'Tesfaye bør skamme sig'

'Tesfaye bør skamme sig over at bruge sådan en tragisk beretning til at smede egen dagsorden, hvor han giver den som den helt store ridder for undertrykte muslimske kvinder,' skriver Geeti Amiri. Foto: Peter Hove Olsen/Polfoto
'Tesfaye bør skamme sig over at bruge sådan en tragisk beretning til at smede egen dagsorden, hvor han giver den som den helt store ridder for undertrykte muslimske kvinder,' skriver Geeti Amiri. Foto: Peter Hove Olsen/Polfoto

Geeti Amiri. Født i Kabul, opvokset i København, lærerstuderende og skriver om kultursammenstød.

Integrationsminister Mattias Tesfaye har læst en bog. Jeg ved, at det ikke i sig selv er banebrydende, at politikere læser bøger, og det er også Tesfayes evne til at se splinten i muslimsk minoritetskultur, men ikke bjælken i eget ministerium, jeg vil fremhæve.

På det sociale medie, Facebook, meddeler Tesfaye stolt, at han har været så heldig at læse med på en vigtig bog inden udgivelsen. 'Genopdragelsen' hedder den dokumentariske beretning. Den er skrevet af tre Information-journalister og omhandler en dansk-pakistansk kvindes liv, præget af så mange kultursammenstød, at hendes far til sidst efterlod hende i Pakistan hos sin bror. Fordi 'Samia' skulle genopdrages. Det var ikke en ferie, men en genopdragelsesrejse. 'Samia' er et opdigtet navn af hensyn til kvindens sikkerhed.

Og først efter syv år fik 'Samia' mulighed for at vende hjem til Danmark. I dag kæmper 'Samia' stadig. Dog ikke mod sin pakistanske familie og den pakistanske æreskultur, men mod bureaukratiet, som hører under Tesfaye. Sossernes værdikriger.

Og lad mig så lige bekende kulør, inden jeg fortsætter. Jeg har anmeldt bogen for Dagbladet Information. 'Samias' beretning er vigtig og retter en skarp kritik af mit felt, skolelærerne og samtlige dele af frontpersonalet. Beretningen er nemlig en pinlig demaskering af SystemDanmark, som går mere op i at overholde besøgstider i forbindelse med en indlæggelse end i at sørge for, at en ung pige ikke sætter sig på et fly, vel at mærke mens 'Hanne' med betjente står ude i lufthavnen og ser på.

Men beretningen er også en udstilling af farcen, der foregår i udlændingeministeriet. Som jo hører under Tesfaye. For han er ligesom chefen i butikken. Han skal både lykkes med at integrere 2. og 3. generations efterkommere og holde styr på tilstrømningen af flygtninge og tvangshjemsendelser af afviste asylansøgere.

Man forstår godt, hvis Tesfaye savner sit gamle liv som murer.

Og nu bliver det rigtig kringlet. Fordi engang lavede nogle politikere en lov, der dikterede, at hvis et barn under 18 år, uden statsborgerskab opholdt sig i udlandet mere end tre måneder, bortfaldt opholdstilladelsen. Man ville jo straffe de onde, middelalderlige forældre, som kunne finde på at sende børnene på koranskoler i primitive landsbyer. Samme forældre, som knap nok kan læse dansk og ikke aner en disse om såkaldte stramninger på udlændingeområdet. Men prisen får de unge mennesker lov at betale. De selvsamme unge, som Tesfaye hævder at ville hjælpe.

Det er derfor, Tesfaye har lanceret kampagner og været flittig med opslag på de sociale medier. Det ved vi alle, virker fremragende. En pjece, eller et opslag med et lavt lixtal, det gør den ultimative forskel i kampen mod social kontrol og tvangsægteskaber.

'Samia' fik aldrig lov at få dansk statsborgerskab af sin far, da tiden endnu var til det. Fordi hun skulle ikke gå hen og blive for dansk. Og hun var et barn, da hendes far efterlod hende i Pakistan. Hendes opholdstilladelse bortfaldt. Efter årevis i bureaukratiske labyrinter og papirnusseri har 'Samia' med nød og næppe fået asyl og en såkaldt midlertidig opholdstilladelse. Hun er altså født og opvokset her i andedammen, men alligevel opfattes hun pakistansk, fordi 'Samia' (mod sin vilje) tilbragte syv år i Pakistan.

Tesfaye bør skamme sig over at bruge sådan en tragisk beretning til at smede egen dagsorden, hvor han giver den som den helt store ridder for undertrykte muslimske kvinder.

I stedet kan han passende gøre sit arbejde og fikse det hul i lovgivningen, som efterlader unge mennesker som 'Samia' i et limboland, når de har overlevet et helvede på jord. Det vil være en større hjælp oppefra, som Tesfaye gerne må bidrage med. Ellers kan han bare vende tilbage til skurevognen, hvis altså mureren Tesfaye endnu kan noget.

For ingen har brug for mere varm luft. Slet ikke de unge mennesker, der i disse år kæmper den sværeste kamp, som ofte tvinger dem til at skulle vælge mellem familie eller frihed. Og er der noget, som er mere trættende end en Støjberg med lagkage-stramninger, er det en minister, som ikke sætter sit entourage af embedsfolk i gang, så snart han har læst, hvor dysfunktionelt og skævt udlændingloven rammer.

Det var vel meningen med, at Tesfaye skulle have mulighed for at læse bogen 'Genopdragelsen', tænker jeg, men det kan være svært for SoMe-ministre at forstå det.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
71 kommentarer
Vis kommentarer

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste historier, så du altid får det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokale nyheder

Få nyheder fra dit nærområde, og hold dig opdateret på vejr, trafik og erhvervs-nyheder i dit nabolag.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant?? Gem artiklen til senere.