Den hvide underklasse betaler indvandringens pris

Geeti Amiri. Født i Kabul, opvokset i København, lærerstuderende og skriver om kultursammenstød.

Den hvide underklasse betaler flygtningekrisen

Jeg er netop hjemvendt fra Sverige, hvor gadebilledet, særligt i de små byer udenfor storbyerne, har ændret sig så markant, at man må være medlem af Alternativet for ikke at kunne spotte forskellen på før flygtningekrisen og efter.

Førhen kunne små byer i Skåne-regionen tælle nogle tusinde indbyggere. Nu er tallet tredoblet. Og de svenske myndigheder leder febrilsk efter boliger til de mange nyankomne, som kyniske bolighajer lukrerer hæmningsløst på. Og imens oplever den svenske integrationsindustri sin guldalder, der svarer til en renæssance af den danske integrationsindustris guldalder, hvor enhver kunne kalde sig selv for ekspert i håndtering af kulturmøder med et gebrokkent dansk.

Men hvem betaler regningen, både i Sverige og herhjemme, for at overskudsklassen gerne vil hjælpe mennesker, der søger tilflugt her?

Det gør den hvide underklasse. Det er dem, der mærker indvandringens pris først og dyrest, mens de frelste kigger ned i Änglamark indkøbsposen, og højrefløjen sælger den hvide underklasse for en sølle grænsebom, mod at lægge mandater til en regering, der kun drømmer om skattelettelser til de rigeste i samfundet.

Det er ikke akademikeren, der bor i den dyre Stockholm-lejlighed, der betaler prisen for at kunne kalde sig selv for en humanitær stormagt. De mærker ikke en fløjtende fis.

Nej, det er den hvide underklasse, langt væk fra Stockholms mondæne kvarterer, bogstavelig talt på bunden af landet, der betaler prisen for, at Stockholms politisk korrekte kan diskutere kønsbetegnelsen ”hen” over tapas, mens piger og drenge af underklassen vokser op til at udleve deres sociale arv på tredje generation.

Det er heller ikke Alternativet selv, der skal dele ud af sine egne goder, men andre, fordi vi forbruger for meget. Alternativet har set lyset og forslår derfor, at vi skærer ned på kødforbruget.

Og den hvide underklasse i Sverige og Danmark er jo, som alle ved, meget optaget af kønsdiskussioner og bæredygtigt kødforbrug.

Jeg forstår alle de gode intentioner og tanker, der ligger bag, når venligboer-folk og Uffe Elbæk mener, at vi har en forpligtelse overfor mennesker på flugt. Som tidligere flygtningebarn er det heller ikke nemt for mig at søge svar på dette. Men når man går fra at være nyankommen flygtning til at tilhøre social klasse fem, svigter vi så ikke alle?

Kan vi som borgere i en nation, der hyldes for at være et af de mest lige i verden, være bekendt, at vi hilser nyankomne flygtninge velkommen til en fremtid på bunden af samfundet med den hvide underklasse?

Hvis det er en forpligtelse at hjælpe mennesker på flugt mod et bedre liv, bør det så ikke også gælde den hvide underklasse, som både i Sverige og Danmark er blevet afskrevet og overladt på egen hånd, mens aflad søges i almisser som passiv forsørgelse.

Den sociale armod, der hersker i underklassen, skal man have levet igennem for at kunne forstå. Jeg kommer derfra og gensynet med underklassen er hverken noget, der er Sverige eller Danmark værdigt.

Det er heller ikke en flygtning værdigt at skulle starte livet på bunden af samfundet og gå i opløsning, mens børnene vokser op og udvikler sig fra at være flygtningebørn til underklassens børn.

Regningen for de frelste svenskere og danskeres forpligtelse overfor mennesker på flugt betaler borgere, hvis pengepung ikke kan give deres børn et forspring i køen til uddannelse, men må gå ud af folkeskolen som funktionelle analfabeter.

Det er udsatte borgere, der må vælge mellem livsnødvendig medicin eller mad på bordet, fordi det offentlige sundhedsvæsens brugerbetaling vælter en udsat families økonomi. Det er borgere, både i Sverige og Danmark, der har været så længe glemt af eliten, at ejendommene, de bor til leje i, er faldefærdige. Det er borgere for hvem, Alternativets højtbesungne mantra om et stærk civilsamfund er en lussing i ansigtet.

Det er mennesker, hvis elendighed er det eneste de kan spejle sig i hos naboen.

Det er komisk at skulle vidne, hvordan nogle mennesker har så travlt med at redde hele verdenen, mens de ikke engang selv magter en dag i en virkelighed, der findes i egen baghave. Det er tragisk, at døren til underklassen i Sverige og Danmark kun åbnes af mennesker på flugt, mens de frelste holder sig for næsen.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
82 kommentarer
Vis kommentarer