Dyrk ikke Casper Christensen

Casper Christensen fotograferet af Linda Johansen i aneldning af hans nye bog. Han er ikke et særlig godt forbillede, mener Geeti Amiri.
Casper Christensen fotograferet af Linda Johansen i aneldning af hans nye bog. Han er ikke et særlig godt forbillede, mener Geeti Amiri.

Geeti Amiri. Født i Kabul, opvokset i København, lærerstuderende og skriver om kultursammenstød.

Det hænder, at jeg konfronteres med rygter om min fortid. Og et rygte er særligt sejlivet. At jeg skulle have været promiskuøs i mine unge dage. Jeg har arbejdet i nattelivet, så jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg tog til titusind morgenfester, som Medina synger.

Men ligefrem sætte lighedstegn mellem de to ting, siger alt om rygtesmedenes tankegang.

Og på en måde glæder det mig, at folk tænker sådan om mig. For siden jeg ufrivilligt påtog mig den utaknemmelige tørn som den muslimske og afghanske Joan Ørting, og har debatteret seksuel frigørelse for minoritetskvinder, har mit datingliv aldrig været kedeligere.

Så har jeg vidst ikke afsløret for lidt. Men når rygtet om min promiskuøse fortid, er den mest sejlivede af slagsen, fortæller det en del om, hvilke standarder, der gælder for kvinder. Endnu. Selv om vi hævder, at ligestillingsproblemerne kun finder sted hos muslimerne. Men sagen er den, at kvinder behandles efter en anden målestok end mænd.

Jeg tænker ikke på forskelsbehandlingen mellem Aisha eller Ali i privaten, men forskelsbehandlingen mellem Mette og Mads i offentligheden.

Dermed anskues kvinders fortid og fuck ups anderledes end mænds. Særligt når de taler om det.

Lad mig give et rigtig godt eksempel. For tiden turnerer komiker Casper Christensen rundt i landets medier med en syndflod efter sig, i anledningen af at han er gået til bekendelse om sin fortid i en ny bog skrevet af  Martin Kongstad. Det er tragikomisk, at en granvoksen mand har lært at opføre sig ordentligt ved at leve det puritanske veganske liv. Og man fristes til at sige, at en rigtig mand godt kan finde ud af at spise en rød bøf og være et ordentligt menneske, men det er for meget forlangt af Christensen.

Hvilket giver mening. For Christensen holder ikke tilbage med at skrifte. Utroskab, løgne, baner af kokain med næseblod til følge for at kunne holde til dagevis af fester, og ja, meget mere, udover være et rigtig ringe menneske overfor sin familie og nære venner. Alt sammen letter Christensen sit tunge hjerte for. Han fortryder, men er nu blevet genfødt. Halleluja.

Ja, Christensen har fundet Gud, efter årtier, hvor han har opført sig som et ringe menneske, fordi han forvekslede eget spejlbillede med Gud. Klichér er noget, vi giver til hinanden.

Tænk, hvis en kvinde satte sig i skriftestolen på samme måde, som Christensen har gjort. Jeg tvivler på, at kvinden var blevet mødt med andet end stakkevis af hån, latterliggørelse og hadbeskeder. Hun var blevet udskammet og samtlige tidligere partnere var blevet opstøvet for at få en åben mikrofon og berette om, hvor stor skade hun har forvoldt dem.

Men Geeti, man skal forbarme sig og være tilgivende, og fortjener alle mennesker da ikke en chance til, vil nogle spørge mig. Og de vil anklage mig for at være drevet af et had som en talibankriger. Til det vil jeg svare, at jeg tror på tilgivelse, hvis bøden har ført til forandring.

Derfor er mit problem med glorificeringen af Christensen, at det er med til at gøre antihelten til det forbilledlige. 

Fordi forklaringen lyder, at helte er overmennesker, som ingen kan leve op til.

Jeg tror ikke, nogen kræver, at offentlige mennesker skal være helte og rene som snefnug - på nær de radikale måske. Men kan vi ikke stoppe med at romantisere 'dumt svin'-adfærden? Undskyld mit sprog.

Når antihelte som Christensen dyrkes i medierne, ryger det ud til unge drenge. De vokser op og higer efter det samme ideal, som Christensen reprænsenterer. Og hvorfor skulle de ikke gøre det?

Det lader jo ikke til, at Christensen har lidt nogen konsekvenser for sine synder. Han er endt med den unge hustru, bor i en pragende villa og lever et vegansk liv omringet af natur. De unge drenge ser, det alligevel ikke er ødelæggende for ens liv, hvis man kan ende så komfortabelt som Christensen.

I stedet for det dødelige liv i middelklassen bliver livet i overhalingsbanen drømmen.

Og skal det virkelig være sådan, at en mand altid kan rydde overskrifterne, når han hævder at have forandret sig, mens kvinder sendes ud i skammekrogen for at være mennesker? Jeg spørger bare, om det er for meget at forlange, at mænd og kvinder behandles lige,

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
23 kommentarer
Vis kommentarer