Hva' med børn, der sælger sig på nettet, Mette?

'Der var engang statsministeren, Mette Frederiksen, havde en holdning til prostitution,' skriver Geti Amiri og spørger, om den stadig findes, f.eks. når det gælder unge piger, der sælger sig selv på OnlyFans. Modelfoto
'Der var engang statsministeren, Mette Frederiksen, havde en holdning til prostitution,' skriver Geti Amiri og spørger, om den stadig findes, f.eks. når det gælder unge piger, der sælger sig selv på OnlyFans. Modelfoto

Geeti Amiri. Født i Kabul, opvokset i København, lærerstuderende og skriver om kultursammenstød.

Der var engang statsministeren, Mette Frederiksen, havde en holdning til prostitution.

Det var dengang, Socialdemokratiet havde en ligestillingspolitik, der handlede om andet end social kontrol af minoritetskvinder fra deres respektive minoritetsfamilier og -miljøer, som udlændinge- og integrationsminister, Mattias Tesfaye, først og fremmest tegner.

Nu har Danmark en ligestillingsminister, der knap nok kan huske eget ressortområde, når han skal præsentere sig selv. Som det er tilfældet i dagens afsnit af Genstart, hvor beskæftigelses- og ligestillingsminister, Peter Hummelgaard, er dagens gæst om den aflyste sygeplejerske-strejke.

En konflikt, der paradoksalt nok har handlet om at lukke løngabet i det kvindedominerede fag som sygeplejerskernes. Et løngab, som fx kan ses mellem sygeplejersker og lærere, der vidner om levn fra fortiden, hvor lærergerningen var mandsdomineret.

Men tilbage til statsministerens holdningsændring til prostitution, fordi der var modstand fra hendes eget bagland, bl.a. fra sossernes tidligere indpisker, Henrik Sass-Larsen, og endegyldigt blev lagt i graven af justitsministeren, Morten Bødskov, under Thorning-regeringen.

Det er vigtigt at skelne mellem den slags prostitution, der foregår på lyssky bordeller og gader i nattens ly, og så den slags, der foregår på sociale medier som OnlyFans.

Sidstnævnte er det nemlig mulig at gøre noget ved, hvis man tør, hvor andre tier. Hvis man altså er en statsminister, der tør andet end at præsentere sig Mette-medium med makrelmadder. Fordi førstnævnte af prostituerede kvinder er ofre for kyniske bagmænd, der lokker dem fra fattige egne af verden med løfter om arbejde og velstand for så at bondefange dem i en evig gældsspiral.

Det er slaveri anno 2021, akkurat som statsministeren mente engang. Disse kvinder har ingen rettigheder og udnyttes på det groveste.

Sidstnævnte, som prostituerer sig selv over medier som OnlyFans er derimod ikke (nord)afrikanske og østeuropæiske kvinder, men pæredanske piger fra vores egen andedammen, alt for ofte vokset med social armod og omsorgssvigt.

Hvad der forener kvinder, der i det hele taget prostituerer sig selv, er deres nedslående skæbner. For nyligt meddelte SoMe giganten OnlyFans, at det var slut med pornografisk indhold på mediet. Altså lige indtil det gjorde for ondt med udsigten til at miste et indtjeningsgrundlag, som mediet primært lever af.

Man er ikke på OnlyFans for at lave en sjov dansevideo, eller poste et billede med en trutmund på en blogger-cafe. Man er på OnlyFans for at sælge pornografiske billeder og videoer. Hvilket OnlyFans opkræver 20% af indtjeningen af. En gennemsnitlig OnlyFans bruger tjener 180$, hvilket er knap 1200 kr. og omtrent, hvad statsministerens silkeskjorte koster.

Var man en vaks statsminister, eller for den sags skyld en opmærksom ligestillingsminister, ville man vende blikket mod prostitution, der udfolder sig i den virtuelle verden. Fordi ligesom prostitution på gaden rammer udsatte kvinder fra udlandet eller kvinder med et stofmisbrug, så rammer prostitution på sociale medier unge kvinder, som systemets sikkerhedsnet ikke når at gribe i tide. Se bare den nyeste DR3 dokumentar, Våde veninder, der skildrer en sørgelig tilværelse.

Danske kvinder på OnlyFans, som sælger sig selv for en flad tyver, er en falliterklæring for et samfund, der hylder samfundssind. Det er bagsiden af det samfund, der hyldes for at være et af de mest lige lande i verden.

Jeg græmmes over, at vi har en regering, som har mere travlt med at poste selfies på sociale medier, end at sætte sig ind i, hvad sociale medier har rykket af grænser for inhuman udnyttelse af sårbare piger.

Kald mig for en, der umyndiggør de kvinder, der angiveligt selv vælger, hvordan de vil tjene til dagen, men jeg giver ikke meget for påstanden om, at det er kvinder, der såkaldt reclaimer deres seksualitet. Det er nok verdens ældste erhverv, men er altid gået ud over kvinder, der bor i samfundets kælderetage.

Man kan også spørge sig selv om man ønsker, at ens barn kommer hjem og fortæller, at denne lever af at onanere foran en håndholdt iPhone? Jeg tror godt, jeg ved, hvad svaret er for alle.

Der tales i disse år om et prekariat, hvor mennesker lever under usikre forhold som følge af tidsbegrænsede ansættelser, der fører til uvished. Jeg forstår samtalens præmisser, men hvornår får vi startet en debat om, hvordan ansigtsløse virksomheder som OnlyFans lukrerer på underklassens børn?

Eller hjemmesider for den sags skyld, hvor kvinder kan oprette en profil med henblik på at blive en sugarbabe, hvilket er et romantiseret begreb, der dybest set betyder det samme, som at være prostituteret. Jeg skåner jer læsere for det mere nedsættende ord, som der også findes i det danske ordforråd.

Statsministeren, Mette Frederiksen, kan med et knips lukke et erhverv ned og belønne selvsamme minkavlere med milliarder. Hun kan lukke landet ned og åbne det igen, uanfægtet af øvrige myndigheders anbefalinger. Hun kan gå på vandet, og fejre sin succes med en kæmpe konference i Fredericia, som skal statuere hendes partis magtfuldkommenhed.

Men gøre noget ved hjemmesider, der udnytter unge sårbare, til tider psykisk syge, pigers kummerlige forhold på bunden af vores samfund, det evner hun ikke. Tænk, at være hele landets moder, men ikke evne at passe på sine mest sårbare børn.

Så meget for at være børnenes statsminister.

Jeg forventer ikke noget af regeringens ligestillingsminister, men jeg forventer noget af en kvindelig statsminister, der engang mente, at prostitution skulle forbydes, fordi det var moderne slaveri. OnlyFans er netop udtryk for det, moderne slaveri, og den hjemmeside bør ikke have nogen gang i Danmark.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
67 kommentarer
Vis kommentarer