Et skoleeksempel på privilegieblindhed

'Gid kvinder som Østergaard (Mette Østergaard, redaktør på Berlingske, billedet, red) & Co, der nyder privilegier, som de færreste middelklassekvinder råder over, for alvor diskuterer noget vigtigere, end en au pair-ordning, som jo kun et mindretal af kvinder har råd til at hyre,' skriver Geeti Amiri. Foto: Finn Frandsen
'Gid kvinder som Østergaard (Mette Østergaard, redaktør på Berlingske, billedet, red) & Co, der nyder privilegier, som de færreste middelklassekvinder råder over, for alvor diskuterer noget vigtigere, end en au pair-ordning, som jo kun et mindretal af kvinder har råd til at hyre,' skriver Geeti Amiri. Foto: Finn Frandsen

Geeti Amiri. Født i Kabul, opvokset i København, lærerstuderende og skriver om kultursammenstød.

På årets sidste debatuge, før julefreden sænker sig, diskuteres au-pair ordningen.

Berlingskes chefredaktør, Mette Østergaard har fået teen galt i halsen, fordi udlændinge- og integrationsminister, Mattias Tesfaye varsler et opgør med au pair-ordningen.

En ordning, der oprindeligt - læs angiveligt - var tiltænkt en måde at styrke den kulturelle og sproglige udveksling. Men i dag har udviklet sig til udnyttelse af kvinders arbejdskraft fra mindre lykkelige egne af verdenen.

Jeg er ikke den, der skal gøre mig klog på, hvorvidt au pair-ordningen truer det regulerede danske arbejdsmarked. Ej heller skal jeg gøre mig klog på, hvorvidt det  er at gøre filippinske kvinder en (bjørne)tjeneste, når de ankommer til Nordsjælland for at passe William og Ingrid - eller det mondæne Frederiksberg, hvor Østergaard selv huserer.

Det er muligt, en lav au pair løn er bedre at sende hjem til egen familie og evt. børn end at være fattig med dem under samme tag. Jeg skal heller ikke vide, hvor skoen for alvor trykker på Tesfayes pudsede sikkerhedssko.

Men gid kvinder som Østergaard & Co, der nyder privilegier, som de færreste middelklassekvinder råder over, for alvor diskuterer noget vigtigere, end en au pair-ordning, som jo kun et mindretal af kvinder har råd til at hyre. Det ville nemlig være langt mere progressivt for ligestillingskampen, hvis Østergaard i kraft af sin position, var med til at punktere myten om karrieremoren.

For har man evnerne og muligheden, bærer man også ansvaret og forpligtelsen.

Selv om man måtte mene, at man er en chefredaktør og ikke en ligestillingsforkæmper.

I Danmark har vi en forestilling om, at det er muligt at være kvinde på arbejdsmarkedet på lige vilkår med mændene og i hjemmet stadig udføre to voksne menneskers arbejde.

På trods af at titlen hedder 'enlig mor', som Østergaard selv er.

Og før nogen skyder mig kvinde er kvinde værst motivet i stiletterne, slår jeg gerne fast, at jeg under Østergaard at bære såvel titlen som chefredaktør såvel som (alene)mor. Og det skal være hende og ligesindede kvinder muligt at hyre hjælp til dagens sure pligter.

Men hvis en kvinde som Østergaard ikke selv kan se det tragikomiske i, at hendes karriere er afhængig af at flyve en filippinsk kvinde herop for at tage sig af hjemmets gøremål, så er det skoleeksemplet på privilegeblindhed.

Børn er nu en gang mennesker, der er blevet sat i denne verden af voksne mennesker. Ansvaret for dem skal ikke udliciteres til en ung kvinde, der er blevet fløjet herop, men til de mennesker, der i første omgang har valgt at sætte børn i verden. Sammen.

Hvorfor problematiserer Østergaard ikke, at mødre, enlige eller samlevende med en anden, skal løbe dobbelt så stærkt for at kunne følge trit med mændene, hvis de stadig stræber efter at gøre karriere?

Den øremærkede barsel er et godt udgangspunkt at starte.

Enhver kvinde, der har stået med en ble i den ene hånd og en bærbar i den anden ved, at kvinders økonomiske frigørelse ved at indtage arbejdsmarkedet ikke har frigjort dem fra hjemmets pligter. Uanset hvor sød en mand, der elsker at lave mad og gøre rent, man måtte finde.

Og det er jo den egentlige grund til, hvorfor au pair-ordningen er livsnødvendig for karrieremødre som Østergaard. Fordi i Danmark yndes myten om karrieremoren. Det giver nationen en god fornemmelse af at være fremme i skoene, selv om hælen slæber sig afsted.

Vi agter svenske tilstande og romantiserer den personlige frihed, som sjovt nok er meget afhængig af en lønramme over gennemsnittet.

Hvad Tesfaye ender med at beslutte på vegne af au pair-ordningen, vil det til syvende og sidst ikke føre til andet, end at velstillede kvinder må se sig om efter alternativer til hjælp på hjemmefronten. Og de skal nok klare sig.

Men Østergaard kunne have brugt Tesfayes varslede opgør med au pair-ordningen til at problematisere, at samfundsnormerne forventer kvinder sprænger glasloftet med pusletasken om skulderen. I stedet blev det til en debat om, at karrierekvindens helt er den underbetalte fillipinske au-pair kvinde.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
49 kommentarer
Vis kommentarer