'Jeg har vakt forældres vrede'

'Jeg har vakt forældres vrede, når jeg har blandet mig i deres opdragelse af børn,' skriver Geeti Amiri om at være lærer. Foto: Miriam Dalsgaard
'Jeg har vakt forældres vrede, når jeg har blandet mig i deres opdragelse af børn,' skriver Geeti Amiri om at være lærer. Foto: Miriam Dalsgaard

Geeti Amiri. Født i Kabul, opvokset i København, lærerstuderende og skriver om kultursammenstød.

I sensommeren 2020 cyklede jeg hjem fra mit lærerarbejde i Albertslund med en stikling af en plante, som stod på min daværende skoleleders kontor. Jeg kom hjem og satte stiklingen i vand, men sagde op som lærer på skolen før stiklingen nåede at slå rødder.

Et par uger forinden min opsigelse havde jeg dristet mig til at spørge pigerne i klassen om deres vilkår for et ungdomsliv, når rødderne kan spores til Pakistan.

Jeg spurgte, hvordan deres forældres syn var på alkoholkulturen i Danmark, ungdomsforelskelser og forældrenes forventninger. Mit formål var ikke at indoktrinere dem med en såkaldt syndig livsstil. Det var blot i håb om, at det ville forebygge kultursammenstød, når de unge piger blev ældre og netop traf beslutninger, der med forældrenes øjne ville kaste skam over familiens ære og renommé i deres minoritetsmiljø.

Fordi sådan er det jo. Før eller siden træffer børn, som kan spore rødderne et andet sted i verden, nogle valg, som skuffer, sårer og påkalder deres forældres vrede. Og alt for ofte stilles de unge mennesker i et dilemma, hvor de skal vælge mellem familie eller frihed.

Men enhver teenagepige drømmer om det første og perfekte kys - især når det er forbudt.

Nogle uger senere kom jeg på arbejde og mærkede stemningen være anspændt. Aftenen forinden havde der været forældremøde. Visse forældre havde gejlet en stemning op. Måske ikke så overraskende var det forældre med anden etnisk herkomst. Og deres anklage lød på, at jeg gjorde det utrygt for eleverne. Uden at være konkrete om, hvad jeg præcis gjorde for at gøre deres børn utrygge. Følelsen var nok. 

Jeg sad i timevis på skolelederens kontor og græd. Jeg gik på arbejde i to år i Albertslund med et eneste formål, hvilket var at uddanne og danne elever. Selv om det gik udover mit eget lærerstudie. Som tak blev jeg anklaget for noget af det værste, en underviser kan blive anklaget for, nemlig at gøre det utrygt for elevernes faglige og sociale trivsel i klasseværelset.

Løsningen blev forelagt mig. Jeg kunne skifte over til en ny klasse og være sammen med to andre kollegaer, som havde rig erfaring med at undervise. Jeg valgte at sige op. Og nogle uger senere modtog jeg Hørups Debatpris for at være en lærer med meninger.

Ironien var til at føle på. Og er det stadig. Hver gang jeg skriver et indlæg, skal jeg afveje, hvor meget jeg vil være lærer vs. et individ med offentlige holdninger. 

Mine holdninger koster. Ikke kun på mængden af fordomme om mig i offentligheden, men især på mulighederne for at søge et arbejde som lærer(vikar). Hver gang jeg har søgt et arbejde som tilkaldevikar på en vilkårlig københavnsk folkeskole, lyder spørgsmålet, hvordan jeg vil jonglere mit arbejde som lærer ved siden af mit virke som meningsdanner?

Det antages, at jeg er meningsdanner, før jeg er lærer. Kunne det tænkes, at jeg er en lærer med holdninger som resten af lærerværelset, men forskellen er, at jeg tør at ytre mine holdninger udenfor det lydtætte lærerværelse?

Det synes jeg, at skoleledere landet over skal tænke over. Civilcourage bør være et kendetegn ved dem, vi overlader fremtidens borgere til.

Min oplevelse i Albertslund rokkede ved min tro på, at jeg egner mig til at være lærer. Jeg tog det jo som et personligt nederlag, og jeg var tæt på at miste min gnist. Men gennem min tidligere praktiklærer fik jeg et seks ugers vikariat på en københavnsk folkeskole, og før den periode var overstået, blev jeg tilbudt at blive klasselærer for en 7.klasse resten af skoleåret.

Der var en skoleleder, der troede på mig, selv om jeg også testede denne af med mit forslag om at indføre Muhammed-tegningerne som fast pensum i folkeskolens udskoling i kulturfagene.

I fredags sagde jeg så farvel til min 7. klasse, som kom så meget under huden på mig, at da jeg så dem gå i flok på tværs af fodboldbanen, følte jeg, at jeg sagde farvel til egne børn.

Jeg har vakt forældres vrede, når jeg har blandet mig i deres opdragelse af børn. Og jeg har slebet kanter af børns forkvaklede opfattelse af autoriteter og en rigtig måde at være muslim på, fordi de har gået de første mange år på muslimske friskoler.

Men jeg har mest af alt fået ros og anerkendelse af forældre for at vække deres børns nysgerrighed og læringslyst, endda i online undervisningen.

Jeg har været en lærer med holdninger, som har troet på alle elever og stillet krav til dem. Og lært dem at analysere noveller, såvel som deres omverden. 

Som afslutningsritual med min 7. klasse, havde jeg dem hjemme hos mig til pizza (betalt af mig selv, hvis nogen skulle være nysgerrig på det) og plante en stikling af den samme plante, jeg fik med hjem fra Albertslund. Jeg bad eleverne om at passe på deres plante, i takt med at de selv suger viden til sig.

Vi taler altid om, at folkeskolen skal være for alle børn. I den ligning håber jeg på, at vi snart taler om, at folkeskolen også skal være for alle lærere. Også dem, der har ambitioner om at brede elevernes horisont ud ved at turde at have offentlige holdninger. 

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
143 kommentarer
Vis kommentarer