På mange måder virker Nye Borgerliges eksistens som en meget naturlig udvikling på den yderste højrefløj herhjemme.
Det mere folkeligt fokuserede provinsprojekt, der var Dansk Folkeparti, havde mistet sit bid, og deres fremmedfjendske politik var for længst blevet opslugt af de store midterpartier. Endeløse kampagner om at tvangsfodre børnehavebørn med svinekød og vage tryghedsidealer kunne kun fortsætte så længe, før de blev tamme.
Så i stil med mange andre lande fik vi et nyt, poleret og jakkesætsklædt yderste højre. Med mindre fokus på tryghed i nattelivet og flæskesteg, og mere global angst for civilisationskollaps og hvisken om etnostater i krogene.
Men deres fortælling er grundlæggende en anden end den, Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne leverer. Den trækker i langt mindre grad på den traditionelle, lokalpolitiske liguster-racisme, og langt mere på de velkendte apokalyptiske og antisemitiske konspirationsteorier, der har et stadigt stærkere tag om den vestlige verden.
Og det virker måske langt ude. Det er jo muslimerne, der kommer og vælter den vestlige civilisation, ikke jøderne. Skal vi nu ud i endnu en træt anklage om nazisme?
Nej. Selvom det ikke er tilfældigt, at Nye Borgerlige igen, og igen, og igen må slukke brande, når det viser sig, at de lægger platform til vaskeægte etnisk-udrensning-og-folkemord-fascister, er det ikke dét, det handler om.
Det handler om, at den grundlæggende verdensforståelse, der ligger bag Nye Borgerliges vage etnonationalisme, er bygget på en lang historie af konspirationsteorier, med ubenægtelige rødder i jødehad. Man skal være kender af emnet for at genkende det, men så dukker det også op overalt.
Når Lars Boje Mathiesen beskriver World Economic Forum, nok verdens mest liberale samling af ultrakapitalister, som ’’en verdensomspændende skyggeregering’’, der truer Danmarks eksistens, er det ikke tilfældigt. Det er et udtryk for en klassisk civilisationsangst. Frygten for, at der eksisterer en hemmelig elite af (jødiske) socialistiske bankfolk og politikere, der styrer verden mod afgrunden fra skyggerne. Det er samme frygt vi ser fra Trump-støtters fortælling om The Deep State i USA, og diverse konspirationsteorier om den jødiske milliardær George Soros’ åbenbart uudtømmelige magt.
Når Mikkel Bjørn, nu afhopper til DF og formand for Indfødsretsudvalget, snakker om såkaldt befolkningsudskiftning, refererer det til den uunderbyggede, højreradikale teori om, at en hemmelig (jødisk) verdenselite vil udrydde den hvide civilisation igennem ukontrolleret indvandring til vesten. Den er bedre kendt som The Great Replacement, eller i dens originale og endnu mere ekstremistiske klæder, White Genocide.
Når folketingskandidater taler om kulturmarxisme, kan det virke som en uskyldig kritik af venstrefløjs-tankegods på universiteterne. I virkeligheden er det, som de ovenstående, en velkendt antisemitisk konspirationsteori. De (jødiske) eliter indoktrinerer vores børn og undergraver med overlæg den vestlige civilisation med politisk korrekthed og queer-politik, i et mindre åbenlyst ekko af Nazi-Tysklands teorier om Judæo-Bolsjevisme.
Og lad mig gøre klart, at partitoppen i NB nok højst perifært er klar over, hvilken historie, det er, de trækker på. Men når man ser ind i de mest radikalt antisemitiske cirkler i landet, er det ikke tilfældigt, at de oftest bekender sig til Nye Borgerlige; for de ved præcis, hvad de skal tænke, når der snakkes om skyggeregeringer, befolkningsudskiftning og kulturmarxisme.
Det virker måske obskurt og forældet, men faktum er, at antisemitismen har et dybt og dystert tag i den vestlige politiske historie. Og kan vi ikke identificere den, når den dukker op, vil den altid komme igen.
