Biltour18: 2. Piercing-terroristen, Breivik og fodboldgolf

Jeppe Søe skriver om den frygtede bilferie med ungerne på sædet gennem en mini-serie på Ekstra Bladet

Hvilken tosse har dog opfundet fodboldgolf, spørger Jeppe Søe. Privatfoto
Hvilken tosse har dog opfundet fodboldgolf, spørger Jeppe Søe. Privatfoto

Jeppe Søe. Mediemand og foredragsholder, skriver om verden set fra provinsen

Der er fuld fart på klimaforandringerne i Rønbjerg. Indenfor i vandlandet er temperatur og luftfugtighed præcist som vi freon- og deospray-forbrugere har arbejdet på i årtier, men ude var temperaturen faldet til almindelig dansk sommer og blæsten går mere end friskt over Limfjordens vande. Det er utilstedeligt. Så vi er tvunget indenfor.

Villum vågnede kl 7. Han kunne selvfølgelig ikke komme ud af deres soveværelse, fordi vi havde låst - men modsat vore håb gav han ikke op. Han ville ud og blæse sæbebobler på terrassen. Og det skulle være nu, virkede det på hans spark på døren. Jeg husker svagt, hvordan jeg vågnede som single i 90erne, inden børnene bestemte alt. Det var noget med at få øjne, nyde stilheden, ligge og genkalde sig drømme fra natten og måske nusse kæreste eller one-night-stands en sidste gang, inden vi udvekslede numre og alligevel aldrig sås igen. 

En stille kop kaffe og rolige kik ud af vinduet, stadig nøgen eller med en varm og blød morgenkåbe - og så var dagen igang et par timer efter. Nu starter de fleste morgener med en 5-årig der råber om sæbebobler eller slet og ret springer op på maven af dig, så din dag starter med smerte i solar plexus eller et spark i nosserne. Godmorgen far. 

TRÆNINGSDRAGT I TROPERNE
Kort efter var vi i vandlandet. Også her er det åbenbart kotume at lege med sine børn. Også det burde virkelig stå i folderen. Jeg bestilte istedet en kop kaffe og blev i træningsdragten, hvilket jeg fortrød i det tropiske klima indenfor.

 

Måske jeg her skal lave et sidespring: Ja, jeg ejer en træningsdragt! Den får mig til at se ekstremt sporty ud, hvilket jeg sætter stor pris på, da jeg så kan nøjes med at signalere det - og ikke behøver fysisk at røre mig. Lad dig ikke narre, jeg har ikke rørt mig unødigt siden 1985. Sidder man i en træningsdragt ligner man et menneske, der slapper lidt af midtvejs i et Marathon, mens man slet ikke får samme signal ud af et par speedos. Det med speedos er der så ret mange, som ikke har forstået her i vandlandet. Jeg har absolut intet imod overvægt og dyrker det selv, men overvægt bør kombineres med selvindsigt, så man undgår stramtsiddende tøj som f.eks. speedos. Enkelte kan man slet ikke se badebukserne på, da de (forhåbentlig da) er gemt derinde et sted. 

PIERCING-TERROR OG METOO
En gravid kvinde går rundt i babybassinet. Enten fordi hun i forvejen har rodet sig ud i et forældreskab eller også for at vænne sig til det. I navlen har hun en piercing, der er under markant pres. Jeg kan simpelthen ikke slippe øjnene fra hendes udspilede navle og frygter at den pludselig affyrer sølvnålen med ekstrem kraft min vej. Det er et masseødelæggelsesvåben hun har siddende.

Jeg kigger op af hende og opdager at hun stirrer på mig. Med et vredt blik. Shit... hun tror, jeg er sådan en #metoo-mand, der sidder fuldt påklædt i en svømmehal for at glo kvinder direkte ind i underlivet. 

Jeg har nu to muligheder: enten går jeg over og siger, at en gravid mave er noget af det smukkeste i verden, og at jeg ikke stirrede, men sad og tænkte tilbage på dengang min kone og jeg længtes efter, at vores barn kom ud - et lille mirakel, der siden har givet os så store glæder... den slags kan gravide kvinder slet ikke stå for. Har jeg hørt. 

