Hvis nu jeg, som forfatter, skulle sætte mig ned og skrive en dystopisk roman om et samfund, hvor retsstaten er opløst og erstattet af en jingoistisk, politisk styret kænguru-domstol, ved jeg nogenlunde præcis, hvor jeg ville starte.
For det første skal vores fiktive helvedessamfunds fængsler jo gerne væk fra det offentlige øje, ligesom i Star Wars’ galaktiske imperium eller Escape From New York; det er alt andet lige lettere at afstrippe folks menneskelighed, hvis andre ikke skal se på dem imens, så jeg placerer mit fiktive fængsel et sted, hvor jeg kan slippe afsted med mere eller mindre alting, uden at nogen råber vagt i gevær.
Dernæst er det vigtigt for grundmetaforen, at fængselssystemet hænger tæt sammen med militæret. Så jeg tager inspiration fra en klassiker som Starship Troopers, og giver mine indsatte muligheden for at hive i trøjen og kæmpe for vores frihed i udlandet istedet for at afsone deres dom. Der er ikke noget, der sætter et samfunds fadæser i relief, som når det begynder at være livets eneste udvej at blive skudt for sin frihed.
Tilsat dette skal der selvfølgelig meget gerne være et uoverskueligt, kafkask domstolssystem, hvor du kan få lov at sidde fanget mellem sagsbunker i årevis uden nogensinde at vide, hvad din skæbne bliver. Livet sættes på pause, og du er altid bange. Dystopisk bingo.
Læg alt dette sammen, og du har regeringens politik. Eller nej, okay. De fjerntliggende fængsler, hvor man kan få lov at pudse fængslede flygtninge af på fremmede torturregimer, er regeringens vedtagne politik. Det kafkaske helvede, vi i dag kalder en retsstat, er konsekvenserne af regeringens politik. Og dét med at tilbyde indsatte at ofre livet for nationen istedet for at spilde det i fængsel, var bare lige justitsminister Peter Hummelgaard, der tænkte lidt højt for sig selv i et interview med Weekendavisen.
Retssystemet er nemlig i krise. For at løse den krise skal vi outsource vores tortur til udlandet, tilbyde højere løn til fængselsvagterne og måske, måske ikke, stikke dømte et gevær i hånden og sende dem durk til fronten. Chokerende fraværende fra Hummelgaard & Co.’s refleksioner over retsstatens sølle tilstand, er en smule selvkritik over den Venstre- og Socialdemokratisk vedtagede lovgivning, der har landet os her; dobbeltstraffe i ghettoområder, bandepakker, respektpakker, endeløse besparelser på al basisvelfærd og diverse andre virkningsløse tough on crime-indslag fra midten, der kun eksisterer for at intimidere samfundets mest udsatte, sætte flere mennesker bag tremmer i længere tid, og hente lette vælgerpoint fra let skræmte provinsborgere.
Endnu mere rungende fraværende er dog det eneste spørgsmål, som virkelig er relevant at stille, når sagsbyrden i ens retssystem sejler:
Hvordan skaber vi et samfund, hvor folk begår mindre kriminalitet? Den omdiskuterede redningspakke til fængslerne ligger jo sjovt nok i den sene ende af kausalitetsrækken. Vi ved, og har altid vidst, at det eneste, der reelt dæmper sagsbyrden i retssalene er at ændre på de materielle, sociale og uddannelsesmæssige omstændigheder hos de borgere, der ender med at begå kriminaliteten. Og det er så fint, at der lige er nogle brande i fængslerne, der skal slukkes først. Men får vi på noget tidspunkt et udspil fra regeringen qua borgernes livskvalitet, der ikke handler om at slukke brande – men faktisk lægger noget isolering?
