'Nydanske Aisha må redde sin egen røv'

Geeti Amiri. Født i Kabul, opvokset i København, lærerstuderende og skriver om kultursammenstød.

Nydanske Aisha må redde sin egen røv indenfor hjemmets fire patriarkalske vægge.

I hvert fald hvis det står til ’hvide’ skandinaviske feminister.

Det var, hvad jeg lærte af ’Debatten’, der på DR2 d. 17/12, for en aften valgte at fusionere med sin svenske pendant, om dansk versus svensk ligestillingspolitik. Der var ikke en eneste nydansk feminist i udsendelsen. Ingen af de mange frelste ’hvide’ feminister formåede at bringe den tværkulturelle kvindekamp på banen. Det var åbenbart magtpåliggende at fokusere på, hvor stærkt patriarkatet i Skandinavien står.

Man sidder i det hele taget med en bizar følelse, når man som nydansk feminist følger med i den danske ligestillingsdebat.  Tier de ’hvide’ kvindesagsorganisationer bevidst den nydanske kvindesag ihjel? Og er fokus ikke altid på de ’patriarkalske samfundsstrukturer’ i det danske samfund og aldrig på minoritetskvindernes mangel på ligestilling?

Det virker som om, den ene kvindekamp udelukker den anden.

Ydermere undrer jeg mig over, at nogle kønsforskere svigter nydanske kvinder, når de omtaler affektdrab som ’den hvide mands æresdrab’. Dette til trods for, at der er evidensbaseret viden om minoritetskvinders vilkår, der tydeligt adskiller de mekanismer, der udløser æresdrab i modsætning til affektdrab.

Jeg tager mig selv i at tænke: ’Den nydanske kvindekamp er ’sisyfosarbejde’.

I håb om at 2016 ikke dagligt vil føles som et déjá vu af 2015, forsøger jeg endnu en gang at skubbe stenen op ad bakke.

Kan man ikke som det mindste forvente, at ligestillingsdebatten også evner at krydse de tværkulturelle ligestillingsproblematikker? Både i Sverige og Danmark?

Den manglende fokus fra ’hvide’ feminister på den nydanske kvindekamp er usolidarisk og en skamplet på kvindesagens historie i Danmark.

Nydanske kvinder og deres kvindekamp for basale rettigheder må sejle og drukne i egen sø. Alt i mens et seriøst debatprogram finder det mere relevant at give taletid til emner, som kun ’hvide’ elitefeminister kan forholde sig til. Kønskvotering for bestyrelsesposter. Øremærket barsel til mænd, så ingen kvindes karriere lider last, fordi sociale kønskonstruktioner tvinger hende til at gå hjemme med børnene. Skulle kvinden selv vælge at gå hjemme, må hun lide af falsk bevidsthed og må igennem et politisk tiltag blive retledt igen. Og endelig er der ligeløn, der skal frigøre kvinden økonomisk af en mand, så hun ikke bliver i et ægteskab af økonomiske årsager.

Gid en nydansk kvindes ligestillingsproblematik var kønskvotering på bestyrelsesgangen. Det ville betyde, at nydanske kvinder havde frigjort sig af de normer, der for hundrede år siden holdt kvinderne tilbage i Danmark.

Og for DR´s vedkommende fortsætter det, desværre. I DR´s dokumentarserie, ’Mænd, der dræber kvinder’, fortæller kønsforsker ved RUC, Rikke Andreasson, at den hvide mands affektdrab er det samme som den brune mands æresdrab.

Hvilket derefter bekvemt for udsendelses præmis efterlades uimodsagt.

I forbindelse med udgivelsen af rapporten,  ’Familien betyder alt – Vold mod kvinder i etniske minoritetsfamilier',  udarbejdet af forskerne Sofie Danneskiold-Samsøe, Yvonne Mørck og Bo Wagner Sørensen, for Trygfonden og Danner, konkluderer forskerne, at affekt- og æresvold ikke er det samme.

En minoritetskvindes voldshistorik vidner om et svigt, familien har udøvet mod hende, da volden ofte er kendt af både kvindens egen familie og svigerfamilie. Der er dermed tale om accept af volden som et redskab til at kue kvinden, så hun ikke frigør sig og bringer skam over familien. 

Motivationen for at udøve vold mod kvinder kan derfor ikke sammenlignes med et æresdrab, da volden i minoritetsfamilierne primært finder sted i forsøg på at kontrollere kvindens seksualitet. Kvindens fravær af ret over egen krop er ikke kun mandens, men hele familiens anliggende. Når Brian slår, møder han fordømmelse af hele samfundet, fordi volden han udøver, intet formål tjener i forsøg på at genoprette en kollektiv ære. Men når Hassan slår sin hustru eller søster, er det udløst af familiens forventning til, at han med alle nødvendige midler skal opretholde familiens krænkede ære som følge af kvindens afvigende adfærd fra dyd og anstændighed.  Brian nyder ingen hyldest i samfundet modsat Hassan, der både anerkendes af kvinder og mænd som en ’rigtig mand’ i sit givne minoritetssamfund.

I modsætning til etnisk, danske kvinders kendskab til krisecentre hersker der i minoritetsmiljøerne store stygge fordomme, at det kun skulle være faldne og promiskuøse kvinder, der henvender sig. Af denne grund søger minoritetskvinder først hjælp, når skaden for længst er sket.

Som forskerne Dannerskiold-Samsøe og Mørcks rapport konkluderer, hersker der stor tavshed i forskerverdenen om minoritetskvinders vilkår, fordi frygten for at stigmatisere minoriteterne sættes højere end kvindernes tarv.

Men lad os slå det fast: Affektdrab er ikke det samme som æresdrab. Det vil klæde DR, Andreasson og ligesindede at udvise respekt til de døde kvinder og ikke blande årsagsforklaringerne for, hvorfor de ikke lever i dag.

Jeg ved ikke, hvorfor kvindesagsorganisationerne, de ’hvide’, skandinaviske feminister og DR, alle med ensidig fremstilling af ligestillingsproblemerne, prioriterer, som de gør.

Men ’hvid’ feministisk kvindekamp er tilsyneladende navlebeskuende.  Nydanske kvinders ligestillingsproblematikker rager åbenbart ikke ’hvide’ feminister en høstblomst.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
27 kommentarer
Vis kommentarer

Seneste Opinionen

Mest læste Opinionen