Men pludselig bliver jeg ræd for, at hun slet ikke er gravid, men ganske enkelt bare er fuld af glæder fra buffeten i går. 

Jeg vælger derfor løsning to: at se lige igennem hende, rejse mig og pege og lade som om der lige bag hende er et af mine børn. “Du må ikke løbe vel”, siger jeg tilpas højt. Hun stirrer ikke mere og ser nærmest flov ud over at have trukket det indre metoo-kort på mig. Til gengæld undrer en stor tatoveret mand i baggrunden sig over, hvorfor han ikke må løbe.

 

SUCCES AT RØRE LOFTET
Kl 13 skulle vi op ad en klatrevæg. Ikke fordi der var noget at komme efter deroppe, men at røre taget er noget ganske specielt. Klattevæggen havde de der små kunstige klipper sat ind, og en aktiv sød træner gav tilråb, så man turde en smule mere undervejs. Han havde også en snor, så børnene ikke endte direkte i gulvet. “Man kan ikke vide om stenen er god eller ej, før man har trådt på den”. Sådan sagde de også, da jeg blev sparket i folkeskolen og lige nu, med en sele der presser markant op i bollerne og strammer godt til, tog jeg fejl af de farvede sten og mine egne i hans forklaring. Forvirret trådte jeg på en krog, og lod mig falde - hvilket bekræftede placeringen af selen i mit skød. Jeg nåede dog loftet og bunden på samme tid. Børnene var vilde med det, hvilket endnu engang får mig til at tvivle på faderskabet.

BREIVIK BEGÅR SELVMORD
Nu ventede 3D laser-game, hvor vi kom i dragter som lignede min påklædning, da jeg deltog i Vejle handelsstandsforenings konkurrence i ElectricBoogie på gågaden i 1884. Derudover en skyder, så vi kunne plaffe hinanden ned een for een. Desværre kun med lys. I det sekund jeg kom indenfor blev jeg besat af en indre Breivik og kastede mig ud i spillet uden skyggen af hensyn til andre. Jeg var på hold med min familie, men fik skudt dem flere gange alligevel. Jeg oksede rundt som en bryggerhest på fortidens Valby Bakke og plaffede alle dem, jeg mødte på min vej. Efter en halv time fik vi resultatet der viste, at jeg havde skudt mig selv 18 gange. Det gør noget ved et menneske, der mener, han er en rigtig mand.

 

KRANEN VALGTE EN GRIS
Om jeg fatter at folk kan være i vandet i over 7 minutter. Min hud påvirkes omgående, og jeg ligner hurtigt Gitte Stallone uden botox. For uindviede er det 212% flere rynker end Bent Fabricius-Bjerre plus moms. Fornemmelsen er at gå i opløsning, smelte langsomt som indholdet i en ostepølse. Børn derimod krymper ikke. Vi har ikke hud nok, siger Malthe. Det er noget helt andet med dig far. Du er gammel, og hvis der var en blåhval her i hallen, ville den svømme hen til dig og synge “we are family”. Jeg valgte, at vi nu skulle op!

Børnene klædte hurtigere om end os og var pludselig forsvundet. Nu er Rønbjerg ikke et sted, hvor man bliver nervøs, når børnene er væk. Tværtimod leger de lystigt videre et sted derude - og man kan godt opleve en hel time uden børn, hvilket virkelig er en væsentlig fordel ved feriecentret. Nu var det bare sådan, at vi havde sagt, de skulle vente. Og så skal der være en straf.

Min kone og jeg gik ned i spillerummet med de mange maskiner, hvor man med en kran nærmest kunne fange en bamse eller en slikkepind. Børnene havde fået nej til at få penge til det under hele opholdet - og vores tanke var nu at vinde noget, finde dem og sige det var ærgerligt, de løb væk, nu vi lige skulle derned. Vi spillede 250 kroner op - de der kraner kan ikke fastholde en skid, når det kommer til stykket. Enhver med bare skyggen af entreprenør i blodet ville kassere kranen omgående. Men endelig vandt vi en lille ekstremt grim tøjgris, der kunne bevise pointen overfor dem. Og de blev rasende. Herligt. Ret dyr måde at opdrage på i længden - ligesom alle de børn vi skubbede væk fra maskinerne i iver over at vinde gør, at vi ikke kan blive i Rønbjerg.

