Indvandrer-kvinder får gode eksamener, men...

Nydanske kvinder klarer sig rigtig godt i uddannelsessystemet. Men mindre godt på arbejdsmarkedet. Billedet her er et arkivbillede fra et arrangement, hvor  Ungdommens Naturvidenskabelige Forening har inviteret gymnasieelever til foredrag om naturvidenskabelige emner. Foto: Miriam Dalsgaard
Nydanske kvinder klarer sig rigtig godt i uddannelsessystemet. Men mindre godt på arbejdsmarkedet. Billedet her er et arkivbillede fra et arrangement, hvor Ungdommens Naturvidenskabelige Forening har inviteret gymnasieelever til foredrag om naturvidenskabelige emner. Foto: Miriam Dalsgaard

Geeti Amiri. Født i Kabul, opvokset i København, lærerstuderende og skriver om kultursammenstød.

’Ifølge en ny undersøgelse, som Arbejdernes Erhvervsråd har lavet for Politiken, har der siden 2002 været en markant stigning i andelen af mønsterbrydere blandt unge nydanske kvinder.’

Ovenstående er et uddrag fra en nyhedsartikel tilbage fra april 2014, som var min allerførste medvirken i den offentlige debat.

Jeg var statskundskabsstuderende, tilpas kæk for en debutant i debatten,  havde en fastklemt osteklokke over hovedet, og jeg fungerede som Politikens-Præmieperker-Pokal.

Hvis man læste overskrifterne i mandags, skulle man tro, tiden havde stået stille siden april 2014. Det er åbenbart stadig en nyhed, at unge efterkommere af indvandrere og flygtninge, får sig en uddannelse og bryder forældrenes sociale arv, hvad angår uddannelse.

Særligt formår kvinderne at knække koden i uddannelsessystemet og dermed forældrenes sociale arv - på papiret, vel at mærke.

Men en uddannelsesgrad siger mere om, hvor godt man har styr på pensum, end den siger noget om ens evne til at kunne begå sig i samfundet. Var det ikke sådan, ville vi ikke opleve den åndelige fattigdom, der præger store dele af det uddannede Danmark.

Der uddeles 12-taller på stribe, og alligevel er så mange dimittender så lidt klædt på til livets karrusel. Brune i huden, eller ej.

Nej, kulturel integration kan man ikke studere sig til. Og intet, ifølge Arbejdernes Erhvervsråds nye undersøgelse såvel som den gamle, siger noget den kulturelle integration.

Da jeg var knap 15 år, fik jeg mit første arbejde i en blomsterbutik.

Jeg afløste de fastansatte om eftermiddagen, så de kunne spise en sen frokost i ro og mag og tage sig af de større ordrer, imens jeg pakkede en begonia plante til 25 kr. i cellofan til fru Nielsen.

Jeg lærte på min første arbejdsplads, hvad det vil sige at overholde mødetider, værne om kollegialt fællesskab, jeg lærte at spise en bøfsandwich fra pølsevognen, at arbejde med det modsatte køn, og jeg lærte værdien af at være min egen lykkes smed ved at tjene mine egne penge. Egenskaber, som en bog ikke ville kunne have lært mig. Mit arbejde på en dansk arbejdsplads lærte mig, hvad det vil sige at begå sig i den danske arbejdskultur.

Det er derfor, gang på gang, et skridt frem og to tilbage, når overskrifterne reducerer kriterier for succesfuld integration af efterkommere til tørre tal. Lad os ikke glemme, at trods de fine statistikker, så halter kvinder med minoritetsbaggrund efter på det danske arbejdsmarked.

Og hvad er det så, der holder de fremadstormende kvinder fra at gøre brug af deres hårdt tilkæmpede uddannelsesbevis?

Svaret er - forenklet måske - at i en alder af slut tyverne, er det for sent at komme i gang på arbejdsmarkedet, når ringen på fingeren samtidig strammer.

Hvad enten vi taler om for 15 år siden, da jeg fik mit første arbejde, eller vi taler om status quo, så er arbejdsmarkedstilknytningen en udfordring for danskere med indvandrer- og flygtningebaggrund. Deraf den manglende kulturelle integration. Og det er en langt større opgave at fokusere på.

Lad mig afslutningsvis komme med endnu en anekdote fra virkelighedens liv. Den opmærksomme læser husker måske, at jeg arbejder som lærer på den københavnske Vestegn, hvor bekymrede borgmestre har råbt sig hæse for døve ører.

Sidste år fik jeg et par tvillingesøstre som elever, der udover at være flittige i skolen, også knoklede røven ud af bukserne uden for skolen. De tog tidlige morgenvagter i Føtex-bageren for at have tid til ekstra matematik om eftermiddagen.

De adskilte sig markant fra mine øvrige kvindelige elever, fordi de ved at arbejde i Føtex lærte at være selvstændige, pligtopfyldende og bevidste om det samfund, de nu engang er født og opvokset i.

I dag er de to tvillingesøstre startet i 1.g, men ikke på det gymnasium, hvor alle de andre 2. og 3. generationsefterkommere søgte hen. Tværtimod. Jeg ville ønske, det skyldtes min fordærvende effekt som lærer, men den ære kan jeg ikke tage fra Føtex, der åbnede tvillingesøstrenes øjne op for, at der findes en verden udenfor det parallelsamfund, de voksede op i.

De kommer til at klare sig uanset uddannelsesgrad, fordi de har lært den kulturelle integration i en tidlig alder. Det står derimod langt værre til for den kommende jurist, der aldrig har haft et dødeligt arbejde, før hun står med eksamensbeviset. Og det er en langt mere interessant problemstilling for uddannelsessystemet at løse i fællesskab med arbejdsmarkedet.

Det giver måske ikke nogen good-feeling, blot sved på panden.  Men det er, hvad der skal til.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
44 kommentarer
Vis kommentarer