Kunne De tænke Dem at blive nyhedsfucked? Så prøv Politiken; de er absolut førende i genren

Henrik Sass Larsen langer ud efter Politiken. (Foto: Peter Klint)
Henrik Sass Larsen langer ud efter Politiken. (Foto: Peter Klint)

I forbindelse med at jeg var så heldig at overleve 50 år på jorden, afgav jeg en række interviews af længere art. Ideen var blandt andet at have plads til at reflektere over flere sætninger og passager om større spørgsmål, herunder udlændinge.

Politiken spurgte mig, om humanismen var et problem for velfærdssamfundet. Jeg svarede, at hvis der med humanisme menes, at der kommer et ukontrollabelt antal af ikke-vestlige indvandrere, så er svaret ja.

Overskriften i nyhedsartiklen i avisen blev, at jeg tog et opgør med humanismen. Hvaba?

Det modsatte er faktisk tilfældet. Jeg tager udgangspunkt i humanismen med det afsæt, at de mennesker, som bor her, skal have ret til en ordentlig tilværelse, og at man derfor ikke kan bibringe dem et større antal naboer, end vi succesfuldt kan integrere. Ligesom det også er en meget humanistisk tankegang, at de folk, som kommer hertil, har en chance for integrationsmæssig succes.

Men disse forklaringer ødelægger jo en god historie, så i stedet for at søge svar og saglighed, så kører Politikens vogn derudad med analyser, hvor selvgode mennesker bliver nødt til at blive personligt ondskabsfulde og perfide – i godhedens navn forstås – og hvor de sender spørgeskemaer til bagland designet til at skabe uro om personspørgsmål og politisk linje.

Årsagen er selvfølgelig, at Politiken er utilfreds med Socialdemokratiets kurs på bl.a. udlændingeområdet, den økonomiske kurs og forholdet til Alternativet. Og den taktik, som Politiken benytter sig af, er at benytte personangreb som murbrækker hertil. Metodisk gør de det, at de sender journalister rundt for at spørge MF’ere, om de vil sige noget ufordelagtigt og forsikrer om, at de da sagtens kan være anonyme. Hvis det ikke giver noget, så går de videre og kontakter typisk borgmestre, som også anonymt kan få lov til at svine partiledelsen til. Hvis det så også mislykkes, så laver de en spørgeskemaundersøgelse, som de så kun anvender, hvis resultatet svarer til deres håb.

På den måde bliver Politiken en politisk aktør. Og som sådan skal de tackles, og som sådan burde de stå frem, frem for at dække sig ind under journalistisk arbejde.

For mig er det et privilegium at beskæftige mig med politik. Samfundets indretning og Danmarks fremtid er et stort, tungt og spændende ansvar. Og det er helt fair, at vi angribes, kritiseres, undersøges og debatteres med alle vores holdninger og analyser. Men at tage sekvenser og blæse dem op til nyheder, som aldrig har været afsenderens intention, er deprimerende journalistisk håndværk, som i grunden afslører den dovenskab, mange af journalisterne er udstyret med, frem for at finde fakta frem.

Eksempelvis kunne man have stillet interessante spørgsmål om, hvordan man får mest humanisme for pengene? Er det ved at tage flygtninge herop at bo? Er det ved at de bor i nærområderne?

Og hvad med spørgsmålet: Hvad er definitionen på humanisme og flygtninge? Er det overhovedet tilladt at sætte en grænse for, hvor mange flygtninge der skal komme til Danmark uden at bryde med humanismen? Eller er det et spørgsmål om volumen, hvor meget humanist man er? Hvis man går ind for, at der skal komme 100.000, hvad så med nummer 100.001?

Her er virkelig gode spørgsmål, som venstrefronten endnu ikke har svaret på. Måske fordi de aldrig bliver stillet spørgsmålet. Og måske fordi Politiken så også ville skulle svare herpå – og det kunne jo ødelægge godheds-glorien på en dårlig dag.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn og efternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
kommentarer
Vis kommentarer
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen