Når først man er havnet i jobcenter-zoo

'Ingen af borgerne ved, hvorfor de endnu en gang er blevet indkaldt til nyt møde, når nu det forrige møde handlede om det samme,' skriver Geeti Amiri om Jobcentrene. Foto: Linda Johansen
'Ingen af borgerne ved, hvorfor de endnu en gang er blevet indkaldt til nyt møde, når nu det forrige møde handlede om det samme,' skriver Geeti Amiri om Jobcentrene. Foto: Linda Johansen

Geeti Amiri. Født i Kabul, opvokset i København, lærerstuderende og skriver om kultursammenstød.

Rundt omkring i det danske land findes jobcentre, hvor man kan få lov at komme med på besøg som bisidder, hvis man kender en, som er så uheldig at være viklet ind i et net af papirer og endeløse 'aktiveringsplaner'.

Og lad mig understrege, at jeg kun kan anbefale raske, arbejdsdygtige, kompetente individer i besiddelse af et stort arbejdsnetværk at tage en dagsudflugt på et jobcenter - selv om bisidder.

Sagen er nemlig den, at de uheldige, som er blevet ramt af arbejdsløshed, sygdom eller kultursammenstød sjældent kommer ud af jobcenter-zoo, når de først er blevet en del af det.

Ligesom hospitaler lugter af sterilt mad, og vuggestuer lugter af boller og lortebleer, lugter jobcentre af desperation. Og ved det første øjekast, får man øje på en vagt, der ihærdigt forsøger at berettige sin tilstedeværelse på et jobcenter.

Selv om vi alle bør spørge os selv, hvorfor der i første omgang er behov for en vagt på et jobcenter, men måske er han selv i gang med et aktiveringsforløb?

Før helvedet af det åbne kontorlandskab står venteværelset og flagrer som et åbent spørgsmål. Her møder de syge, de langtidsledige, de for nyligt uddannede, de fortvivlede, de sindslidende, de ikke dansktalende og de grænsekrydsende verdensborgere alle hinanden, og drikker nervøst af den ulidelige maskinkaffe med pulvermælk.

Ingen af borgerne ved, hvorfor de endnu en gang er blevet indkaldt til nyt møde, når nu det forrige møde handlede om det samme. Noget diffust, udefineret, men med en dagsorden af buzzwords som  'udviklingsmål', 'jobplan', 'beskæftigelsesfremmende aktiviteter' og min yndlingsaversion, 'afklaring til arbejdsmarkedet'.

Men de ved alle, hvis de ikke reagerer på det ildevarslende brev i deres E-Boks, der varsler med sanktioner og bøder, såfremt mødepligten ikke overholdes, har det økonomiske konsekvenser. For sådan fungerer systemet. Pisk, pisk og atter pisk.

Man kan jo kun tænke sig til, hvor mange, der ikke får reageret på mødeindkaldelsen.

Men altså, de der har reageret på det digitale brev, indkaldes en efter en til en samtale mellem grupper af sofaer, fordi kontorer er so last year, og mødes af en livstræt og udkørt sagsbehandler, der måske har haft fem minutter imellem borgeren Fatima og borgeren Bo, til at sætte sig ind i sagen.

Det er nemlig mere sikkert, at sagen lige er landet på sagsbehandlerens bord, end at sagsbehandleren kender borgerens fornavn. Den forrige sagsbehandler er med stor sandsynlighed gået ned med stress, eller har skiftet afdeling, eller har fået en ny titel, som en smart konsulent har fundet på.

Og efter et halvhjertet håndtryk og en summen af kommunikation på tværs, aftales det, at borgeren indkaldes til møde om ikke så lang tid, måske tre til seks måneder, hvor der vil blive sendt en aktiveringsplan for de næste fire til seks måneder, og når det er overstået, vil mønstret gentage sig. For så indkaldes borgeren til et møde i jobcenter-zoo igen.

Det kan vel ikke komme bag på nogen, at det årligt koster statskassen 13 mia. at holde jobcentrene i gang. Spørgsmålet bør i stedet være, hvorfor forskellige beskæftigelsesministre fastholder et jobcenter-cirkus kørende, når det så sjældent fungerer?

Det indlysende svar for mig er, at jobcentrene har vokset sig til en så uoverskuelig størrelse af en forvaltning, at de ansatte ikke længere er til for at få folk i arbejde, men for at beskæftige de mange mennesker, som arbejder i jobcentrene.

Jeg forstår derfor godt behovet for at holde et system kørende, der synes, det er billigere at ty til lappeløsninger i stedet for at koncentrere de mange kræfter i det forebyggende. Men regningen er aldrig blevet mindre af den grund.

Måske tager jeg fejl, men i så fald lægger jeg mig gerne fladt ned og erkender det.

Det er alligevel en større erkendelse, end hvad der igennem tiden er blevet givet af diverse beskæftigelsesministre på tværs af blokkene. Eller for den sags skyld af en papirsnusser.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
34 kommentarer
Vis kommentarer