Pia Kjærsgaard er kvindekampens Bjørn Lomborg

Pia Kjærsgaards 'argumenter' er baseret på egne tilfældige fornemmelser frem for viden, og hun argumenterer med hypoteser, og er dermed irrelevant i ligestillingsdebatten. Foto: Mads Nissen
Pia Kjærsgaards 'argumenter' er baseret på egne tilfældige fornemmelser frem for viden, og hun argumenterer med hypoteser, og er dermed irrelevant i ligestillingsdebatten. Foto: Mads Nissen

Iben Maria Zeuthen, radiovært og portrættør på P1.

Når man bliver journalist, lærer man sådan noget med altid at sørge for, at det modsatte synspunkt er repræsenteret i de historier, interviews eller debatter, vi arrangerer. Men nogle gange bliver valget af modsat synspunkt ikke udtryk for korrekt journalistisk skoling, men derimod udtryk for manglende mod og ansvar.

Som udgangspunkt er det at give plads til en opposition altid en god ting, for når vi giver plads til en kilde, der går imod det repræsenterede udsagn, sikrer vi os en demokratisk og afbalanceret dækning. Men der er enkelte meget vigtige undtagelser. Det gælder debatten om HPV-vaccine, formidling af klimakrisen og kampen for ligestilling.

Lad os lukke vaccinen først: Nu skulle det efterhånden være afgjort med to fede streger under resultatet: HPV-vaccinen giver ingen bivirkninger. Dermed behøver vi som journalister ikke længere agere talerør for antivaccine-personer. Vi skal stole på fakta og på vores egen research, og når den er entydig, kan vi snildt udelukke oppositionen.

Det samme gør sig gældende mht. klimakrisen, og det har vi heldigvis indset: Ingen inviterer Bjørn Lomborg længere. Eftersom det står uden for enhver tvivl, at menneskehedens adfærd påvirker klimaet negativt, behøver vi ikke længere give plads til tvivlen. Faktisk er det et journalistisk svigt at gøre det, for det at repræsentere tvivlen afspejler ikke længere de videnskabelige resultater.

Bjørn Lomborg skal ikke længere have taletid som klimafornægter, og det er Bjørn Lomborg vist nok selv endda enig i. Lad mig opsummere: Det er vigtigt, at vi som journalister slukker for mikrofonen for dem med det modsatte synspunkt, når det modsatte synspunkt en gang for alle er underkendt. Og det går nogle gange for langsomt.

Det gjorde det med klimafornægterne, det gjorde det med vaccinefornægterne, og det gør det med ligestillingsmodstanderne. Ja, det kalder jeg dem, for de forsinker med deres meninger et ligestillet samfund. Alle dem, der - som udenforstående - tror, de ved bedre, når de bliver stillet over for beretninger om uligestillende situationer, undertrykkende adfærd eller patriarkalske strukturer.

En af de fornemste repræsentanter for den fløj er selveste Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti. Hun var imod Sofie Lindes Zulu-svada, og hvad vigtigere er: Hun er bekymret for den nyligt vedtagne samtykkelov.

I DR2-programmet 'Debatten' indtog Pia rollen som oppositionsleder godt efterfulgt af Pernille Vermund, og passagen kan bedst sammenlignes med den situation, der opstår, når man taber en nysmurt mad, og man står og venter i det, som føles som dekader, og krydser fingre for, at den lander med smørret opad, for at konstatere, at det gjorde den ikke. Selv Mogens Jensen (S), hvis nølende ligestillingspolitik man ellers kunne mene meget om, var målløs. Faktisk skal du finde klippet: Det ligner ægte, at han taber både næse og mund.

Pia eksemplificerede på glimrende vis, hvad det er, man kæmper med, når man stiller sig op og påpeger problemerne, og her holder jeg for energiens skyld gengivelsen på et minimum:

Bebrejdende adfærd og ansvarspålæggelse: Pia siger om Sofie Lindes beretning 'man kan diskutere rigtig meget, om det var det rigtige tidspunkt' og senere 'du skulle have gjort op med det noget før'. Dette er eksempel på en klassisk forflyttelse af ansvar, også kaldet victimblaiming, man flytter ansvaret fra den, der udøver krænkende adfærd, til den, det gik ud over.

