Giv forældre et førstehjælpskursus

'Vores børn og unge lærer af os såkaldte voksne at drikke for meget. Vi har gjort en øl til det mest danske, og man kan ikke more sig uden at drikke.' Foto: Anders Find/POLFOTO
'Vores børn og unge lærer af os såkaldte voksne at drikke for meget. Vi har gjort en øl til det mest danske, og man kan ikke more sig uden at drikke.' Foto: Anders Find/POLFOTO

Geeti Amiri. Født i Kabul, opvokset i København, lærerstuderende og skriver om kultursammenstød.

Forbyd salg af alkohol for unge under 18 år, lyder det. Diskussionen og dermed baggrunden for, at forslaget er på bordet, er en mangeårig rekord, som Danmarks ungdom sætter.

De drikker nemlig alt for meget og starter alt for tidligt.

Forslaget om et forbud er gammel vin på nye flasker. Det er oppe at vende årligt og tilbage i september var selveste VSOD, som er vin- og spiritusgrossisternes interesseorganisation, ude med opfordringen om, at unge under 18 år slet ikke skal have mulighed for at købe alkohol. Uanset, hvor lav alkoholprocenten er.

Nuvel, jeg skal nødig sætte mig op på en høj hest og moralisere for ungdommen, selv om jeg ynder at være gammelklog. For jeg er, ligesom resten af den danske voksne befolkning, en del af problemet.

Vores børn og unge lærer nemlig af os såkaldte voksne at drikke for meget. Vi har gjort en øl til det mest danske, og man kan ikke more sig uden at drikke. Hvilket der desværre er noget om, skal jeg hilse at sige: det lærte en alkoholfri periode mig allermest.

Men lad mig for en stund vende blikket et andet sted.

For grunden til, at eksperter mener, at et forbud er vejen frem, er at forbuddet ville give forældrene længere snor til at vejlede deres børn - eller sagt på direkte dansk, bestemme over deres afkom. Tænk sig, at staten er nødt til at udstikke forbud og regler for, at voksne mennesker, der selv har besluttet sig for at få børn, kan finde ud af at agere forældre.

Sig mig, hvad blev der af rollen som forældre, der tages alvorligt, i stedet for blive gjort til endnu en af velfærdsstatens mange såkaldte udfordringer at klare?

Måske er det mine afghanske rødder, der præger mig, men jeg har aldrig rigtig købt den der med, at man stopper med at lytte til de voksne. Ej heller er de voksne stoppet med at opdrage mig. Forme mig. Lære mig at navigere rundt i verden. Det er ikke altid, at jeg følger stien, der lægges for mig, men jeg er ikke i tvivl om, at jeg har en mor, der har klare holdninger og forventninger til min væren som menneske, og gøren og laden som hendes datter.

Her er derfor et vildt forslag, vildere end at forbyde salg af alkohol til unge under 18 år:

Hvad med vi giver forældre et førstehjælpskursus i at være forældre ved tre simple trin: tag ansvar for dit afkom, stil krav og regler og forvent noget af dit barn?

I samme ombæring kunne det være, at vi faktisk gør op med myten om, at man er voksen, blot fordi man har forladt folkeskolen. Det vil nok lette byrden på de spinkle unge skuldre. For måske er der en grund til, at unge i Danmark drikker meget og alt for tidligt.

Måske er det et opråb til de voksne omkring dem, der ikke ser dem. Måske er det et nødråb om, at forældre tager opgaven på sig selv igen, og overtager styringen i stedet for at lade de unge være en synkende skude. Og hvem ved, men måske ville det få individer til at reflektere over det at få et barn, eller flere af samme, som et led i selvrealisering.

Fordi at være forældre og sætte rammer for opdragelse og dannelse af sit barn kræver tilsidesættelse af øvrige behov og ønsker.

Det kræver noget af en, som måske kan lyde som en ofring af egne drømme. Men bare rolig, det er kun indtil et barn er myndigt, og så er det statens ansvar.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
10 kommentarer
Vis kommentarer

Seneste Opinionen

Mest læste Opinionen