En dag vil en kvinde undskylde Mette Frederiksen

Geeti Amiri. Født i Kabul, opvokset i København, lærerstuderende og skriver om kultursammenstød.

Når mine små niecer spørger mig, hvem der bestemmer i Danmark, er jeg ikke i tvivl.

Det gør Mette Frederiksen - en magtfuld kvinde, som viser sig fra sin kærlige, omsorgsfulde og nærværende side. Hvad enten, der er tale om statsminister-Mette, som passer på landet under en pandemi, eller private-Mette, som ser landsholdskampe med sin søn.

Hun - eller hendes SoMe-ansvarlige - mestrer de sociale medier til perfektion. Lige dele alvor og omsorg, tilsat et stænk humor. Som vi danskere foretrækker og fordøjer ukritisk.

Mette Frederiksen er 'børnenes statsminister', og den første af slagsen, som bruger størstedelen af sin første nytårstale på at adressere forholdene for udsatte børn og unge i Danmark, og bebudede historisk flere bortadoptioner og tvangsanbringelser.

Fordi hun vil være på børnenes side. Alt for længe var udsatte børn blevet overset og overhørt, men nu gælder det børnene først.

Med tårevædede øjne undskyldte hun også overfor Godhavnsdrengene. Fordi Mette Frederiksen forstår godt, at titlen som børnenes statsminister også forpligter sig på sig på at sige undskyld for fortidens fejltagelser.

Der er nemlig ikke plads til stolthed, når det handler om børn. Fordi børn er uskyldige, og udsatte børn skal vi passe på, som det velfærdssamfund, vi bryster os af at være, fordi vi er formet af samfundssind.

Så nej, jeg er ikke i tvivl om, hvad jeg skal svare, når mine niecer spørger, hvem det er, der bestemmer i Danmark. Det gør Mette Frederiksen, landets store moder.

Men jeg er i tvivl om, hvad jeg skal svare, når jeg bliver spurgt om, hvorfor den danske stat ikke henter sine 19 danske børn hjem, som er efterladt til at rådne op i IS-fangelejre i Syrien. Især når Mette Frederiksen på folketingets talerstol selv konstaterer, at forholdene i fangelejrene ikke egner sig til at børn skal være der. Så er det hele ret enkelt.

Især fordi børnenes statsminister kan da ikke bedrive sikkerhedspolitik, eller værdipolitik, på bekostning af uskyldige børn, som har trukket det forkerte lod i forældre-lotteriet, vel?

Var det nemlig ikke hele tanken med at bebude barnets lov, som skal sætte børnene først? Svadaen med at lette byrden af den tunge rygsæk på de spinkle skuldre? Eller har jeg misforstået noget grundigt og gevaldigt, fordi jeg er naiv nok at tro, at man ikke vælger og vrager mellem, hvilke børn man som stat vil passe på, når de alle er egne danske børn?

Det må sandelig handle om andet, end den fordummende udlændingedebat, som regeringen har sat sig selv skakmat i, fordi de ikke vil give sig en millimeter af frygt for at miste et mandat til højrefløjen. Regeringens værdipolitiske linje kan ikke stå og falde med at hente sølle 19 børn hjem, som i skrivende stund udvikler sig til tikkende terrorbomber med hvert levede sekund i fangelejrene.

Hvis det er tilfældet, forstår jeg godt, hvis udlændinge- og integrationsministeren Tesfaye føler sig overflødig. Han behøver slet ikke at pippe et ord.

Alligevel nægter Mette Frederiksen at give Jeppe Kofod grønt lys til at hente de danske børn og deres mødre hjem. Uden videre er den kærlige og omsorgsfulde Mette Frederiksen, som kerer sig om udsatte børn, en magtfuldkommen statsminister. Hun retfærdiggør valget om at lade små danske børn rådne op i fangelejre, der kaldes for 'helvedes forgård' med devisen om, at deres forældre jo har vendt Danmark ryggen.

Ja, den del har vi nok alle fattet. Og jeg vil nok også tro, at de kvinder, som blev groomet, manipuleret, bedraget og lokket i uføre af radikaliserede virtuelle stemmer, har fattet, at de begik en kæmpe fejltagelse ved at drage i hellig krig. Men børn skal aldrig betale for sine forældres fejltagelser. Sådan er vi ikke som et folk. Sådan er vi ikke som nation.

Det er faktisk så enkelt, som det kan være. Det Danmark, vi er stolte af, straffer ikke børn for deres forældres ugerninger. Det Danmark, jeg er formet af, tror på, en ny chance gælder for alle.

Vi har tidligere været det land i verden, man har set op til, fordi vi har været bannerførere for børns rettigheder. Men nu er vi på skammebænken med øvrige 56 lande, som nægter at hjemtage egne børn. Alt sammen takket være den fordummende udlændinge- og værdidebat, hvor man i ræset mod bunden, fordummer sig som nation, fordi der konkurreres med kynikere på højrefløjen, hvis eksistensgrundlag består i at påpege problemer med tilflyttere.

Men tænk, hvis Mette Frederiksen stoppede op og sagde fra. Ikke for at pudse sin glorie som en halal-hippie, men på vegne af 19 danske børns liv og sikkerhed. Velvidende, at det også er lig med at hente børnenes mødre hjem, fordi det er i barnets tarv.

Jeg er ingen politisk rådgiver, men de nemmeste point som børnenes statsminister kan indkassere, er ved at hente de uskyldige børn hjem. Det er logik for burhøns.

Mette Frederiksen er en statsminister, en leder, en kvinde, en mor, en hustru, som ikke forpasser en chance for at vise sig fra sin kærlige, omsorgsfulde og nærværende side.

Men på Kvindernes Internationale Kampdag, er det værd at tænke over, hvor meget hun svigter kvindesagen. Ikke kun i det socialdemokratiske bagland, men også på vegne af børn, som aldrig har begået nogle fejltagelser, men alligevel betaler den højeste pris, fordi de er børn af den slags danske kvinder, som statsministeren ikke kan fordrage.

Her troede jeg, at kvindekamp handlede om at kæmpe for kvinder uden nogen stemme.

Historien vil dømme Frederiksen hårdt, og en dag vil en (kvindelig) leder undskylde overfor de børn, som Mor-Mette ikke evnede at passe på, selv om hun var børnenes minister.

Tænk, at tale så meget om børn, men efterlade sig sådan et eftermæle - det er en tragedie.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
207 kommentarer
Vis kommentarer