Kære konservative - smid ham ud

'Naser Khaders fald afslører dyrkelsen af eventyret om præmieperkeren sker på bekostning af sund fornuft,' skriver Geeti Amiri. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
'Naser Khaders fald afslører dyrkelsen af eventyret om præmieperkeren sker på bekostning af sund fornuft,' skriver Geeti Amiri. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Geeti Amiri. Født i Kabul, opvokset i København, lærerstuderende og skriver om kultursammenstød.

Forleden stødte jeg ind på en konservativ folketingspolitiker i køen til Sinnerup i Vanløse, da smalltalk om sommerferie udviklede sig til DR’s afsløring af Naser Khaders #metoo-sager.

Det konservative folketingsmedlem gav udtryk for, hvor træls det var, at sommerferien var blevet afbrudt af Khaders skandale.

Det er vel også synd, at folkevalgte ikke kan holde sommerferie, uden at en partifælle afsløres i systematisk, seksuelt krænkende adfærd. Hvis bare journalister kunne passe deres arbejde, når sommerferien var forbi. Suk.

Jeg rystede på hovedet ad folketingspolitikeren, der udtrykte stor forundring over afsløringerne. Fordi vedkommende fortalte, at denne havde konfronteret Naser Khader med rygterne tilbage i efteråret 2020, men han havde jo afvist alle rygter.

Det betyder jo sådan set, at De Konservative er blevet gjort bekendt med #metoo-anklagerne mod Naser Khader, samtidig med folketingsgruppen fratog Orla Østerby alle ordførerskaber for at have opført sig krænkende overfor en partifælle. Men der er åbenbart forskel på medlemmer af den konservative folketingsgruppe, må man forstå.

Det efterlader selvfølgelig mange spørgsmål, men mest presserende står to frem: Enten er De Konservative bundnaive og forventer, at en krænker selv bekender kulør og lægger sig fladt ned. Eller der er tale om en kynisk folketingsgruppe og partiformand, som har beskyttet krænkeren, Naser Khader, fordi der er stemmer i ham.

Begge dele er bekymrende, men jeg vælger at tro på, at den naive tiltro til Naser Khader handler om, at en brun mand, der harcelerer mod undertrykkelse, kan ikke selv være undertrykkeren.

Denne logik har Naser Khader også udnyttet, når han igennem sine mange liv i dansk politik og medlem af fire politiske partier, har givet vælgere troen på eventyret om den perfekte muslim, mens han var pilrådden indeni.

Og danskerne og politiske partier har elsket Naser Khader. Fordi han har været oraklet, hans ord er blevet tolket profetisk, han har været det spinkle håb i de reaktionære muslimske miljøer.

Tillad mig at kaste op, før jeg fortsætter.

Fordi realiteten er, at Naser Khader alle dage har været en mand med en mellemøstlig mentalitet og adfærd. Han har opfattet kvinder som et tag selv bord, og han har slået plat på danskernes tiltro til, at man lyver selvfølgelig ikke. Men det gjorde Naser Khader.

Derfor skal hans eftermæle være, at vi skal lære at udøve kritik, når en brun stemme dukker op og hævder at have svaret på alskens integrationsproblemer.

Ja, det gælder også mig selv, til trods for at jeg aldrig har bedt om etiketten som rollemodel og frihedskæmper. Jeg synes begge lyder kvalmende frelst og bør få alarmklokker til at ringe, når nogen frivilligt tager titlerne til sig. Mand, såvel kvinde, politiker, såvel som forfatter.

Naser Khaders fald afslører dyrkelsen af eventyret om præmieperkeren sker på bekostning af sund fornuft. For i alle andre henseender hævder vi, at arv og miljø har en betydning for, hvem man bliver som voksen, på nær når det kommer til brune individer, som sættes op på en piedestal som enhjørninger.

Pludselig er den mellemøstlige kulturs opdragelse og tilbagestående religiøse værdier, som har ligget til grund for udbryderens opvækst og formet denne, pist væk og en demokrat er født. Det er immervæk så naivt, at jeg nogle gange mistænker danskerne for at være godtroende med vilje, fordi ellers skal de se i øjnene, at integration af tilflyttere ikke er noget eventyr, men en konstant frem og tilbage udvikling, som trækker tænder ud.

Jeg fortalte det konservative folketingsmedlem, at vi var mange, der i årevis havde kendt til Naser Khaders behandling af kvinder og blot ventet på, at en journalist ville turde at gå hele vejen med at afsløre ham.

Mit håb, når De Konservative omsider har fundet deres politiske rygrad frem, er, at det danske samfund lærer af fejltagelsen med at dyrke Naser Khader som en helt.

Så fremover bør brune stemmer behandles som alle andres. Ellers stiger det mennesker til hovedet, at man aldrig for alvor stilles kritiske spørgsmål, udsættes for faktatjek, men blot lovprises som et idol.

Første skridt henimod en ligestilling vil derfor være, at De Konservative går længere, end de gjorde med Orla Østerby og ekskluderer Naser Khader for at have udsat seks kvinder for #metoo. Ellers vil det for evigt stå mejslet i Christiansborgs mursten, at nogle kan slippe afsted med meget mere, fordi de er brune.

Det er ikke kun en hån mod alle os, der dagligt kæmper en kamp for at finde balancen mellem to verdener. Det er også en hån mod folkestyret.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
184 kommentarer
Vis kommentarer