Gu´ fanden vil jeg ej sætte kvindesagen 150 år tilbage

Geeti Amiri. Født i Kabul, opvokset i København, lærerstuderende og skriver om kultursammenstød.

Forleden mødte jeg en kvinde efter et debatarrangement, hvis datter i januar måned døde under en selvmordsaktion på en fransk restaurant i Kabul.

Hendes datter var i Afghanistan og arbejdede for, at afghanske kvinder en dag kan nyde den samme ligestilling, som vi har herhjemme.

Men i den danske ligestillingsdebat herhjemme er de store fremskridt, som kvindesagen har gjort, og som danskere rejser ud i verden for at udbrede, seriøst udfordret af udenomssnakkende kulturrelativister.

Der diskes op med forklaringer om, at ligestilling ikke kom til Danmark på en dag – underforstået, at nydanske kvinder skal væbne sig med tålmodighed, selv om de er født her og er danske. En kvindes frie valg handler også om retten til at leve uden det, som majoriteten definerer som frigørelse, lyder det.

Med andre ord har en niqab-bærende kvinde krav på søstersolidaritet fra en kvinde, der er hendes modsætning, da kvindekampen ellers anklages for at være hyklerisk. Og det frie valg handler også om retten til at afgive sin frihed, selv om det har kostet mange kvinder dyrt at kæmpe for eftertidens generationer af kvinder, hedder rationalet.

Var jeg en af de første rødstrømper og hørte på nutidens elitære feminister, udklækket af de evige relativiserende kønsstudier, tale udenom den virkelighed, som nydanske kvinder lever i, ville jeg vende mig i graven.

Og gid en af de oprindelige rødstrømper var tilstede i ligestillingsdebatten i dag, så denne kunne uddele verbale lussinger til de møghamrende forkælede danske kvinder, der i konverteringens navn hævder at være frie under et lag af sort slør.

For helt ærligt, hvilket frit valg ligger der i at efterleve normer, der begrænser og reducerer kvinden tilbage til en tid, hvor kvindens identitet og virkelighed afhang af en mand?

Jeg er mildest talt træt af, at i kvindesolidaritetens navn skal alt hyldes, selv om det er skabt af en mand med henblik på at styrke patriarkatet.

Gu´ fanden vil jeg ej sætte kvindesagen 150 år tilbage, fordi vi skal have brobygger-kaffe, før vi tydeligt kan markere, at danske kvinder, uanset hudfarve, har krav på at leve ligestillet med mænd. Jeg nægter, at bare fordi vi har med en Ayse at gøre, så må vi forstå reaktionære og forstokkede kønsroller i mangfoldighedens navn, i stedet for at trække en streg i sandet og gøre det klart, at i Danmark fungerer det anderledes end i et land som Afghanistan.

Og gudskelov og tak for det.

For hvorfor skal kvindekampen sættes tilbage til år nul, når det handler om Ayses frigørelse i modsætning til, når det handler om Annes frigørelse?

I bund og grund er de vel begge danske kvinder, som kvinder før dem har kæmpet hårdt for. Men forskelsbehandlingen af ligestillingsidealerne for Ayse og Anne er en hån mod de store ofre, som kvindesagsforkæmpere før nutidens såkaldte feminister har gjort sig.

Jeg ved ikke, om nutidens selverklærede feminister og brobyggere har glemt, at kvindekampen herhjemme gik ikke stille for sig. Danske kvinder kæmpede hårdt og larmende for, at Danmark i dag er et af de mest fantastiske lande at være kvinde i.

Lad os hylde den danske kvindekamp, i stedet for at hylde fravalget af det frie valg.

Lad os hylde kvinden, der knokler på fuldtid, forsørger sig selv, står ved sin ret til at blive ligestillet med mænd og aldrig dukker nakken for kvindeundertrykkende normer.

Lad os hylde den danske kvinde, der rejser fra mit København til mit Kabul i kvindesagens tjeneste, i stedet for de kvinder, der kæfter op om at være frie bag et slør.

Lad os hylde den danske kvindehistorie, så vi aldrig glemmer, at ligestilling aldrig må tages for givet uanset, hvor vante vi bliver til den.

At høre en mor fortælle om, at jeg minder hende om hendes modige datter, der ofrede sit liv for, at Kabuls kvinder kan leve frit, fylder ikke kun en med enorm stor ydmyghed. Det minder mig også om, at kvindesagens fremskridt herhjemme aldrig må tages for givet.

Kvindesagen er ikke til at gradbøje - dengang, nu eller i fremtiden.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
20 kommentarer
Vis kommentarer