Danmark, mit fædreland

'Kære medborger - jeg håber, du husker, at Danmark er mere end et land, der bliver overrendt af muslimer. 
Jeg håber, du husker, at jeg er læreren for dit barn i den fantastiske danske folkeskole,' skriver Geeti Amiri.  Foto: Jonas Olufson
'Kære medborger - jeg håber, du husker, at Danmark er mere end et land, der bliver overrendt af muslimer. Jeg håber, du husker, at jeg er læreren for dit barn i den fantastiske danske folkeskole,' skriver Geeti Amiri.  Foto: Jonas Olufson

Geeti Amiri. Født i Kabul, opvokset i København, lærerstuderende og skriver om kultursammenstød.

Sommeren 1994 på en hedebølgevarm dag landede jeg i Kastrup Lufthavn med min mor og fire søskende. Anledningen var, at min far efter to år som asylansøger i Sandholmlejren havde fået opholdstilladelse og dermed retten til at familiesammenføre os hertil. 

Jeg kendte ikke min far, da jeg landede i Kastrup Lufthavn. Jeg vidste faktisk ikke, hvad jeg skulle kalde ham for, så jeg kaldte ham for Amiri, det første lange stykke tid. 

Jeg havde kun nået at have min far som en figur i mit liv i knap et års tid, før politiske uroligheder og en ulmende borgerkrig sendte min mor på flugt til Indien med os fem børn på armen. 

Min far blev tilbage. Han ofrede sine børns ret til at have en far, fordi han troede på sit fædreland. 

Da jeg ankom til Danmark, havde jeg hørt om supermarkedet Netto, hvor man kunne købe bland-selv saftevand til en flad femmer. Jeg vidste, at der var skoler, hvor alle var lige, og man ikke var tvunget til at gå i uniform som mine søskende og jeg skulle i Indien, så ingen kunne kende forskel på os flygtningebørn og de 'rigtige' børn af indere. 

Selv om vores hudfarve og dialekt hurtigt afslørede os.  

Jeg lærte med min ankomst til Danmark, at hjem er der, hvor mor og far er, hvor man kan lege ubekymret med sine søskende, som ethvert barn har ret til, og lykken er en softice til ti kroner. 

Jeg lærte af den nu afdøde Mona i min barndomsgård, at om sommeren spiser danskere koldskål med kammerjunkere og æbleskiver med marmelade og flormelis om vinteren. 

Jeg lærte af min børnehaveklasselærer, Hanne, at dansk skulle være mit sprog og ikke engelsk, som jeg havde lært i Indien. Og på Hannes kærlige opfordring gik jeg børnehaveklassen om, så jeg kunne tale med mine klassekammerater i slutningen af andet år i 0. klasse. 

Jeg lærte af mine klassekammerater, at madpakker ser anderledes ud og dufter forskelligt. 

Nogen spiste pålæg med bamsetryk på rugbrød, imens jeg spiste mors afghanske madpandekager.  

Jeg lærte af Palle, min dansklærer, at solsorten er en fugl og ikke en sort sol, og af Susanne, min matematiklærer, lærte jeg Pythagoras´ læresætning, som jeg stadig har lidt svært ved, fordi jeg ikke er nogen matematiker. 

Jeg lærte af Gert, Lykke, Gudrun og Camilla, mine skolevikarer, at omsorg ikke kun udtrykkes af ens forældre, men af og til mere af midlertidige mennesker i ens liv. 

Jeg lærte af den danske folkeskole, at jeg kan drømme om nye højder, selv om jeg er vokset op på bunden af samfundet. Jeg lærte af den danske litteraturarv, at kvindekampen ser ens ud, men foregår i forskellige tempi. 

Jeg er født i Kabul, men mit hjerte banker københavnsk. Jeg er født i Afghanistan, men det er i Danmark, jeg har hjemme.

Kære medborger, som i de kommende valgkampsuger vil blive fortalt, at borgere som jeg er Danmarks undergang, at jeg i kraft af min mørkere hudfarve aldrig kan forenes med den danske frisindskultur, og jeg skal behandles anderledes end mine etnisk danske kammerater, kollegaer og familiemedlemmer: 

Jeg håber, du husker, at Danmark er mere end et land, der bliver overrendt af muslimer. 

Jeg håber, du husker, at jeg er læreren for dit barn i den fantastiske danske folkeskole. 

Jeg håber, du husker, at min ene søster er pædagogen, den anden er sygeplejersken og den tredje er den hårdtarbejdende enlige mor, der dagligt er det gode eksempel for sin dreng.  

Jeg håber, du husker, at mine forældre troede, at de skulle vende hjem, men de lærte at elske Danmark og omfavne danskheden, og i dag er de mere danske i hjerte end nogen som helst værdikrigere. 

Jeg håber, du husker, at i Danmark er Grundloven det helligste, og faren mod vores smukke demokrati ikke kun kommer fra skæggede mænd i lange kjoler, men også fra blå øjne og lyst hår, der giver sig ud for at være Dannebrogs vogtere.

Jeg håber, at du sætter dit kryds på valgdagen d. 5. juni med troen på Grundloven. 

Jeg håber, at du sætter dit kryds ud for et parti, der vil både dit og mit bedste, fordi Danmark er også mit fædreland. Selv om jeg hedder Geeti, er mørkere i huden og endnu kan kludre i det danske sprog, fordi mit modersmål er dari.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
59 kommentarer
Vis kommentarer