Forfulgte nydanske homoseksuelle bør have hjælp

Geeti Amiri. Født i Kabul, opvokset i København, lærerstuderende og skriver om kultursammenstød.

Et medlem af minoriteternes LGBT-miljø fortalte mig for nyligt om en asylansøger, der dagligt oplever at blive chikaneret af de øvrige beboere i asylcentret, fordi vedkommende er homoseksuel (LGBT: eng. Lesbian, Gay, Bisexual og Transgender; da. lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner).

Nogen vil (bort)forklare chikanen med, at normerne, der ligger til grund for chikanen, gradvis vil aftage med tiden, der tilbringes her i Danmark.

Desværre tyder intet på, at der skulle være en sammenhæng mellem opholdslængde i Danmark og graden af anerkendelse og accept af LGBT-borgere som værende ligeværdige mennesker.

Det afviser en rapport af Als Research fra 2015. Den er udarbejdet med hjælp fra Sabaah, minoriteternes LBGT-forening. Tværtimod er vilkårene for LGBT-borgere med minoritetsbaggrund, som rapporten beskriver, foruroligende og kalder på politisk årvågenhed.

For rapporten viser, at 20% af de nydanske homoseksuelle oplever at blive socialt udstødt fra familien og 13% af nydanske homoseksuelle har været udsat for vold fra familiemedlemmer på grund af deres seksualitet. Yderligere viser rapporten, at 33 procent af nydanske homoseksuelle inden for det seneste år har overvejet at begå selvmord.

Dette er tal, der vel at mærke kun ridser overfladen.

Den relative nye rapport bør få samfundet til at skride til handling, hvis de højtbesungne værdier om frihed, lighed og solidaritet ikke skal klinge hult, når unge mennesker med anden etnisk herkomst opfordres til at tage et opgør med konservative religiøse dogmer og undertrykkende kulturelle normer.

For som svar på, hvad asylcentret konkret har gjort for at forbedre den homoseksuelle asylansøgers udsathed lød det, at vedkommende var blevet opfordret at søge hjælp hos Sabaah. Altså en forening, der trods at have eksisteret i ti år, endnu ikke er blevet opdaget af hele det politiske Danmark.

Asylcentrets kunne nemlig intet stille op pga. manglende faglig viden og konkrete værktøjer til at kunne hjælpe den udsatte asylansøger. Og ikke nok med, at asylansøgeren mødes med skuldertræk. Unge danskere med minoritetsbaggrund oplever det samme, når de efterspørger hjælp i systemet.

Helt enkelt eksisterer der ingen hjælp til borgere med minoritetsbaggrund, tilhørende LGBT-miljøet, der oplever at være udsat for psykisk og fysisk vold, som tilmed fører dem på randen af selvmord.

Kan samfundet virkelig være det bekendt?

Før nogen antager dette handler om et specifikt religiøst mindretal, eller særlige minoritetsgrupper, vil jeg lige påpege, at der også hersker manglende accept af mennesker med LGBT-baggrund i den reaktionære fløj af folkekirken, indre missionske miljøer og dele af det jødiske trossamfund.

Sagen er bare den, at fraværet af hjælpeinstanser for LGBT-borgere går udover alle, der oplever udstødelse og sociale stigma, grundet seksuel orientering. Hvad enten denne tilhører en jødisk, kristen eller muslimsk minoritet.

Derfor bør kræfterne bruges på at tale om det manglende fokus på hjælp til udsatte LGBT-borgere, i stedet for at påpege hinandens skavanker som religiøse minoriteter.

For det skal ikke handle om religion og kultur, men om samfundets evne til at komme udsatte borgere til undsætning. Dermed rykkes også på den misforståelse, at det danske samfund accepterer nogen former for undertrykkelse.

Men status quo er, at samfundet svigter LGBT-borgere med minoritetsbaggrund. Der findes, udover Sabaah, intet andet sted at søge råd og vejledning hos. Aftabuiseringen af et liv som minoritet, tilhørende LBGT-miljøet, finder ikke sted i institutioner og det offentlige rum. Ej heller eksisterer der krisecentre for LGBT-folk på samme vis, som vi har for voldsramte kvinder. Og LGBT-miljøet overses alt for ofte, når vi har integrationsemnerne på bordet. Og det overses fuldstændig i spørgsmålet om bekæmpelsen af social kontrol og æresrelateret vold.

Tilmed har det været sådan, at ethvert forsøg på at belyse samfundets manglende hjælpeinstanser til gavn for LGBT-borgere med minoritetsbaggrund er endt i mundhuggeri om, hvordan fordømmelse af LGBT-miljøet også findes andre steder i samfundet. For det er endnu forbundet med så stor berøringsangst.

Men uanset udenomssnak ændrer det ikke ved, at samfundet har sovet i timen og undladt at satse på målrettet viden om og hjælp til borgere, der oplever retten til egen seksualitet krænket på baggrund af tro og etnicitet. Det vil klæde et demokratisk samfund at begynde på det nu, for regnbuefolkene i minoritetsmiljøerne lider.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
37 kommentarer
Vis kommentarer