Kom op på barselshesten, mand - for din egen skyld

'Kære mænd, muligheden for barsel er til for jer. Og jeg tror, at jeg har spejdet en årsag til, at I gerne vil have den,' skriver Iben Maria Zeuthen. Foto: Bildhuset
'Kære mænd, muligheden for barsel er til for jer. Og jeg tror, at jeg har spejdet en årsag til, at I gerne vil have den,' skriver Iben Maria Zeuthen. Foto: Bildhuset

Iben Maria Zeuthen, radiovært og portrættør på P1.

Skulle vi aldrig tale lidt om fædrebarsel? Eller 'øremærket barsel', som det også kaldes?

For kære mænd, muligheden for barsel er til for jer. Og jeg tror, at jeg har spejdet en årsag til, at I gerne vil have den.

I begyndelsen af året vedtog EU et direktiv, der skal sikre otte ugers barsel til manden, og hvis ikke han bruger dem, så går de til spilde. Socialdemokraterne var ikke super lykkelige. De har dog indset, at de må følge EU's direktiv.

Men Mette Frederiksen siger at de 'skal gøre det på en måde, så det passer til den særlige danske måde at gøre tingene på', og til det kan jeg ikke lade være med at tilføje: Ja, på den særlige måde vi gør det på i Danmark, hvor vi bliver ved at bremse ligestillingen på afgørende områder.

Diskussionen om barsel giver altid anledning til debat i Danmark. Er der noget, vi ikke kan lide, er det, når der kommer nogen og blander sig i, hvordan vi går og strukturerer den hverdag, der nu engang er vores egen private hverdag.

Det har jeg på den ene side fuld forståelse for: Vi ved bedst, hvad der fungerer i vores egen familie.

Men jeg vil lige introducere modargumentet:

På visse strukturelle områder, er vi nødt til at tillade en indgriben i vores privatliv. Kvinders stemmeret kom ikke af sig selv og kunne ikke løses civilt, ligesom jeg tror, at kvindelige forskere og ledere skal hjælpes på vej med kvoter. Hvis det kunne løse sig af sig selv, havde det allerede løst sig. Og det er IKKE, fordi kvinder ikke vil være forskere. De står i kø ved ansøgningsskranken.

Men nu kommer min egentlig pointe: En ting er kvoter og øremærket barsel. Vi skal op på siden af mænd, når det kommer til løn og pension.

Den egentlige grund til, at vi skal gå efter en mere lige fordeling af barsel, er for fædrenes skyld. Når danske forældre bliver skilt, går størstedelen af samværet med børnene stadig til mor. Det er der sikkert rigtig mange mere eller mindre valide grunde til, men det undrer mig alligevel, at vi stadig ser så skæv en fordeling, når nu vi er så bevidste om ligestilling mellem kønnene i mange andre sammenhænge.

Hvorfor har mor børnene så meget mere?

Måske er det, fordi hvis mor tager barslen, stagnerer hun på løntrappen. Når hun vender tilbage til arbejdsmarkedet, er det derfor naturligt, at det er hende, der går på deltid, hvis ikke familien kan klare to fuldtidsstillinger, og det er hende, der igen tager barslen ved næste børnefødsel, fordi hun tjener mindst.

Resultatet er, at mor bruger mere tid med børnene. Både under barsel og i løbet af en arbejdsuge undervejs i børnenes liv. Og det er her fædre snyder sig selv ved ikke at tage al den barsel, de kan komme i nærheden af. Morens tilstedevær i børnenes liv bliver brugt som argument, når mor og far bliver skilt. Moren har brugt mest tid med børnene, så det skal mor fortsætte med.

Og sådan ser det desværre ud: Hvis mor og far går fra hinanden, inden børnene når skolealderen, bor barnet primært hos sin mor.

Så kære mand, kom op på barselshesten. Ikke for min skyld, men fordi I som udgangspunkt fortjener at få lige så meget liv og tid med jeres uvurderlige børn, som jeres kone gør, hvis I bliver skilt.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
94 kommentarer
Vis kommentarer