'En skamplet på menneskeheden'

Billede fra bombeangreb på Gaza. Foto: Ritzau Scanpix
Billede fra bombeangreb på Gaza. Foto: Ritzau Scanpix

Geeti Amiri. Født i Kabul, opvokset i København, lærerstuderende og skriver om kultursammenstød.

I efteråret 2019 stod jeg på lærerværelset i Albertslund, hvor jeg dengang havde min gang som lærer, da en mail tikkede ind i samme øjeblik, jeg skænkede mig en kop kaffe.

Det var en invitation fra den israelske ambassade om at besøge Israel og deltage i et skræddersyet flagship-program for meningsdannere og influenter om Israels anliggender.

Med alt betalt.

Invitationens formål var, at de inviterede deltagere med egne øjne skulle se, hvordan Israel integrerer minoriteter, skaber lige muligheder for uddannelse og tilbyder et sundhedsvæsen for alle. Udover at få mulighed for at lære den israelske kultur at kende og unikke politiske og sikkerhedsmæssige udfordringer.

Til det sidste udbrød jeg, no shit, Sherlock, til stor undren for mine kollegaer, som var lykkeligt uvidende om, hvilken mail jeg stod og læste, mens min kaffe nåede at blive kold.

Jeg svarede ambassaden, at jeg grundet arbejde og studier i perioden ikke kunne rejse, så jeg takkede nej til invitationen. Og således var min lærergerning med til at holde mine fødder solidt plantet på jorden, i stedet for at jeg skulle lide af den vildfarelse, at jeg hjemvendt fra sådan en tur kunne agere helt upåvirket angående Israel-Palæstina konflikten.

Hvilket jeg formoder var en del af den israelske ambassade intention med at invitere mig.

At jeg skulle være med til at præge samfundsdebatten herhjemme til fordel for Israel, når endnu en intifada ulmer og bryder ud, som det sker i skrivende stund. Ellers giver invitationen ikke meget mening. Hvorfor ellers bruge ressourcer på at invitere mig?

Personligt tror jeg ikke på, at der er noget i denne verden, der foræres gratis. Da slet ikke en tur med alle omkostninger betalt til en konfliktfyldt knude i en region, hvor blot benævnelsen af Israel-Palæstina konflikten skaber mure mellem mennesker. Såvel som i Danmark.

Og jeg lovede mig selv ikke at blande mig i Israel-Palæstina konflikten, efter jeg blev (forsøgt) politianmeldt for vold trusler af den højreorienterede nationalromantiker, Eva Agnete Selsing.

Det skyldtes, at jeg i mine spæde dage som debattør ironisk skrev på Facebook, at den næste, der lig Søren Espersen sammenlignede affyringen af Hamas-raketter med et militært forsvar som Israel råder over, kunne stille sig i kø til en lussing-bod. Lussinger, i en verbal forstand, og ikke bogstaveligt talt fandt jeg overflødigt at skrive, fordi jeg tænkte, at det virkede indlysende for enhver med en gennemsnitlig IQ.

En pro-palæstinensisk Tore Lindevang linkede derefter til en klumme af Fru Selsing, hvilket førte til, at jeg fik lov at mærke, hvad det vil sige at skolde sig på et glohedt komfur, man ved en fejl kommer til at lægge hånden på. Fru Selsing mente nemlig, at min ironiske opdatering var en trussel mod hende. Mage til hysteri har jeg ikke oplevet siden.

Israel-Palæstina konflikten og debatten om den er lige så rablende vanvittig som debatten om omskæring af drenge, hvilket paradoksalt nok er emnet, der forener jøder og muslimer.

Jeg er, hverken pro-palæstinenser, eller pro-israeler. Jeg er pro-menneskerettigheder.

Men jeg har erkendt, at det er uden for min rækkevidde at blande mig i en sag, som finder sted på et andet kontinent, og alligevel udgør en politisk landmine i andedammen.

Man siger, at religion er roden til alt ondt, men man bør sige, at politik er roden til alt ondt i religion, fordi konflikten bruges af politikere alle steder på kloden til at skabe had mellem jøder og muslimer.

Herhjemme bør man holde sig for god til at blande sig i sagen, også som landets statsminister - selv om det kræves af visse, der ser for mange billeder fra Gaza.

Da jeg takkede nej til den israelske ambassades generøse invitation, var professionelle kværulanter uforstående overfor mit svar til sådan en charme-rejse til mellemøstens eneste demokrati. Selvsamme kværulanter, som heller ikke kan betale for egne øl på folkemødet. Nogle af dem fortalte, at de havde selv takket ja til invitationen og dermed gav deres holdninger om emnet i danske spalter pludselig mening. De kunne ikke forstå min anke om, at man ikke længere er upartisk, når man tager imod sådan en invitation af den ene part.

Men det sidste, som mellemøstens evigt brændende bål har brug for, er flere debattører i Danmark, der puster til ilden fra eget navlepillende hjørne, mens mennesker lider i midten langt væk fra vores hverdag. Jeg pudser ikke min glorie, men erkender mine begrænsninger.

For hvilken gavn gør debattører, når de sidder trygt i Danmark og fordømmer det ene eller det andet folk, når virkeligheden er et miskmask af gråmeleret smuds.

Om end jeg er sikker på, at det giver en rar fornemmelse at dele forfærdelige billeder og videoer fra Gaza. Eller skrive store kærlighedserklæringer om Israels ret til at forsvare sig.

Dermed er miseren om Israel-Palæstina konflikten fodret af et ensidigt syn på vold.

Israel-Palæstina-konflikten er en skamplet på menneskeheden, den viser, at voldens natur overmander diplomatiets ord, den er en tragedie for jøder og muslimer og vestens idealer. 

En dag vil jeg hjertens gerne besøge Tel Aviv, men det skal ske for egen regning.

Det er at slå plat på konfliktens sorg, når nogen anser urolighederne for muligheden at springe ud som mellemøstekspert. Den slags troede jeg, vi var sluppet for, så længe Naser Khader er sygemeldt med stress, der altid har slået sig op på at være den fremmeste mellemøstekspert uden at eje kapacitet til at rumme de utallige nuancer, som freden kræver. 

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
296 kommentarer
Vis kommentarer