For nylig kunne danske medier rapportere en opsigtsvækkende stigning i domme for voldtægt. Dette blev tilsyneladende præsenteret som en konsekvens af samtykkelovgivningen, der har gjort det lettere at dømme i sager, hvor ofre er blevet voldtaget uden eksplicit voldsudøvelse eller trusler.

Men det viser sig hurtigt at være en misforståelse; for det er ikke bare hos domstolene, at noget har ændret sig siden samtykkelovgivningen. Stigningen kommer direkte fra politigårdene og bekræfter et faktum, som enhver, der har været udsat for voldtægt eller været nær et offer, har vidst i årevis. Nemlig, at danske betjente i årtier systematisk og med fuldt overlæg har begravet og fejlbehandlet voldtægtssager. Og vi er åbenbart ligeglade.

I historierne kunne man læse, at ’’attituden’’ hos betjentene har ændret sig. De har fået en ’’bedre forståelse’’ for, hvordan voldtægt kan se ud, og ’’mere fokus’’ på sagerne. De er altså bare blevet efteruddannet, og kan nu gøre deres arbejde endnu bedre. Hallelujah.

Den sande historie er selvfølgelig, som det også er afspejlet i de nylige tilsyn, der er blevet ført over voldtægtssager hos politiet, at betjente gennemgående har mistænkeliggjort og udskammet ofre, der er kommet med anmeldelser. De har opfordret til at trække anklagen tilbage. De har fejlbehandlet deres sager, hvis ikke de bare har smidt dem ud med det samme. Og de har ladet sager ligge uberørte indtil beviserne var forældede, istedet for at efterforske. Hvorfor? Fordi de ikke lige orkede.

Voldtægt er nok, lige efter mord, den grummeste forbrydelse man overhovedet kan dømmes for i det danske retssystem. Men fordi ofrene oftest er kvinder og sagerne oftest komplicerede, har den alvor på ingen måde været afspejlet i politiets behandling af dem. Samtlige voldtægtssager, jeg har fulgt med i på sidelinjen, har været så groft og umiddelbart fejlbehandlede, at det virkede intet mindre end ondskabsfuldt. Ofre, der fik telefonnumre til en ’’efterforsker’’, der aldrig havde hørt om sagen. DNA-beviser, der blev smidt ud, ’’forlagt’’ eller ødelagt. Betjente, der grinede ofrene op i ansigtet, når de fortalte om den mest traumatiske oplevelse i deres liv.

Jeg husker tydeligt en kammerat, der engang efter et overgreb tog til den lokale politistation for at anmelde. Her fik hun at vide af betjenten ved skranken, hvor heldigt det var, at det var sket i september og ikke august; for i festivalsæsonen kom der så mange voldtægtsanmeldelser, at langt de fleste blev kylet direkte i papirkurven. Det var sgu for meget arbejde.

Konsekvensen er, at ofre ikke tør anmelde voldtægter, politiet ikke gider behandle sagerne, og domstolene ikke engang får chancen for at dømme. Når man ser på antallet af voldtægter versus domme, er der simpelthen tale om en de facto dekriminalisering uden juridisk grundlag. Udført af betjente, hvis arbejde var at håndhæve loven. Og nu skal vi fejre, at de er blevet en smule bedre til at udføre det arbejde? Fandeme nej.

Hundredevis af politibetjente i Danmark er medskyldige i, at tusindvis af voldtægtsforbrydere går frit rundt på gaden. Dét er ikke anledning til en advarsel fra chefen eller lidt efteruddannelse – det er anledning til efterforskning, sigtelse og dom. Man frikender ikke voldtægtsmænd, fordi de er blevet bedre til ikke at voldtage. Det samme gælder for politifolk og deres sagsmishandling.