Der er snart sagt intet enkelt ord, der har fået så meget vægt og betydning i senere års dansk politik som det allestedsnærværende ’’tryghed’’.
Det er et fantastisk, elastisk ord, der kan bruges til at retfærdiggøre mere eller mindre alle idéer. Mere tryghed på gaden betyder flere politifolk eller sænkede fartgrænser eller mere overvågning. Mere tryghed i det offentlige betyder mindre bureaukrati eller mere bureaukrati eller bare generaliseret privatisering. Og mere tryghed i hjemmet kan sælge dig alt fra sikkerhedssystemer til røgalarmer til babysikrede trappegærder.
Det smarte ved tryghed er nemlig, at den ikke behøver have nogen som helst klangbund i virkeligheden. Tryghed er en følelse, og ikke et faktum. Ingen steder kan det ses så tydeligt, som når diverse højredrejede øgler febrilsk peger mod den skarpt faldende tryghed som bevis på integrationens forfald, trods den manglende sammenhæng med reelle kriminalitetsrater. Og man hører aldrig nogen af dem tale om, hvorfor oplevelsen af tryghed mon ikke har nogen som helst korrelation med, hvor meget fare, du egentlig er udsat for i hverdagen.
For nyligt deltog udlændingeminister Kaare Dybvad i et podcast med B.T, hvor han fortalte historien om at være flygtet fra Nørrebro, efter at opleve såkaldt ’’hverdagsterror’’ og ’’dominanskultur’’ fra de derboende indvandrerbørn. Uden at dykke ned i historiens mere absurde detaljer, som f.eks dengang han åbenbart blev chikaneret af en 11-årig bag rattet i en mellemstor Toyota, eller at alt dette foregår for mere end 10 år siden, afslørede den alligevel nogle interessante karakteristika ved tryghedsdiskussionen.
For i podcasten bliver der ikke talt om, hvordan Nørrebro er den dag i dag, trods meget sammenlignelige demografier. Der bliver heller ikke talt om, hvor farlig Nørrebro egentlig er i kroner og ører, hverken dengang eller i dag. Og så er det selvfølgelig heller ikke tilfældigt, at det lige er udlændingeministeren, der ender i en snak om utilpassede brune børn (for 10 år siden).
Det er et fint eksempel på, at tryghed ikke bare er en oplevelse, der ikke kan faktatjekkes og kan bruges til hvad som helst. Den er også næsten altid fuldkomment politisk konstrueret. Trygheden korrelerer ikke med de reelle kriminalitetsstatistikker; til gengæld korrelerer den perfekt med, hvor ofte politikere taler om den, og hvor vidtløftige vendinger, de benytter sig af. Lolland er den voldeligste kommune i Danmark, men ingen taler om den chokerende fare ved at bo i nærheden af knallertkørende muskelgutter på den sydsjællandske hede. For en solid klump af danskerne betyder tryghed ikke reelt, hvor meget fare de er udsat for, men hvor ofte de udsættes for at se på brune mennesker (og særligt børn) eksistere i hverdagen.
Nu er det oftest benyttede eksempel integrationsdebatten, siden det er dén debat, der er flest politiske point at hente i, men tryghedsproblemet opstår i alle ender af dansk politik. Det er svært at skulle lave populistisk politik, der fastholder folk i frygt og bæven for samfundets udvikling, hvis man samtidig skal forholde sig til fakta. Derfor har man den fantastiske tryghed. Et politisk mantra, der næsten aldrig betyder det, som det påstår at betyde, og kan bruges til hvad som helst. Så når en politiker siger tryghed, bør du sige bullshit.
