Samuelsens forlygter er blålys

Der er flere på de sociale medier som er ude med det samme budskab: "Anders Samuelsen har altså en Audi i forvejen".

Også Berlingske er i en ledereude og tale budskabet om ministerbilen ned, som om det vælgerne siger, handler om Samuelsens egen vinding. Måske Berlingske tror, at det forsvar spiller en rolle. Det gør det ikke! Det er faktisk at nedvurdere virkeligheden.

Når jeg (ligesom Ekstra Bladet og tusinde andre) har sat et billede på nettet af et par stålsatte forlygter, er det ikke fordi jeg mener, at LA gør det her for en skide bil eller en ministerpension. Den slags ytringer er generelt ret tåbelige. Der er ikke penge i at være politiker! Vil man tjene godt, skal man holde sig fra politik. Punktum.

Bilen er et ikon på det, de nu sidder og forhandler om på Marienborg. Og da forlygterne ligner øjne, er ikonet helt på sin plads.

Det er at nedvurdere modstanden at påstå, at vi mener han ønsker sig en ny bil. Det handler om, at LA har malet sig op i et hjørne med krav om, at alt skal gennemføres - også selvom der ikke er flertal for det. De har truet gennem et halvt år om at ville ha deres vilje.

Samuelsen havde et klokkeklart krav, som skulle opfyldes senest til grundlovsdag. Ellers ville han vælte regeringen. Da det ikke skete, skulle det bare være inden nytår. Ellers ville han vælte regeringen.

Nu fortsætter regeringen. Den er ikke væltet - og nu hvor LA ser ud til at komme ind, er der åbenbart ikke længere krav om de 5% i topskat, som stod der før. Eller med andre ord: Venstre-regeringen havde lovet at kæmpe for de 5% i deres grundlag i de 4 år ved magten. Nu behøver de ikke længere se på den sag, fordi det bliver slettet i den regering, LA ikke væltede, men nu er del af.

Forvirret? Det er forståeligt.

Det kunne under normale omstændigheder være aldeles fint og legitimt, ja, nærmest helt normalt at indgå den slags kompromis. Der er bare det, at LA har kørt på sagen som en damptromle med teenager-opførsel og TRUET en borgerlig regering på livet, hvis det ikke blev som deres ultimative krav sagde.

Gang på gang gennem et år har Samuelsen råbt sig ind på nyhedernes forsider med budskaber, der er helt anderledes, end vi nogensinde har set i en ellers blå forhandling om Danmarks fremtid. Når pressen ikke troede på ham, fordi han er løbet fra sine krav før, trak han både sine stålsatte øjne frem og den nuttede fortælling om, hvor meget han var væk fra sine små børn - og de skulle da vide, at han reddede deres fremtid med de 5%.

Den fortælling skal nu skrives om. Det kræver sin spindoktor.

En disclaimer skal jeg ha med her, for redelighedens skyld:

Det påvirker ikke mit syn på selve den politiske situation netop nu, men det ville være forkert ikke at gøre opmærksom på, at jeg ikke har skyggen af respekt for LA i forvejen. Jeg begik den store fejl at gå med i Borgerligt Centrum i sin tid, sammen med Ammitzbøll. Det har jeg fortrudt dagligt siden.

Da Simon Emil pludselig skiftede til LA, havde han talt så grimt om alt det LA stod for gennem et år. Og omvendt. Jeg optog som pressechef i Borgerligt Centrum en række videoer, hvor han hånede Samuelsens ultraliberalisme. Men vupti - skiftede han til LA - som samme dag lige skiftede deres politik og værdier ud på hjemmesiden, så de pludselig gik ind for andre ting på nogle områder, der passede med Borgerligt Centrum. Endda med de samme formuleringer (incl kommafejl) jeg havde skrevet i BCs partiprogram.

Det betyder ikke, at der er had herfra. Slet ikke. Politik er politik. Det betyder bare, at det ikke overrasker mig, at standpunkter er noget man finder på undervejs.

En anden populær sætning på de sociale medier og i dele af pressen er den, hvor Lars Løkke Rasmussen siger, at "han ikke vil være statsminister for enhver pris". Den bruges nu til at påstå, at han bryder med det løfte. Det er jeg aldeles uenig i.

Jeg bruger også ofte sætningen: ikke for enhver pris. Det betyder, at jeg ikke vil gå på kompromis med det jeg kæmper for eller de værdier jeg står for. Jeg kan ikke se, at LLR går på kompromis med det han står for, ved at udvide regeringen.

Jeg har ikke hørt noget endnu, som Venstre og Løkke ikke kan stå inde for - og dermed kæmper han jo stadig for præcist det samme. Bare med nye folk bag forlygterne.

Så ingen høj pris her. Tværtimod er det et stærkt træk at tvinge LA væk fra hjørnet. Selv Hans Engell må nu erkende, at håndværkeren Løkke måske godt kan fixe hans køkkenvask. LA går en tid i møde, hvor de skal være mere lilla end blå - det bliver man nødt til som del af en regering. Ligesom SF og S skulle være mere lilla end røde. Det spil passer ikke godt til den fortælling der er skabt om det alternative LA.

Pernille Vermund fra Nye Borgerlige må simpelthen knibe sig i armen, når hun sætter det lange lys på sine forlygter.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn og efternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
kommentarer
Vis kommentarer

Jeppe Søe. Mediemand og foredragsholder, skriver om verden set fra provinsen

Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Jakob Hansen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen