Gør Muhammedtegningerne til pensum i skolen

'Skolelæreren i Frankrig, Samuel Paty, udviste et mod, som måske mange har glemt nødvendigheden af at stå fast på, fordi civilisationens harmoni tages for givet,' skriver Geeti Amiri. Foto: George Gobet/AP
'Skolelæreren i Frankrig, Samuel Paty, udviste et mod, som måske mange har glemt nødvendigheden af at stå fast på, fordi civilisationens harmoni tages for givet,' skriver Geeti Amiri. Foto: George Gobet/AP

Geeti Amiri. Født i Kabul, opvokset i København, lærerstuderende og skriver om kultursammenstød.

Hvilke voldsomme reaktioner kan harmløse karikaturtegninger forvolde? 

Det spørgsmål har Vesten i 15 år endnu ikke forstået omfanget af. Muligvis ikke engang når en fransk skolelærer må lade livet for at udføre sin lærergerning: At oplyse. 

I udlandet bruger kyniske ledere Frankrigs Muhammedkrise til egne agendaer, hvilket fortæller meget om kærligheden til den hellige profet, som hævdes at være blevet krænket.  Men her i andedammen, håber jeg, at det meningsløse drab på den franske skolelærer fører til en erkendelse af den vigtige rolle, som skolelærere spiller i den kulturkamp, som finder sted i disse år.

En kulturkamp, vi har talt om i flere årtier. 

For lærerstanden er frontmedarbejdere i et samfund præget af kultursammenstød og parallelsamfund. Dermed bliver lærergerningen også at være værdikriger, hvilket kræver mod. 

Skolelæreren i Frankrig, Samuel Paty, udviste et mod, som måske mange har glemt nødvendigheden af at stå fast på, fordi civilisationens harmoni tages for givet. 

Hvad enten lærerstanden vil stå ved det eller ej, hviler en tung kulturkamp på skuldrene af dem. Men læreren må ikke stå alene i klasseværelset med byrden. Og derfor er der brug for stærke skoleledere, som står fast på folkeskolelærernes ret til at undervise uden at frygte repressalier. 

Det er derfor enormt problematisk, når formanden for skolelederforeningen, Claus Hjortdal mener, at det ikke er på alle skoler, man bør vise Muhammed-karikaturtegningerne, fordi det kan volde vanskeligheder. 

Bør Claus Hjortdal da ikke mene det modsatte og dermed komme pressede skoleledere til undsætning, som står med at løse opgaven af årtiers fejlslagen integration? Eller være med til at give det nødvendige og afgørende skub til skoleledere på skoler, hvor det er mere typisk at hedde Ali i stedet for at hedde Alfred?

Meningen er vel, at landets skoleledere skal støtte deres ansatte lærere i at oplyse. Også når emnerne bliver betændte. Eller er funktionen som skoleleder blevet reduceret til at begrave sig i møder med bureaukrater?

Der er brug for en helt utvetydig opbakning til lærere, som bevæger sig på grænsen til kultursammenstød, og ja, nogle gange træder på nogle kulturelle ømme tæer hos visse forældre. Der er brug for et stærkt forsvar af lærere, der vælger at uddanne elever, som har brug for at blive udfordret på hjemmets normer og værdier.

Der er brug for en opsang til skoleledere, som vrider armen om på lærere, fordi forældrenes vilje overtrumfer elevens ret til at blive dannet som en demokratisk borger med tankefrihed og kritisk fornuft. 

Hjortdals udmelding - selv om hans intention næppe er det - styrker en virkelighed, hvor lærere på den enkelte danske folkeskole må se deres ret til at undervise blive kuet af religiøst fanatisme.

Det er et nederlag for det demokratiske samfund, vi ellers bryster os for at være. Det er et massivt svigt af børn, som den danske folkeskole hævder at give de samme lige muligheder, uanset ophav og social status.

Derfor appellerer jeg til, at Hjortdal, i kraft af sin vigtige rolle vil være med til at ændre kursen, som berøringsangste skoleledere alt for længe har fået lov at styre. 

Ellers svigter den danske folkeskole kommende generationer af danske børn, uanset ophav og socioøkonomiske kår, hvis de gennemfører folkeskolens afgangsprøver uden at have set de harmløse Muhammed-tegninger. 

Det er jo ikke tegningerne, der er provokerende eller er voldelige, det er islamisterne. 

Hvis Muhammed-tegningerne ikke gøres til en obligatorisk del af pensum i folkeskolens udskolingsklasser, vil det være et knæfald for uvidenheden som i forvejen har forpestet den frie tanke og det frie ord i Vesten. 

Goder ,som vi, inklusive demokratiske muslimer, værdsætter. Goder, som jeg er sikker på, at Claus Hjortdal og øvrige skoleledere værdsætter. Goder, som fremtidens børn af Danmark, uanset religiøs overbevisning, også skal nyde godt af.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
75 kommentarer
Vis kommentarer