 

Oppe ved receptionen stødte vi på Bollo. Det er Rønbjergs maskot. En bamse der hilser på ungerne, som i Disneyland - men i virkeligheden er fyldt op af en akneramt svedende teenager, der skal tjene lommepenge til en puch maxi. Udenfor har Bollo sit eget hus med musik i dørklokken og der kan man sætte sig ved siden af en hård udgave af ham og få en snak. Han havde ingen råd om, hvordan man slipper af med børn i længere tid end en time, så jeg genoptog modvilligt samværet med familien. 

SQUEEZIE OG SVAMPEN
Da jeg genfandt mit afkom var Villum i gang med at skrige. Han synes, det var virkelig urimeligt, at vi måtte bruge penge på spillemaskiner, når han ikke måtte få en Squeezie. Den får man kræft af, står der i avisen - og det havde han respekt for. Men så i det mindste en racertur som Batman for en tyver? Jeg forklarede ham, at han gerne måtte prøve maskinerne, hvis han havde penge - og jeg spillede meget overrasket, da han meddelte, at han ikke havde nogen. Han kom desværre i tanke om tyve kroner fra mormor, og jeg besluttede, at tidspunktet var kommet for at lære ham om skat og moms.

Resultatet blev, at vi gik tomhændede hjem i huset. Jeg gav ham en husholdningssvamp, som han gerne måtte Squeeze, alt han ville. Det synes Villum mærkeligt nok overhovedet ikke var sjovt. Og således gik han sur i seng, udelukkende på grund af ny viden om vores skattesystem. Jeg forstår ham godt. 

FODBOLDGOLF STINKER - JEG ER TIL ALT DER ER MINI
Hvilken tosse har dog opfundet fodboldgolf? Man tager et populært spil som spilles af folk med topskat og forstørrer bolden. Vupti har man fodboldgolf. Vi lejede to bolde og gik over på banen. Det viste sig at være et område på størrelse med Nørrebro, og her var 18 baner, hvor man skulle sparke en fodbold præcist gennem huller og riller og snore og ramme børn, der stod på banen og fattede hat. Sidstnævnte var sjovt.

 

Jeg er ikke til golf. Jeg har en enkelt gang ramt kuglen helt rigtigt og tænkte, at jeg nemt kunne blive forfalden til at blive en af dem, der render på golfbaner med en lille taske på hjul eller - en kuli med sommerferiejob, der bærer lortet for dem og rækker dem den rette kølle. Udover at skulle ramme et hul skal man også bevæge sig ualmindeligt langt, hvilket jo i sig selv er en ufravigelig turnoff hos mig. 

Samme skulle man i fodboldgolf. Ud over alle grænser langt. Det føltes som en hærvejsmarch, og jeg lod mig frivilligt stikke af en tidsel ved ottende hul og lagde mig som Neymar, tog mig til benet og rullede rundt i smerte. Min nævenyttige og absolut ufølsomme knægt gjorde mig opmærksom på, at der ikke er frispark i fodboldgolf, og film derfor er unødvendigt. Så rejste jeg mig og forlod banen. Det er nu helt fastslået, at min IQ er kun marginalt større end en appelsin.

Jeg er til minigolf. Ja faktisk er jeg til alt, hvad der er mini. Minigolf er til at gennemskue og overskue. Og alle huller kan du ramme fra midten af området. Det sagde hun også igår. 

Jeg er f.eks. også mere til minibyen i Varde end at vade byen tynd for at se en Matas og en forladt banegård. Eller Legoland, hvor man ved at træde ti skridt til venstre kan gå fra Mississippi til Sønderstrømfjord. Det er fandme smart. Endelig er minimajs da ekstremt mere appetitligt end at sidde og rulle en mega kolbe mod tænderne, mens der løber smør og rester af majsskal ned over ens bryst. 

Eneste der skal være maxi er wienerschnitzel og mængden af bacon i en morgenmadsbuffet!

Se også: Biltour18: Jeg fortrød allerede inden vi bakkede ud af indkørslen

Se også: Højere brændstofpriser gør bilferien dyrere

Se også: Her er de værste (og bedste) bilister på kør-selv-ferien

3 kommentarer
Vis kommentarer