'De moralsk overlegne mennesker'

'Det tragikomiske er imidlertid, at det system, som statsministeren sætter sin lid til, konsekvent begår fejltagelser,' skriver Geeti Amiri om Mette Frederiksens planer om at føre flere tvangsfjernelsessager. Modelfoto
'Det tragikomiske er imidlertid, at det system, som statsministeren sætter sin lid til, konsekvent begår fejltagelser,' skriver Geeti Amiri om Mette Frederiksens planer om at føre flere tvangsfjernelsessager. Modelfoto

Geeti Amiri. Født i Kabul, opvokset i København, lærerstuderende og skriver om kultursammenstød.

Statsminister Mette Frederiksen er en travl kvinde. Det hersker der ingen tvivl om.

Men selv en statsminister bør holde fri, og juleferien ville have været et oplagt tidspunkt for Frederiksen at reflektere over, hvad hun egentlig vil udrette som 'børnenes statsminister'.

Ikke mindst hvad hun vil huskes for af de børn, hun vil være statsminister for.

Baseret på statsministerens første nytårstale må alle os, der brænder for barnets tarv, forberede os på, at talemåden hastværk er lastværk bliver til den nye virkelighed for udsatte børn og unge.

Slut med at give sig god tid til en svær sag om en kompliceret familie i socialforvaltningen. Med et snuptag har statsministeren 'løst' udsatte børn og unges problemer med at være født i de forkerte familier. De skal bare tvangsanbringes og endda bortadopteres.

Ja, måske foreslår statsministeren i sin nytårstale for 2021, at mennesker med en vis IQ, tilhørende en særlig social klasse og hang til særlige synder slet ikke må få børn.

Det må tiden vise.

For 2020 gælder dog mantraet, at det er billigere på den korte bane at fratage mennesker deres børn, i stedet for at investere i familien som helhed. Corydon har ikke forgæves været en socialdemokratisk finansminister.

Inden den store familiehøjtid, kendt som julen, så jeg lige som et rekordstort antal danskere, DR2-programmet 'Indefra med Agger', om ægteparret Belina og Jørgen Nielsen fra Randers. Man kunne have håbet på, at statsministeren også havde taget sig tid til at se dokumentaren. Selv om Socialdemokratiet har et anstrengt forhold til frie medier.

Som fluen på væggen inviteres seere ind i en verden, som de færreste af os har evne til at begribe. Ægteparret Nielsen venter en dreng, men før fødslen, er det af kommunen blevet besluttet, at barnet skal tvangsfjernes straks efter fødslen. Specifikt en time efter fødslen.

Og umiddelbart virker det som, at beslutningen er truffet på det mest rationelle fundament, anført af fornuftige, kompetente socialrådgivere og øvrige fagfolk. For forældrene Belinda og Jørgen er langt fra at være de ideelle forældre, som vi ynder at forestille os om leverpostej-middelklassen i Danmark.

Belinda bærer på en bagage af grum omsorgssvigt og seksuelt misbrug af sin egen far, og Jørgen er en af hovedpersonerne i en af Danmarks største narkotikasager. Udover at have en betinget dom for vold, da han sendte sin hustru Belinda tre dage på intensiv afdeling.

Belinda og Jørgen Nielsen er ikke dem, vi taler om, når vi hyldes for at være verdens lykkeligste land med gratis uddannelse og sundhed, og lige muligheder for alle. De pakkes væk i systemet på langvarige ydelser langt væk fra Christiansborg.

Og undervejs kommer det frem, at det faktisk er anden gang, at parret fratages et barn. Deres første barn blev dem frataget efter tre måneder. Men denne her gang handler systemet før skaden er sket. Handlekraftigt og bastant, uden berøringsangst, som statsministeren vil gøre til 'new normal' uden videre.

De moralsk overlegne mennesker med realkreditlån og måltidskasser ville sige, at i et tilfælde som Belinda og Jørgen Nielsen er det, det rigtige at gøre. Af hensyn til barnets tarv. Men lige inden rulleteksterne ruller over skærmen, kommer det frem, at ankestyrelsen har afgjort, at kommunen handlede i strid med reglerne, fordi der ikke var dokumentation for, at var nødvendigt at fjerne barnet på fødegangen.

Parret Nielsen har derfor fortrudt deres tvangsadoption og kæmper fortsat om at få deres søn hjem igen. Man kan ikke fortænke dem at ønske det. Om end det ikke falder i god jord hos statsministeren og ligesindede ministre, der gerne vil sparke døren mellem staten og hjemmet ned.

Det tragikomiske er imidlertid, at det system, som statsministeren sætter sin lid til, konsekvent begår fejltagelser. For udover, at kommunen handlede i strid med reglerne, når ægteparret Nielsens nyfødte dreng at bo hos sin tredje plejefamilie, inden dokumentaren når at blive klippet færdigt og sendt på DR.

Jeg ved virkelig ikke, hvem vinderen og taberen er i fortællingen om ægteparret Nielsens kamp mod systemet.

Men i al fald står det klart, at den, der betaler prisen, er det nyfødte barn. For et nyfødt barn, der når at blive kastet rundt hos tre familier, kan næppe få lettet noget bagage fra sine spinkle skuldre.

Det må være en skam at være født i en æra, hvor en regering kan vinde et valg på at være på børnenes side, og en statsminister kan kalde sig selv for 'børnenes statsminister', og man så alligevel bliver svigtet så grelt af alle voksne omkring sig.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
43 kommentarer
Vis kommentarer