Derfor forstod ungdommen ikke budskabet: 'Bliv hjemme'

'Fremtiden er en generation, hvor dating-apps har pacificeret de menneskelige behov som intimitet, integritet og refleksion,' skriver Geeti Amiri. Foto: Jens Dresling
'Fremtiden er en generation, hvor dating-apps har pacificeret de menneskelige behov som intimitet, integritet og refleksion,' skriver Geeti Amiri. Foto: Jens Dresling

Geeti Amiri. Født i Kabul, opvokset i København, lærerstuderende og skriver om kultursammenstød.

Dronningen måtte tone frem og mane ungdommen til fornuft. Statsministerens autoritet var ikke nok.

Ungdommen havde svært ved at forstå det simple budskab: 'Bliv hjemme.' For hvis ungdommen blev hjemme, var der en større dæmon at forholde sig til, end Corona-virussen udgør for ungdommen. Nemlig sig selv.

Fremtiden er en ungdom, født ind i den digitale tidsalder med FOMO-abstinenser og angst for at høre egne tanker. Hvilket forklarer behovet for AirPods, der nærmest er klistret fast til ørerne med sekundlim.

Et simpelt budskab om at blive hjemme, forstod de ikke, fordi de kun har egne behov i fokus.

Fremtiden er en generation, hvor dating-apps har pacificeret de menneskelige behov som intimitet, integritet og refleksion. Alt imens de tror, de er autentiske, fordi de udviser virtuel sårbarhed. Må jeg være fri.

Corona-krisen får samfundet til at bløde, og vi bløder alle med. Ingen skånes. Men når samfundet en skønne dag kollektivt har fået stoppet blødningen, fået forbinding på de værste sår, skal vi vende blikket mod ungdommen.

For det bliver ikke en virus, der bliver vores undergang, men en generation, som er blevet så fremmedgjorte over for eget ansvar som borgere, fordi de aldrig er blevet stillet opgaven og afkrævet at tage ansvaret på sig.

Den evige optimist vil sige, at jeg er en pessimist, og jeg underkender ungdommen. At jeg overhører deres røster, som førte til det første grønne folketingsvalg.

Men alligevel skulle der en global pandemi til for, at klimakrisen fik stoppet forureningen af klodens lunger. Det var ikke de unges røst.

Og det handlede heller ikke om klimakrisen - det handlede først og fremmest om søgen på en identitet i havet af uendelige muligheder for at være sin egen. Klimakrisen forenede en ungdom, hvor alle gerne vil adskille sig fra hinanden, selv om ingen tør at gå imod strømmen.

For unge mennesker er 'søndagsblues' en ting. Ej til forveksling med følelsen af tømmermænd på en søndag. Søndagsblues er i familie med kvartvejskrisen og handler om følelsen af et uforklarligt tomrum, ængsteligheden over den store, vide tilværelse, der lurer i horisonten uden faste rammer og mangel på traditioner, der forpligter.

Og mens følelsen af tomhed alle ugens dage kan holdes fra døren, sniger den sig alligevel ind på sindet, når samfundet sænker farten.

I en periode med karantæne får tankemyldret mulighed for at spinde sit spind i sindet på dem, der ikke tåler at lytte til deres indre.

Unge mennesker vil gerne være en Svend Brinkmann. Uden forstand på behovsudsættelse. Som eksempelvis at blive hjemme. Og nu, hvor karantænen er det nye normale, er alle ugens dage præget af søndagsblues. Det er så uretfærdigt for de unge, som alt andet i denne ulidelige tilværelse. Suk hjerte.

Efter pressemødet med statsministeren og dronningens skældud på royal maner sad jeg for alvor med en følelse af håbløshed. Som jeg ellers hidtil har kunne kontrollere. Det gik nemlig op for mig, hvor slemt alt bliver, før det bliver hverdag igen.

Og det skyldes, at den sorgløse ungdom aldrig har mærket konsekvenserne af en samfundskrise. De er jo født ind i statens vuggende favn og er blevet holdt i hånden livet igennem. De har aldrig mærket, hvad det vil sige at mangle mad på bordet eller frygte taget over hovedet bliver revet væk.

Den største bekymring, de har kunne udvise samfundssind omkring, har været klimakrisen, fordi udsigterne for egen fremtid så dystre. Og altså ikke af hensyn til de fattige bønder, der ser Sahara-ørkenen fortære fundamentet for deres levebrød.

Kaspar Colling Nielsen skrev i et essay i Berlingske om nødvendigheden af, at vi bliver et rigtigt samfund igen, hvor folk går på arbejde og gør noget nyttigt og meningsfuldt: Bygger noget, og skaber noget, som ikke er crap eller ligegyldigt lort.

Jeg håber, at på den anden side af Corona-krisen, forstår ungdommen, at et samfund bæres af søjler, der tager et ansvar på sig og knokler for fællesskabet. Verden er større end en selv, og tilværelsen er skrøbelig.

Særligt når den står til at skulle blive håndteret af en generation med snuden dybt nede i iPhone skærmen.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
29 kommentarer
Vis kommentarer

Seneste Opinionen

Mest læste Opinionen