Mavebluser! Hva' med tørklæde-piger?

Geeti Amiri kan ikke tage skoleelever alvorligt, der kalder til croptop-demonstration, når de sidder i klasseværelse med kammerater, hvis tørklæde strammer om hovedet. Foto: Ritzau/Scanpix
Geeti Amiri kan ikke tage skoleelever alvorligt, der kalder til croptop-demonstration, når de sidder i klasseværelse med kammerater, hvis tørklæde strammer om hovedet. Foto: Ritzau/Scanpix

Geeti Amiri. Født i Kabul, opvokset i København, lærerstuderende og skriver om kultursammenstød.

Der skulle ikke mere til end en folkeskole i Vejle kommune, som forbød såkaldte crop tops, før Afghanistans tragedie blev overdøvet af andedammens navlepilleri.

Regeringens nikkedukker af ministre som Jeppe Kofod og Trine Bramsen må prise sig lykkelige for, at mediepersonligheder har gejlet en sag op, som burde have handlet om, at folkeskolen i højere grad er blevet en arena for opdragelse end læring, hvilket de færreste lærere har tid til eller blevet uddannet i. Fordi crop top- gate har fjernet fokus fra regeringens eklatante svigt af afghanere, der bistod danske soldater med krigen i Afghanistan.

Nogen har sågar sammenlignet en skoles forbud mod mavebluser i skoletiden - som nu er trukket i land efter massiv shitstorm - med Talibans burkakrav for piger og kvinder. Afghanske kvinders rettigheder nåede knap nok at blive kolde, før andedammen gik i selvsving.

Længe leve privilegieblindheden, når nogle sammenligner et krav om anstændig påklædning i undervisningssammenhæng med et terrorregime, der udsletter kvindens plads i samfundet.

Vi har det godt i Danmark, må man tørt konstatere.

Men må jeg bare gøre opmærksom på en vigtig pointe: Taliban tillader ikke pigebørn at gå i skole, så sammenligningen af crop tops med Taliban regimets rædsler for kvinder i mit fødeland er en anelse historieløst. Udover at være respektløst. Jeg er ret sikker på, at piger i Afghanistan vil prise sig lykkelige for, hvis de bare kan møde op i et klasseværelse uden at frygte en selvmordsbomber.

Og mandag var der så kaldt til crop top-demonstration på landets folkeskoler. Hurra for ungdommen, der gør oprør mod boomere, fordi ungdommen nægter at lade sig blive seksualiseret. Sikke en vild ungdom, der venter fremtidens Danmark. Jeg er glad for, at jeg er blevet så gammel, at jeg kan betegnes som reaktionær. Jeg mener eksempelvis ikke, det er feminisme, at piger skal klæde sig, som skulle de til fest, når de skal lære retstavning og brøker.

Situationsfornemmelse er en del af dannelsen, men dannelsesopgaven er svær at løfte for skolen, når parnasset mener at vide bedre.

Mavebluser! Hva' med tørklæde-piger?

 

Piger skal klæde sig som de vil, lyder opråbet, men det klinger en anelse hult, fordi det bygger på stråmænd. Ingen har nægtet piger at klæde sig som de vil, men derimod opfordres unge piger til at kende forskel på folkeskole og fest. Det kommer ungdommen til gavn, når de i fremtiden skal lære samspil på arbejdspladsen, i stedet for at være solospillere.

Men lad os for et øjeblik anholde dette argument. At pigebørn ikke må blive seksualiseret af en stumpebluse. Det er jo bare en kort bluse, der afslører et stykke bart hud. Jeg forstår pointen. Om end mit gamle jeg er lykkelig for, at jeg fik mulighed for at gå med min Spice Girls mavebluse i de glade 90’ere.

Hvorfor hører vi så aldrig en kritik af folkeskoleelever, der hjemmefra bliver påduttet at gå med tørklæde?

Det er vel også en seksualisering af pigebørn, men det ramaskrig udebliver. Jeg kender godt årsagen, men nævner det gerne en gang til for prins Knud: Der findes en ligestillingskamp for etnisk danske piger, hvis mødre er ressourcestærke og bestrider topposter. Og så findes der en anden ligestillingskamp for piger med muslimsk minoritetsbaggrund, som helst ikke skal røres med en ildtang, fordi det kan rebricere enhver med folk på højrefløjen.

Ligestillingskamp føles godt i maven, så længe den ikke træder nogen over deres kulturelle og religiøse ømme tæer.

Feminisme er en titel af frelste fjer for såkaldte bossladies, der hylder tørklædet som et frit valg i stedet for at sige: det er ikke bare et stykke stof, men en degradering af kvinden, som skal tage sig i agt for det modsatte køns blik, som kan begære håret på hovedet. Hvilken frigørelse ligger der i, at unge piger skal hæmmes af tørklædet?

Jeg har de seneste dage set mediepersonligheder poste et billede af dem selv på de sociale medier, hvor de flasher maveskind, og man må formode, at deres børn ikke går i klasse med nogen piger, der går med tørklæde, for ellers ville de jo også være harme af den grund. Men eftersom det er københavnere, der slår jyderne i hovedet, må vi antage, at deres børn går i klasse med en eller flere tørklædebærende piger.

Så lad os også høre opråbet på vegne af piger i folkeskolealderen, der bliver påduttet tørklædet af forældre, som endnu ikke har forstået, at mangfoldighed ikke er lig med at leve i egen boble. Ellers kan jeg simpelthen ikke tage nogen kritik af forbud mod mavebluser i skoletiden alvorligt.

Jeg kan heller ikke tage skoleelever alvorligt, der kalder til croptop-demonstration, når de sidder i klasseværelse med kammerater, hvis tørklæde strammer om hovedet.

Faktisk kan jeg slet ikke tage noget af denne pseudo-debat alvorligt, så længe vi tillader den seksualisering af pigebørn, som tørklædet er. Held og lykke med jeres crop top-ligestillingskamp. Jeg vender blikket mod mit fødeland igen, hvor kvindens røst er blevet tiet.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
212 kommentarer
Vis kommentarer