Pia fortsætter med anklagen: 'Du gør dig selv til offer' og med andre klichéer, 'Det er kammet over', og for en god ordens skyld vil jeg anføre at det er noget vrøvl: Ligestilling kan ikke kamme over. Enten har vi ligestilling, eller også har vi ikke, og hvis ligestillingen kammer over, er der ikke længere ligestilling.

Pias argumenter er baseret på egne tilfældige fornemmelser frem for viden, og hun argumenterer med hypoteser, fx mener hun, at der da også ville være blevet kigget på de her problemer, hvis ikke Linde havde fortalt om dem. Det er et helt ligegyldigt perspektiv, det har intet belæg og ingen konstruktiv udgang. Ikke mindst gør Pia sig skyldig i en ret alvorlig misforståelse, nemlig forvekslingen mellem sex og vold.

Kjærsgaard mener, at vi skal passe på med den nye lovgivning og med denne type debat, fordi den gør os 'sexual-forskrækkede' og ender med at resultere i, at vi ikke tør flirte. For Prins Knud: der er ikke tale om restriktioner på sex. Sex er noget de involverede parter ønsker. Der er tale om restriktioner på overgreb. At nogen ved deres sansers fulde fem ikke kan adskille disse to størrelser, er nærmest uhyggeligt.

Og nu kommer min egentlige pointe: I et demokratisk samfund skal der være plads til uenighed. Men Pias udsagn tyder ikke på uenighed med Linde, de tyder på uvidenhed og bedagethed. Og det er her, jeg mener, at vi som journalister kan hjælpe sagen bedre på vej:

Vi behøver simpelthen ikke invitere hende ind og tale om ligestilling. Pia har intet særligt kendskab til emnet. Hun har ikke researchet, hun giver intet udtryk for at lytte, og tydeligvis har hun, siden hun sidst var i manegen på denne dagsorden, intet lært. Derudover taler hun mod bedre vidende, og hendes synspunkter er både modbeviste og uddaterede.

Vi tror, at vi gør et korrekt journalistisk arbejde ved at invitere en modpart. Men vi ender faktisk med at gøre det modsatte. Ved at invitere en kilde som Pia, får man ikke fremlagt sagerne, som al statistik siger, de bør fremlægges. Derudover begår vi en anden klassisk journalistisk fejl: Ved at invitere en meningsdannergæst sammen med erfarings- og fagfolk, som det sker, når Pia står med Sofie Linde eller formanden for Dansk Kvindesamfund, blander vi opinion sammen med faktaformidling.

Det er så vigtigt at adskille disse to størrelser, ellers sløres fakta, og vi agerer lodret mod folkets oplysning.  

Visse problemstillinger bliver heldigvis, hen ad vejen mens vi arbejder med dem og dokumenterer dem, mere og mere velunderbyggede. Overgreb finder sted regelmæssigt, voldtægtsloven var forældet, der er ikke nok kvinder på ledergangene, og der er et pensionsgab mellem mænd og kvinder, blandt andet som følge af den manglende fædrebarsel.

Alt dette er tørre tal, de er uimodsigelige, og det er ren disruption at trække det ned i en debatsump, eller blive ved med, gentagne gange, at møde de tal med følelsesargumenter og hypoteser.

Vi skal som journalister, der beskæftiger os med samfundslige emner, turde ændre kurs, turde tage ansvar for tallene, stole på vores research, formidle fakta og derefter finde ud af, hvordan vi løser det, og hvordan vi fremstiller problematikken korrekt. Det gjaldt klimakrisen og vaccinedebatten, og nu gælder det ligestillingsdagsordenen.

Problemerne ved anti-vaccine, klimaforandringer og manglende ligestilling er bevist, hiv det ud af debatformen og ind i faktuel formidling. Og lad for Guds skyld bedagede opponenter ligge. Vi har intet ansvar for at tage dem med som opponenter, medmindre de kan diske op med fakta, der understøtter deres sag.

Sæt Pia Kjærsgaard over i hjørnet til Bjørn Lomborg. Jeg tror, de kunne få en fantastisk hyggelig aften. Og imens kan vi andre komme videre med at gøre verden til et bedre sted. Det må jo for pokker være det, der er meningen med det hele.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
98 kommentarer
Vis kommentarer

Seneste Opinionen

Mest læste Opinionen