'Det er nemmere at få et knald end at ligge i ske'

'Den moderne mand er på en og samme tid blevet ubrugelig og livsnødvendig for den moderne kvinde,' skriver Geeti Amiri. Foto: Jonas Olufson
'Den moderne mand er på en og samme tid blevet ubrugelig og livsnødvendig for den moderne kvinde,' skriver Geeti Amiri. Foto: Jonas Olufson

Geeti Amiri. Født i Kabul, opvokset i København, lærerstuderende og skriver om kultursammenstød.

Kulturskribent ved Berlingske, Katherine Diez, har svært ved at finde en belæst mand.

I et oplyst videnssamfund med folkebiblioteker tilgængelige i halve døgn, hvor alverdens bøger kvit og frit kan lånes, og alskens online boghandlere har skabt en priskrig, som ingen fysiske boghandlere kan følge trit med, virker det som et ret tilforladeligt krav at have til en mage.

Men før jeg fortsætter, så lad mig lige bekende kulør. Diez og jeg deler privat bekendtskab. Dette lommefilosofiske skriv på baggrund af mine egne erfaringer med kærligheden i København, er, hverken ment som et modsvar til Diez, ej heller et forsvar for hende.

Dette skriv er et forsøg på at beskrive, hvor meget det moderne menneske er ude at skide, hvad angår kærligheden.

Diez og jeg deler ikke kun bekendtskab, men også alder, interesser og drømme.

Jeg er ligeledes 30 år, jeg vil også hellere bruge penge på bøger end på byture, og jeg dyrker udødeligheden som Diez ved at hengive mig til det evigt levende ord.

Med andre ord er vi begge i den samme synkende skude.

For i dag er det nemmere at erhverve en ph.d end at finde en nogenlunde sød mage. Dette gør sig særligt gældende i storbyen, hvor flertallet swiper sig frem og tilbage til friktion og forveksler det med følelser.

Og både Diez og jeg møder (belæste) mænd. Vi begår os i kredse, hvor der er mange mænd for hver kvinde. Problemet med vores omgangskredse er ikke, at de ikke er belæste, men mere at de med stor sandsynlighed er optagede, og det er jo en helt anden diskussion.

Problemet er derimod, at manden, som både Diez efterlyser, og jeg drømmer om, i håb om at bygge en rede af bøger med - hvilket jeg vil tro, ligner manges ønske fra middelklasse til øvre middelklasse - efterhånden ikke aner sine levende råd.

Han er simpelthen den type af mand, jeg længe har mødt som og oplevet være på røven, fordi hans rolle i den grad er blevet reduceret til at være en 'Care Bear'.

For mænd i arbejder- og underklassen er der stadig klare kønsroller og forventninger. Ligeledes gælder det for mænd i overklassen. Men manden i midten af samfundet er ganske enkelt forvirret over egen (køns)rolle og forventningerne at leve op til.

For et år siden kastede jeg min kærlighed på en skolelærer. Jeg forelskede mig i dødeligheden ved at handle ind sammen i Brugsen på en grå søndag og spise rugsbrødsmadder på en kedelig tirsdag.

Jeg orkede mindre og mindre de selskaber, hvor alle er noget ved musikken, for i stedet at sidde i sofaen sammen med ham og høre musik på anlægget over en halvbillig flaske rødvin.

Jeg ville egentlig det ordinære liv, hvor livet fyldte mindre i skarpe overskrifter, men mere i samtale med hinanden om, hvilke stegepander var bedst at bruge. Og jeg troede virkelig, at nu var min lykke fuldendt. Kun for at vågne op og indse, at kærlighedens trange kår også finder plads i en 8-16 hverdag.

Fordi det moderne menneske er krøblinge, hvad angår at give og modtage kærlighed, der ikke er kontraktuel. Picture-perfekt fyren forstod ganske enkelt ikke sin funktion i vores forhold. Jeg betalte jo altid regningen, folk hilste først på mig og derefter ham, og jeg var den, der havde tilvalgt et liv, hvor han kunne passe ind og ikke omvendt.

Han forstod ikke, hvad han skulle gøre af sig selv, imens jeg rendte rundt og troede, det var så ligetil. At jeg ganske enkelt ville ham, fordi mit håbløse hjerte havde kastet kærligheden på ham. Men i tilbageblik forstår jeg godt, hvorfor det gik så galt.

Den moderne mand er på en og samme tid blevet ubrugelig og livsnødvendig for den moderne kvinde. Kvinden har ikke en gang længere brug for ham til at fuldende 'projekt barn', men uden en mand i horisonten er tilværelsen også amorinforladt.

Det er bare svært at erkende dette faktum, når Beyonces sange udgør morgenvækkeurets alarm. For en stærk kvinde, har da ikke brug for en mand, lyder det.

Hvilket nok er den største myte, som alt for mange ikke tør at prikke hul på af frygt for at sætte ligestillingen 100 skridt tilbage.

Jeg møder sjældent en kvinde, der befinder sig i samme kreds, som Diez og jeg gør, og som vil stå ved, at til trods for at være selvforsørgende, uafhængig, seksuel frigjort, sin egen lykkes smed og gin & tonic drikkende i weekenderne med 'pigerne', så vil har hun stadig brug for en mands nærvær og kærlige omsorg.

Få kvinder står ved dette eksistentielle behov. Måske derfor pakkes det ind i bøger, hvilket forstærker den vægtløse tilstand for den moderne mand. Der er ikke klare forpligtelser at leve op til, ligesom der ikke er klare grunde til, hvorfor en mand skal opgive sit eget show af realisering for at indgå i en kærlighedssymbiose.

Eller sagt på direkte dansk, det er nemmere at få et knald end at ligge i ske, både for manden og kvinden, og deri består problemet.

Vi, det moderne menneske, har udviklet os til kærlighedskrøblinge. Det handler derfor ikke om størrelsen på bogreolen. Omend jeg medgiver, at det ser godt ud. Men det handler om, at i Danmark har vi dyrket individualismen til sådan en grad, at alle render rundt og tror, forholdet skal være en afspejling af dem selv og dække deres behov.

Det vil klæde mange af os, inklusive mig selv, at træde et skridt tilbage fra spejlet og erkende, at intet menneske er en ø, og kvinden og manden er nok den art, der allermest har brug for hinanden.

Men fordi vi lever i et samfund, der dyrker uafhængigheden af hinanden som en religion, er erkendelsen af, at vi er afhængige af menneskelige relationer blevet vor tids største tabu.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
132 kommentarer
Vis kommentarer