Jeg skal da love for, at diverse støtter til partiet Alternativet blev helsure over mine bemærkninger i et interview i Jyllands-Posten, hvor jeg betegnede deres politiske platform for bluff. Traditionen tro medførte det, at de overgik til at angribe mig personligt fremfor at forholde sig til substansen af min kritik.
Så billigt synes jeg ikke, de skal slippe.
For hvad er Alternativet egentlig for et fænomen? Det har længe været omgærdet af en zen-agtig feel good-kultur, hvor den ene efter den anden har skyndt sig at rose dem, fordi de ligger godt i meningsmålingerne.
Jeg selv har kigget med undren herpå. For udover at jeg godt kan se, at der er indbygget organisatoriske metoder med alenlange processer, så har jeg virkelig svært ved at få øje på, hvori fornyelsen består.
Forleden stemte Alternativet eksempelvis nej til at lukke et potentielt hul i skattelovgivningen på 11 milliarder kroner vedrørende solceller. Som det eneste parti i Folketinget!
Da Alternativet blev dannet, husker jeg, at man formulerede, at vi skulle have en 30 timers arbejdsuge, og på efterfølgende spørgsmål om, hvor de 270 milliarder kroner til dette skulle findes henne, svarede man blandt andet: ”Det skal finansieres med vores børns smil. Det skal finansieres med øget livsglæde og overskud.”
Godaw!
Eller når vi i folketingssalen skulle stemme om en flygtningeaftale med Tyrkiet, så trykkede Alternativet på nej-knappen.
For mig at se er der egentlig kun én nyhed i forbindelse med Alternativet, og det er, at dens økonomiske politik med rimelighed kan placeres til venstre for Enhedslisten.
Og må man så kritisere det? Kan man få svar, uden at I bliver personligt perfide? Og er det rimeligt at bede om svar?
For det sidste gælder et klart ja. Hvert et mandat i Folketinget tæller, og vælgerne har krav på at vide, hvad mandaterne vil gå til. Og jeg er ked af at forstyrre gruppearbejdet, men det er sådan set kun det, der stilles spørgsmål om fra min side, nu hvor ingen andre gør det.
For de milliarder, som Alternativet bruger, er rigtige penge. Penge, som ikke er til rådighed andre steder, hvis man fyrer dem af på solceller eller nedsat arbejdstid. Og bluff-nummeret er, at det tilsyneladende er lykkes for Alternativet og omegn at bilde folk ind, at de via nogle dejlige processer kan komme frem til politiske resultater på en ny, rar og bekvem måde.
Men kære alle, ved I hvad? Det kan man ikke!
Der findes ikke nemme beslutninger. De er for længst brugt op. Der findes kun den barske virkelighed, at regnebrættet skal stemme, og at den umiddelbare konsekvens af Alternativets økonomiske politik er, at vi kommer til at gå betragtelig ned i levestandard. Og det gælder alle samfundsgrupper. Ved folk der stemmer på Alternativet det? Jeg tvivler på det.
Et land skal ledes, og som noget af det mest væsentlige så skal der være styr på økonomien. Men det behøver jo ikke være så svært. For det er jo det smukke ved pragmatik, at det foregår i virkelighedens verden på virkelighedens præmisser. Og med den afledte effekt at vælgerne kan se, at man skaber resultater.
Mon ikke Alternativets vælgere også vil sætte pris på det?
