Hun vil reformere islam, og alle bør bakke op 

'Vi taler om en kvinde, der har taget modet til sig og stillet sig på første række i moskeen, hvor mænd ellers har forvist kvinderne til et pulterrum, hvor de kan høre prædikenen gennem en skrattende højttaler,' skriver Geeti Amiri om Sherin Khankan, Danmarks første kvindelige imam. Foto: Stine Tisvilde
'Vi taler om en kvinde, der har taget modet til sig og stillet sig på første række i moskeen, hvor mænd ellers har forvist kvinderne til et pulterrum, hvor de kan høre prædikenen gennem en skrattende højttaler,' skriver Geeti Amiri om Sherin Khankan, Danmarks første kvindelige imam. Foto: Stine Tisvilde

Geeti Amiri. Født i Kabul, opvokset i København, lærerstuderende og skriver om kultursammenstød.

I min spæde start som blogger formastede jeg mig til at betvivle imamers praksis, hvad angår tværreligiøse ægteskaber. Hvilket provokerede.

På onsdag er der verdenspremiere på 'Reformisten', som er en dokumentar om Sherin Khankans vigtige virke i det muslimske miljø som kvindelig imam, der bl.a. forkynder tværreligiøse ægteskaber.

Sagen er - og har været det siden patriarkatet satte sig tungt på definition og praksis af Islam - at muslimske mænd kan gifte sig med en jødisk eller en kristen kvinde. Også uden at denne kvinde skal konvertere til Islam. Hvorimod ikke-muslimske mænd - jødiske, kristne eller andre - der ønsker at blive gift med en muslimsk kvinde, afkræves konvertering til Islam, før en vielse kan finde sted.

Betvivler man denne praksis, er det oprørende. Både hos imamer og hos flertallet af danske muslimer. Imamer hævder, 'at kvinder er for bøjelige til at gifte sig med ikke-muslimer'.

En kvinde er i så høj grad underlagt mandens adfærd, vaner og normer, at hun ikke kan videreføre egen livsstil som følge af valget af ægtefælle, hævdes det. Denne logik, som imamerne skamløst ytrer offentligt, understøtter dermed kvindernes manglende ligestilling i de muslimske minoritetsmiljøer. 

Man kan se for sig, hvordan denne 'hellige regel' er med til at skabe en alliance imellem mænd, der under påskud af religion holder hånden over hinanden. Men der står intet sted i Koranen, at en muslimsk kvinde ikke må gifte sig med en ikke-muslimsk mand. Derimod står det ret tydelig, at en muslimsk mand godt må gifte sig med en af bogens folks kvinder. Altså en jødisk eller en kristen kvinde. 

Her må man huske på, at da Koranen blev nedskrevet, var der ikke kvinde-kvoter og socialbranding kapital at hente ved at hyre skarpe kvinder til at tage del i nedskrivningen af islams forskrifter. Desværre. Dermed har vi så en fortolkning, som aldrig er blevet ændret i praksis.

I hvert fald ikke før nu.

Denne ændring er kommet for at brede sig som bølger i vandet takket være en bestemt kvinde: Sherin Khankan. 

Vi taler om en kvinde, der har taget modet til sig og stillet sig på første række i moskeen, hvor mænd ellers har forvist kvinderne til et pulterrum, hvor de kan høre prædikenen gennem en skrattende højttaler. 

Hvis danske kvinder i de muslimske minoritetsmiljøer skal ligestilles med mændene, forudsætter det nemlig først og fremmest samme rettigheder over eget liv, som mændene er givet ved fødslen. Og uanset hvor veluddannet, velbevandret i det danske samfund og dermed velintegreret en dansk kvinde med muslimsk og anden etnisk herkomst er, så er hun bare ikke ligestillet med sin bror.

For kvindens bror kan bare gifte sig med enhver, uden nogensinde blive betvivlet evne til at 'videreføre' sine ophavsnormer. Men kvinden, ja, hun skal tiltale sin ægtemand som Ali, i stedet for Anders. 

Det er en farce uden lige og på høje tide at ændre praksis, så det rimer på 2019 og ikke på år 600 efter Kristi fødsel. 

Jeg kan høre kritikerne af denne konkrete reform af Islam. De højreorienterede præster hos Berlingske, der fnisende spørger, om Islam overhovedet er til at arbejde med som en religion. Og mon ikke jeg bare skulle til at forlade den? Lige såvel som jeg kan høre imamer og religiøse analfabeter i minoritetsmiljøerne, der tror det alt sammen handler om, at jeg har scoret mig en dansk fyr, som ikke er til at hugge og stikke i, hvorfor jeg bare må 'bøje' mig.

Jeg skal hilse og sige, at en vielse i folkekirken er sværere at få en dansk fyr med på end en islamisk vielse. Disney-drømme har trange kår i blandede forhold. 

Det handler om mere end bare lille mig. Det handler ikke mindst om den store misére, vi kalder 'integrationsudfordringer'. For hvis danske muslimer som jeg blot fortælles, at løsningen er, at vi forlader Islam, så ønskes integrationsudfordringerne overhovedet ikke løst. Med mindre man da ønsker assimilation, hvilket man så bør melde klart ud. 

Og hvis blandede ægteskaber konsekvent skal koste en kvindes ligestilling i minoritetsmiljøer, så får vi hverken en integration, der går særlig hurtigt eller særlig godt.

Det er derfor essentielt for kvindekampen og integrationen af tilflyttere og efterkommere fra ikke-vestlige lande, hvad Sherin Khankan gør som kvindelig imam. Og alle bør bakke op herom. Også en forsmået konservativ folketingspolitiker og hans knap så kvikke kumpaner. 

Sherin Khankans reformation af islam skal runge i alle hjørner af samfundet, så ingen ung, muslimsk kvinde er i tvivl om, at når hun en dag bliver voksen, har hun frihed til at vælge ægtefælle. Og hun har krav på samme religiøse accept af dette valg som sin bror. Hverken mere eller mindre.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
107 kommentarer
Vis kommentarer