Nærmest alle københavnere har haft sådan en underbo. Én, der hver anden dag står og hamrer på din dør, fordi de mener at du tramper, når du går rundt i din lejlighed, eller spiller for høj musik, eller måske bare trækker vejret for højlydt i dit eget hjem. Og du står dér og ved simpelthen ikke, hvordan du skal forklare dem (for fjortende gang), at dét, de beskriver altså bare er et vilkår. En del af at bo i byen. Vægge er tynde. Gulve giver genlyd. Folk hører musik. Og hvis de ikke kan holde det ud, så bor de simpelthen det forkerte sted. Ingen vej udenom.
Men din irriterende underbo, der jo nok ville være gladere i et parcelhus i Kalundborg, er en politisk tour de force. Det er dem, der aldrig bliver trætte af at skrive klager til boligforeningen og kommunen, og læserbreve til lokalbladet. Dem, der går op i barernes lukketider og decibelmålere på gadehjørnerne. Ligusterfascisterne, der kan tiltvinge sig magt i byrummet, ikke ved demokratisk overtal, men ved at være højlydte, røvirriterende og - oftere end ikke - ved at have røven fyldt med penge.
Og nu har de altså også fået skovlen under udeserveringen. En tradition, som københavnerne nærmest universelt elsker, og som er fast inventar i enhver levende storby i verden. Og som nu begrænses til kl. 22 med lokalt flertal fra S, SF, Å og K – udover selvfølgelig i de pengestærke turistcentraler Kødbyen, Nyhavn og Metropolzonen. Et tiltag, der ikke hører hjemme andre steder end i en småborgerlig parcelhusforstad, og vil kvæle byen endnu mere. Udført af præcis de samme mennesker, der allerede har smadret den.
Der var jo engang, hvor de her mennesker skred ud af byen, når først de havde fået børn. Fandt sig et hyggeligt parcelhus, meldte sig ind i nogle lokalforeninger og lod deres nabolagstotalitære behov udfolde sig med ligesindede. Men i det 21. århundrede, hvor storbyen er blevet hip, vil de jo pludselig gerne blive boende – eller ovenikøbet flytte hertil. Og som gentrificeringens ældste lovsætning gør sig gældende, går de straks i gang med at kværke hvert eneste milligram af levende kultur og undergrund, de kan finde, altimens de presser boligpriserne så højt i vejret, at dem, der stod for faktisk at lave kulturen bliver sat på gaden. Åbner elendige kaffebarer og snarligt konkursramte pop-up-restauranter, alt til ågerpris, og får lukket det lokale værtshus, fordi det lugter og larmer. Man må ikke lugte og larme.
Og lad mig helt uden autoritet eller belæg sige, på vegne af alle københavnere: jeg vil hellere have brand i gaderne og lort løbende i rendestenen med Bass Boosted Cotton-Eyed Joe Nightcore Remix kørende fra 500 defekte soundbokse fireogtyve timer i døgnet end at skulle høre på én eneste overforkælet småborger mere bitche over, at de ikke både kan være smukke, seje, hippe storbymennesker og samtidig bo i en lydtæt Kählervase med 30 kvadratmeter altan. Den øvre middelklasse og deres hypersensitive møgunger har ingen plads i zone 1, og burde aldrig have haft det. Køb en herregård på Falster, og brug eventuelt de overskydende millioner fra boligsalget på et par lydtætte høretelefoner og et abonnement på Kristeligt Dagblad. Bare I skrider ud af byen, og bliver væk.
