Den ukrainske præsident, Zelenskij, er én af vor tids største helte. Han kæmper for sit lands værdier. Han står urokkeligt fast på dem, og nægter at bøje sig overfor russerne. Det gør han på trods af russernes uhyrlige brutalitet overfor det ukrainske folk. Vi ser hvordan russerne sønderbomber byer, hører hvordan Zelenskij fortæller om overgreb som voldtægt på unge piger og kvinder, og kan følge med i hvordan russerne bryder krigens love om ikke at bombe civile.

Imponerende er det derfor også både at høre Zelenskijs, og den ukrainske ambassadør i Danmark, Mykhailo Vydoinyks, tro på fremtiden og vilje til at kæmpe for, at fremtiden bliver igen lys for Ukraine.

Zelenskij leverede i sin tale til Folketinget og danskerne, en meget klar appel om, at Danmark skal hjælpe med genopbygningen af Ukraine. Det er værd at lægge mærke til, at præsidenten beder om hjælp til netop genopbygningen, mens bomberne falder i hans land. Det afspejler en ukuelig tro på en lys fremtid for Ukraine.

I sidste uge rettede den ukrainske ambassadør i Danmark ligeledes en klar appel til vi danskere. Hans blik var ligeledes rettet mod et frit og selvstændigt Ukraine. Han bad om, at vi fra dansk side skal gøre alt hvad vi kan – og mere til – for at hjælpe de ukrainske flygtninge, som er kommet hertil. Han understregede samtidig, at vi ikke skal skabe forhold, der gør, at ukrainerne bliver i Danmark i resten af deres liv. De skal vende tilbage til Ukraine, så det kan komme på fode igen efter krigen.

Det er både befriende og banebrydende, at høre sådan en udtalelse fra en officiel repræsentant fra et krigshærget land. Man kan ikke forestille sig officielle repræsentanter fra hverken mellemøstlige og afrikanske lande sige det samme. Med dem er det modsat. Alt for mange afrikanere og mellemøstlige flygtninge har gennem tiden forsøgt at få så meget ud af vores velfærdssamfund som overhovedet muligt. De kæmper med næb og klør for at forblive i Danmark. De vil ikke hjem igen.

Netop det faktum, at alt for mange flygtninge forsøger at blive i Danmark, også selvom de ikke længere har behov for vores beskyttelse, er uanstændigt. Det betyder, at de uden grund – udover deres brændende ønske om at være en del af vores velfærdssamfund - bliver her, og optager pladsen fra én, der rent faktisk har et behov for vores beskyttelse. De misbruger vores tillid og hjælpsomhed.

Jeg kender ikke et eneste menneske, som ikke vil hjælpe andre mennesker, der er i nød. Mig selv inklusiv. Men jeg kender rigtig mange – mig selv inklusiv – der er blevet hamrende trætte af at hjælpe, for dernæst at kunne konstatere, at indkrævningen fra udlændingenes side aldrig stopper. Netop det faktum, at folk ikke rejser hjem igen betyder, at mange af os bliver mere og mere skeptiske overfor overhovedet at tage imod den slags udlændinge.

Med ukrainerne er det omvendt. De har et brændende ønske om at vende hjem, til deres elskede hjemland, og de vil genopbygge det, som russerne smadrer med deres overgreb.

Der er bekvemmelighedsflygtninge, og så er der ægte krigsflygtninge. Ukrainerne er det sidste: Ægte krigsflygtninge, og de skal hjælpes. Både nu og efter krigen, så de kan få deres elskede land igen.