Ser ikke meget mere end egen hudfarve

'Nu er han åbenbart den brune Messias for alle de fortabte brune og ressourcestærke danskere, som dagligt føler, de lever i en sort amerikansk slum,' skriver Geeti Amiri om Sikandar Siddique, der er en typisk minoritetspolitiker, synes hun. Foto: Anthon Unger
'Nu er han åbenbart den brune Messias for alle de fortabte brune og ressourcestærke danskere, som dagligt føler, de lever i en sort amerikansk slum,' skriver Geeti Amiri om Sikandar Siddique, der er en typisk minoritetspolitiker, synes hun. Foto: Anthon Unger

Geeti Amiri. Født i Kabul, opvokset i København, lærerstuderende og skriver om kultursammenstød.

For noget tid siden stod jeg på S-toget mod Høje Taastrup, da en dansk mand med anden etnisk baggrund, spurgte om jeg var den Geeti.

Lettere fredagsstresset svarede jeg 'ja' og gik et par skridt videre i kupeen, med min cykel på slæb. Men den unge mand var spørgelysten, og ville have et råd eller to om, hvordan han kunne bryde igennem lydmuren i den offentlige debat.

Jeg spurgte, hvad han oprigtig var indigneret over, hvilket han ikke kunne svare på. Og det er også et abstrakt spørgsmål at få i et proppet S-tog, så jeg spurgte, hvad han lavede til daglig.  Han læste på Panum, svarede han.

Jeg rådede den unge mand til at gøre sig en masse erfaringer i det danske sundhedsvæsen. Bruge sin empiri til at skabe opmærksomhed omkring det danske sundhedsvæsen. For guderne skal vide, at sundhedsvæsenet halter - særligt overfor udsatte grupper, og lad os slet ikke begynde at tale om psykiatrien, som sejler.

Men nej, den unge mand ville partout vide om det var nemmere at bryde igennem lydmuren, når man leverede 'indvandrerkritiske' guldkorn. Og et sted mellem Valby og Albertslund, hvor jeg har min gang som lærer, gik det op for mig, at jeg oplevede den klassiske udskamning:

Mine holdninger er kun relevante, fordi min hudfarve bruges til at undertrykke minoriteter.

Jeg ønskede ham derefter al held og lykke med studierne, fandt mig en plads og satte mig ned med musik i ørerne.

Hvorfor fortæller jeg denne anekdote?

Fordi de seneste par dage har jeg tænkt en del på, hvilke politiske rollemodeller unge danskere med minoritetsbaggrund vokser op med. Det lader nemlig til, at der er få danskere med minoritetsbaggrund, som begår sig i politik, som kan sætte sig selv udover sin hudfarve.

Det er jo enormt deprimerende, at på den ene side beklager danskere med minoritetsbaggrund, at de kun optræder som kilder i nyheder, når der er tale om at være minoritet og muslimer. Sågar er der er lavet antiracistiske undersøgelser af medier, som påstår, at medierne fodrer hverdagsracismen, når danskere med minoritetsbaggrund kun bliver citeret, når det handler om en ghettopakke eller rabiate imamer.

Samtidig kan individer med muslimsk minoritetsbaggrund kun finde ud af at slå sig op på at være muslim og minoritet i det politiske Danmark.

Man skulle tro, at danskere med minoritetsbaggrund, som gerne skriver lange indlæg om, hvordan vi alle er danskere og fælles om det her land kunne kere sig om andet end pigment og Mohammed. Men alligevel er det billetten ind for hver eneste, der drømmer om at begå sig i det politiske Danmark.

Lad mig slutte af med en anden anekdote, som tragikomisk skildrer, hvordan præmieperkere i politik kun kerer sig om brunhed, selv om de påstår at ville samle landet og kæmpe for alle danskere. Tilbage i foråret, nogle dage inden statsminister Mette Frederiksen lukkede landet ned, afholdte daværende alternativist, Sikander Siddique, en stor Christiansborg-konference sammen med kvindekrisecentret Danner.

Fordi Danner har et særligt sted i mit hjerte, takkede jeg ja til at sidde i panelet og dele ud af mine dyrekøbte erfaringer med vold mod kvinder, som i værste fald koster kvinder livet.

Problemet med konferencen var bare, at det for Siddique aldrig handlede om forebygge og stoppe vold mod kvinder. Fordi bare en time før konferencen startede, og der var dukket masser af medier op, meddelte Siddique, at han havde forladt Alternativet, hvilket hans tale på talerstolen også handlede om.

Og nu er han åbenbart den brune Messias for alle de fortabte brune og ressourcestærke danskere, som dagligt føler, de lever i en sort amerikansk slum. Dansk politik er mere end udlændingepolitik,  men alligevel er det niveauet for, hvad brune danskere formår at præstere, når de endelig står på talerstolen i Folketinget. Og alligevel anklages jeg for at tale magten efter munden, når jeg har dedikeret mit liv til lærergerningen.

Vi har de politikere, vi fortjener, siges det.

Danskere med minoritetsbaggrund har åbenbart fortjent politikere, der ikke ser meget andet end sin egen hudfarve, må man trist konstatere.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
29 kommentarer
Vis kommentarer

Seneste Opinionen

Mest læste Opinionen