Højesteret: Man kan ikke bare sådan forlade sit barn

Iben Maria Zeuthen glædes over en dom ra Højesteret: En medmor kan ikke bare fraskrive sig sit forældreskab i fald et lesbisk par går fra hinanden. POLFOTO
Iben Maria Zeuthen glædes over en dom ra Højesteret: En medmor kan ikke bare fraskrive sig sit forældreskab i fald et lesbisk par går fra hinanden. POLFOTO

Iben Maria Zeuthen, radiovært

Den første dom er faldet i en af de sager, vi må forvente langt flere af i takt med, at vores familiestrukturer udvikler sig.

Det er dermed en spændende sag, fordi den formentlig sætter standarden for fremtidige sager af samme art.

Et lesbisk forældrepar gik fra hinanden to måneder efter deres barns fødsel. Efter bruddet stoppede medmoren kontakten til barnet - som er en dreng - hvorfor den biologiske mor og medmoren ville fraskrive medmoren forældreskabet.

Højesteret har nu fældet dom i sagen, efter den har været igennem byretten og landsretten. For mig at se en vigtig dom. For dommen omhandler nemlig ikke kun den konkrete situation, men i høj grad også vores syn på og behandling af de nye familieformer, der knopskyder i disse år.

Byretten fastslog, at et barn, hvis det er muligt, skal have to forældre. Retten var derfor ikke villig til at lade medmoren forlade sit ansvar. Men forældrene mente efterfølgende at have fundet et hul i loven, fordi de havde valgt åben donor, hvilket vil sige, at barnet kan opsøge sin far, når barnet bliver 18 år.

Den købte Landsretten ikke. Og i tirsdags blev landsrettens afgørelse så stadfæstet i Højesteret og dermed lukket ned med en næse til begge forældre.

Det er jeg simpelthen så glad for. Medmoren kan selvfølgelig ikke fraskrive sig forældreskabet. Nu er jeg hverken jurist eller medmor, men denne sag er utrolig principiel af to årsager.

For det første: Vi ser i disse år buketter af nye familieformer dukke op. I visse miljøer er den klassiske kernefamilie i decideret opløsning.

På mange måder er det jo skønt, at seksuel orientering ikke skal forhindre folk i at skabe den familie, man ønsker sig. Men hvor er det dog vigtigt, at kernefamiliens opløsning ikke er lig med opløsning af det ansvar, der følger med at være en familie. I takt med opbygningen og accepten af nye familieformer, bør staten og offentligheden være ekstra opmærksom på at fastholde struktur og forældreansvar i den enkelte familie.

For det andet: hvis man som medmor ønsker det, som tidligere har været farens rettigheder, følger også det, som tidligere har været farens ansvar.

Det er utroligt, at man kan tro, at man kan få det ene, uden at tage det andet, og det siger måske lidt om de rettighedskampe, der udkæmpes rundt omkring, og til det vil jeg bare sige: Man må aldrig kæmpe for sin ret uden undervejs at tage sit ansvar. Om det så gælder dagpenge, fællesspisning eller forældreskab. 

Til sidst - og hvor er det egentlig symptomatisk, at dette bliver nævnt til sidst - er barnets tarv.

Lige så glad jeg blev over dommen, ligeså trist blev jeg over, at der nu er et lille barn, der skal vokse op med en mor, der ikke vil kendes ved det. Det er ikke til at leve sig ind i, at man vil afvise et barn, man selv har kaldt til verden.

Den eneste trøst er, at medmoren sandsynligvis kun kommer til at være en økonomisk parentes i barnets historie. 

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
29 kommentarer
Vis kommentarer