Kære Poul Madsen: Hør nu for fanden efter

Det ER sexisme, og Treo SKRIVER sexistiske anmeldelser. Det kan man se, når han generaliserer kvindelige musikere, når han vægter udtryk forskelligt hos hhv kvinder og mænd, skriver Iben Maria Zeuthen om EB's anmelder Thomas Treo her til venstre, der gerne fremhæver kvindelige musikeres køn, som eksempelvis Tove Lo til højre.  Foto: Tariq Mikkel Khan/Thomas Lekfeldt
Det ER sexisme, og Treo SKRIVER sexistiske anmeldelser. Det kan man se, når han generaliserer kvindelige musikere, når han vægter udtryk forskelligt hos hhv kvinder og mænd, skriver Iben Maria Zeuthen om EB's anmelder Thomas Treo her til venstre, der gerne fremhæver kvindelige musikeres køn, som eksempelvis Tove Lo til højre. Foto: Tariq Mikkel Khan/Thomas Lekfeldt

Iben Maria Zeuthen, radiovært og portrættør på P1.

Hvis du sidder og læser denne klumme, er du højst sandsynligt også bekendt med anmelderen Thomas Treo. Han anmelder nemlig musik for denne tryksag. Og det har han gjort i 25 år. Og noget tyder på, at det er for længe.  

Hans langvarige virke bliver af chefredaktøren for det hele, Poul Madsen, ellers brugt som argument for Treos saglighed, dygtighed og kundskab ud i genren. Men lad det være sagt med det samme:

Treo hænger fast i en fjern fortid, og det kan ikke engang undskyldes med hans langvarige virke, for Treos indgroede ubevidstheder hører mere til tiden før rødstrømper og kvindekamp end i - sågar bare - 90'erne, eller hvornår han nu for første gang spidsede pennen.

Lad Treo ligge - herreværelser og nedvurderinger vil altid være en del af verden. Men lad os kigge nærmere på, hvad det er for en kontekst, der muliggør Treos udbredelse. For det første har vi at gøre med en kontekst, der skal fungere på markedsvilkår. Ekstra Bladet skal tjene sine penge selv, og jo mere provokerende, desto flere klik og desto flere annoncekroner.

Fint, kapitalisme vil, ligesom chauvinisme, altid være en del af vores liv. Men hvor er det problematisk, når dårlige signaler helt tydeligt vinder over viljen til en mere lige verden på baggrund af indtjeningsmuligheder. Det andet bemærkelsesværdige i rammen omkring Treos virke er Ekstra Bladets helt generelle profil.

Ekstra Bladet er klassens frække dreng, Ekstra Bladet tør, hvor andre tier, Ekstra Bladet vil 'sige tingene, som de er.' Meget muligt. Men her begår man et helt eklatant svigt af forståelsen af 'ytringsfrihed' og direkthed.

 Gu' faen må man sige tingene, som de er. Det har bare intet at gøre med at være ubevidst. At være blind for den konsekvente forskelsbehandling, Treo håndterer mandlige og kvindelige kunstnere med, er ikke en kamp for ytringsfrihed. Det er bare en blind vinkel. At hævde, at man kæmper mod censur, mens man i virkeligheden bare holder sexistiske badeferier, er så himmelråbende irriterende.

Lad os slå ned på det helt konkrete spørgsmål, der blev rejst denne uge med Jenny Rossanders (alias Lydmor) kritik af Treos anmeldelse af Velvet Volume:

Er anmelderen Thomas Treo sexist? 

Poul Madsen argumenterer med, at Treo er uretfærdig over for både kvinder og mænd. Meget muligt, men han er ikke uretfærdig på samme måde. Mænd anmeldes på indhold, kvinder på deres udtryk og udseende. En anden ting, Madsen har fået galt i halsen, er, hvorvidt folk, der stiller sig frem på en scene, bør være mere hårdhudede over for kritik end f.eks. en 12-årig pige. Poul mener, at hvis man selv stiller sig frem, skal man kunne tåle kritik.

Det er bare ikke rigtig en vigtig indsigt, for det her handler ikke om kunstnerne eller deres følelser, det handler om alle anmeldelsernes læsere og det aftryk af sexisme, som sexistiske anmeldelser sætter. Jenny sidder ikke og beder Poul styre Treo, fordi hun synes, det er synd for dem, der optræder.

Sidst, men ikke mindst mener Poul Madsen, at det er helt fair, at Treo påpeger, at der er meget få kvindelige bands, der er slået igennem i DK, for ‘det er jo bare et fact’.

Poul! Du kan ikke undskylde Treo her, for Treo bruger det desværre ikke som et fact i forhold til at kigge på, hvilke årsager dette triste faktum kan have i musikbranche og samfund, men derimod som argument for, at produkterne fra kvindernes side ikke er gode nok. Det er en kønnet generalisering at begrunde manglende kvalitet med køn, det ER sexisme, og Treo SKRIVER sexistiske anmeldelser. Det kan man se, når han generaliserer kvindelige musikere, når han vægter udtryk forskelligt hos hhv. kvinder og mænd, og når han konstant henter skyts i kassen med uddaterede tillægsord, der traditionelt har været brugt i sammenhæng med kvinder.

Ja tak til ytringsfrihed, nej tak til kønnet sprog og systemisk forskelsbehandling. Og længere er den sådan set ikke

Kære Poul Madsen og Ekstra Bladet: Fred være med klik og provokationer. Men hør nu for fanden efter, når vi forsøger at pege på de snubletråde I - i bedste proletariske ytringsfrihedsstil - kommer til at lægge ud for jer selv. Jeg respekterer jeres forretningsmodel. Jeg respekterer jeres kamp for den lille mand. Jeg respekterer Poul Madsens vilje til at tage en debat.

Men jeg respekterer ikke en kamp, der handler om retten til at forsvare dumhed og tjene penge under dække af ytringsfrihed.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
272 kommentarer
Vis kommentarer

Seneste Opinionen

Mest læste Opinionen