den statslige støtte, kan man med rette sige, at de ikke har rent mel i posen.

Men noget siger mig, at når denne sag har lagt sig, vil politikerne og friskolerne gå tilbage til hverdagen. Akkurat som i 2008, hvor samme debat var oppe at vende.  Her sagde Danmarks daværende undervisningsminister:

’Radikalisering er en meget alvorlig sag, og vi kan ikke undvære at se på, hvorvidt det er noget, som finder sted på skolerne.’

Ministeren var Bertel Haarder, der i dag er kulturminister. Og som så ofte før turde politikerne ikke stille krav til de religiøse friskoler.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
22 kommentarer
Vis kommentarer