'Når først en flok überrøde feminister...'

Jonna Jul Gudmundsen ville indsamle trusser, fordi hun skal rejse til Nigeria i forbindelse med et projekt om uddele hygiejnebind til skolepiger, så de også kan komme i skole i menstruationsperioden. Det skulle hun aldrig have gjort. Foto: Colourbox
Jonna Jul Gudmundsen ville indsamle trusser, fordi hun skal rejse til Nigeria i forbindelse med et projekt om uddele hygiejnebind til skolepiger, så de også kan komme i skole i menstruationsperioden. Det skulle hun aldrig have gjort. Foto: Colourbox

Geeti Amiri. Født i Kabul, opvokset i København, lærerstuderende og skriver om kultursammenstød.

Hvad sker der, når venstreorienterede feminister blander identitetspolitik i kampen for ligestilling?

På mange måder minder det om, hvis Frankenstein møder Voldemort. Det bliver grumt, skræmmende og ganske enkelt ikke til at tale om.

Desværre er det efterhånden blevet netop sådan for de snakkende feminister, der befinder sig langt ude på venstrefløjen. Identitetspolitikken får lov at overdøve den reelle ligestillingskamp. Endda i sådan en grad at ingen rigtigt fatter, hvad fanden der foregår.

Lad mig komme med et konkret eksempel.

En godtroende Jonna Jul Gudmundsen skal rejse til Nigeria i forbindelse med et projekt om uddele hygiejnebind til skolepiger, så de også kan komme i skole i menstruationsperioden.

I den forbindelse skriver hun derfor en naiv efterlysning på Facebook. Hun indsamler gamle, dog vaskede, trusser til unge nigerianske kvinder, der udover at mangle hygiejnebind, også mangler de fandens trusser at lægge et bind i.

Jeg skal hilse og sige som et menstruerende væsen, at livet er besværligt nok, trods alverdens tamponer og former af bind indenfor rækkevidde, men at mangle trusser, udover hygiejnebind, hver måned, lyder ret ulideligt. Uanset ens hudfarve.

Det er nemlig kun i et land som andedammen Danmark, at nogen romantiserer friblødning. Ej forglemme, hvor hæmmende det egentlig er for en kvinde ikke blot at skulle leve med alverdens tabuer omkring menstruation, men også skulle være nødsaget til at holde sig indendøre i menstruationsperioden.

Men hvad Jonna Jul Gudmundsen ikke havde regnet med, var at en flok feminister ville se sig vrede på hende, for hvad bildte hun sig ind som cis-kønnet, hvid kvinde at efterlyse brugte trusser på vegne af nigerianske kvinder. Jonnas efterlysning var angiveligt et skoleeksempel på hvid privilegieblindhed, hvor den hvide kvinde er blind for egne saviour-komplekser og taler på vegne af nogen kvinder, der ikke selv har bedt om hjælp.

Tak for kaffe.

Den stakkels Jonna blev hængt ud i en online gabestok og måtte trække halvt i land.

For guderne skal vide, at når først en flok überrøde feminister har besluttet sig for at se sig vrede på en, er der ikke rigtig nogen vej udenom. Medmindre man orker alenlange teoretiske begreber og tilhørende forklaringer, som afsenderne knap nok selv forstår.

Jeg forstår godt intersektionalisternes ønske om, at enhver kvinde på kloden skal eje eget undertøj. Jeg under da virkelig også enhver kvinde følelsen af nyt undertøj, der pakkes ud af det knitrende silkepapir. Men jeg er ret sikker på, at unge skolepiger i Nigeria bider i det sure æble og forliger sig med omstændighederne. Hellere komme i skole og få en uddannelse, som kan være en løftestang mod et bedre liv, end sidde højt på den moralske hest og være en fattig analfabet.

Jeg forstår godt smagen af magt, som identitetspolitik har vænnet intersektionalisterne til.

Rollerne har ændret fortegn, minoriteter er blevet de magtfulde, majoriteten er tynget af en lang historie af skyld og skam, og de sociale medier agerer som mikrofonholdere for folk, der åbenbart kan leve af at være tastaturkrigere.

Men midt i alt dette fluekneppperi, må man oprigtigt spørge sig selv: Hvem er taberne?

Er det kvinder som Jonna, der trynes af ræverøde feminister, eller er det de nigerianske skolepiger, som kunne have haft gavn af trusser til at lægge et bind i, så de kan komme i skole under menstruationsperioden.

Svaret er så indlysende, men alligevel skal det bøjes i neon. Og så undrer nogen sig tilmed over, at det står så sløjt til med den reelle ligestillingskamp - både herhjemme, såvel som ude i verden.

Man fristes til at tro, at nutidens intersektionalister er patriarkatets trojanske hest, så let som de formår at sætte ligestillingen tilbage.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
21 kommentarer
Vis kommentarer