Skal jeg bare bede dem ringe til Astrid Krag?

Geeti Amiri. Født i Kabul, opvokset i København, lærerstuderende og skriver om kultursammenstød.

Vi må lægge berøringsangsten væk. Også overfor andre kulturer. Fordi nogle forældre kommer fra lande, hvor vold mod børn er tilladt, lød budskabet i statsminister Mette Frederiksens nytårstale. Og fra samme skuffe lød det indlysende, at piger skal have samme frihed som drenge, og at det danske samfund må træde i karakter.

Men i mellemtiden er årets længste måned nået til at synge på sidste vers og nytårstalen med bebudelser om flere tvangsanbringelser er druknet i krænkede Corona-følelser.

Men derude i det danske samfund er der stadig unge mennesker, som selv må finde vej mellem to kulturer, og ofte med en pris, der enten kræver valget mellem familie eller frihed.

Forleden ringede en gymnasierektor igen til mig og spurgte mig til råds. En elev oplevede vold og svigt i hjemmet forårsaget af faderen. Rektoren har prøvet det før og har før på egen hånd hjulpet elever med at finde et sted at bo, udover at indkalde forældre til samtale, i håb om at en rektors myndighed lægger en dæmper på hjemmets ulmende tilstand.

Da jeg talte med den unge elev, gjorde jeg alt i min magt for at prøve at finde andre alternativer end at søge på et 'safehouse', som en af rådgivningslinjerne havde rådet denne at søge tilflugt hos. Det er nemlig mit sidste ønske for noget menneske, fordi det at søge tilflugt på et krisecenter er ikke bare som så.

Det er også - måske for altid - et farvel til livet, som man kender det.

Familie, barndomskvarter, venner, skole og tilmed eget navn. Alt sammen bliver opløst i det sekund, at et menneske mellem to kulturer beslutter sig for at søge på krisecenter. Og det er ikke for at skabe et skræmmebillede af livet på krisecenter, men der er vitterlig ingen grund til at male et glansbillede af det.

Jeg medgiver også gerne, at det kan fremstå dobbeltmoralsk, at det sidste, jeg ønsker for nogen, er at skulle søge på krisecenter, når nu jeg selv er et tidligere anbragt barn på sådan et sted. Men netop derfor ved jeg, hvor smertefuldt det er, at skulle gennemleve det - jeg har selv betalt den ultimative pris for min frihed, som gjorde mig så ensom.

Den unge elev, rektoren ringede om, som jeg også fik mulighed for at tale med, kunne ikke mere og ville bare have fred og leve som sine danske venner. Hvilket man jo ikke kan fortænke denne i. Men blot ved tanken om, at hjemmet skulle finde ud af, at nogen myndigheder vidste besked, skræmte eleven. Det måtte ikke ske på nogen måder.

Samtalekulturen, som vi kender det fra den danske middelklasse, er så langt fra virkeligheden for minoritetsunge. De livsvilkår for etnisk danske unge mennesker i middelklassen, som eleven så gerne ville have for eget liv, befinder sig på et andet kontinent.

Jeg gjorde mit for at hjælpe den unge elev. Og lidt hjalp det.

Da jeg dagen efter talte med en travl socialarbejder med indgående kendskab til fædre med minoritetsbaggrund, trak vi begge på skuldrene af situationen. For som status quo er lige nu, og har været det i alt for mange år, trods en mastodont af en integrationsindustri, så er der kun en vej for unge at gå, når de ønsker et opgør med konservative (køns)normer:

Det er stien til nærmeste krisecenter. Ellers må de vælge at bide i det sure æble, som man siger på dansk.

Men er det virkelig sådan det skal være?

For det unge menneske, jeg havde i røret forleden, er jo ikke problemet. Og hvad sker der i øvrigt med de yngre søskende, der efterlades derhjemme og nager dybt i samvittigheden, når døren lukkes til værelset på krisecentret.

Det er sikkert enormt appellerende til socialdemokratiske vælgere, der har fået midlertidig asyl hos Dansk Folkeparti, at være så bombastisk i sine budskaber i en nytårstale. Men virkeligheden kalder, og den kræver pragmatisme, ej at forglemme reelle løsninger.

En enkelt rektor skal ikke på egen hånd hjælpe elever, men alle rektorer i landet skal have redskaber at bruge i hverdagen, når gymnasiets pensum i Det Moderne Gennembrud finder sted i vore dages kultursammenstød.

Rådgivningslinjer skal ikke kun kunne henvise til 'safehouses', men også til konfliktmægling, fordi et krisecenter er tiltænkt at være en nødløsning og skal bruges sådan, og ikke som det første.

Og så skal unge mennesker, der er vokset op mellem to kulturer, og oftest på bunden af samfundet, klædes på til et selvstændigt liv uden den kvælende tryghed fra kollektivistiske normer. For ja, et ungt menneske kan godt søge på krisecenter og tilbringe noget tid der. Derefter hjælpes denne med at finde sig et sted at bo. Men dertil står denne også med ansvaret for eget liv.

Hvordan betaler man regninger og sørger for mælk og müsli? Og hvem søger man hjlælp hos, når livets bagage er for tung at bære på egne spinkle skuldre?

Jeg har i dette skriv opridset flere nuancer og løsninger, end hvad statsministeren evnede i sin nytårstale, og fagfolk på området har fået af social- og indenrigsministeren, Astrid Krag. Det giver egentlig også god mening, når det altsammen er bygget på mavefornemmelser.

Måske skal jeg næste gang blot henvise unge mennesker, rektorer, pædagoger, skolelærere og alle andre til Astrid Krag. Det vil måske for alvor skildre den komplekse virkelighed.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
10 kommentarer
Vis kommentarer