Danmark ledes af symboler, signaler og kampagner

Radio24syv har fået en hovedrolle på grund af et nyt udbud. Foto: Ritzau Scanpix
Radio24syv har fået en hovedrolle på grund af et nyt udbud. Foto: Ritzau Scanpix

Jeppe Søe. Mediemand og foredragsholder, skriver om verden set fra provinsen

Forleden kom udbuddet på den ledige radiokanal, der lige nu huser radio Radio24syv. Alt er forandret - endnu en gang - og en succes må endnu en gang forandre sig, fordi politikere vil sende signaler. Dansk Folkeparti hoverer og jubler, kulturministeren forsøger kujonagtigt at sige, at alt er som før - og ellers er der ingen i Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti, der tør afsløre, at de ikke havde magten og modet til at bede DF klappe kaje. De skulle jo gerne stoppe den farlige flirt over midten mellem Tulle og Mette. Venstrefløjen fedtspiller tavst og vokser alene på tavsheden. Man kan i dagens Danmark vinde valg på at holde mund længe nok. Det burde være signal nok til politikerne, at vi holder mest af dem, der holder sig væk. 

Hvorfor Dansk Folkeparti ønsker at smadre en rentabel og stor succes, står hen i det uvisse. De forsøger at lefle for jyderne ved at flytte kanalen vestpå, men vi jyder er efterhånden trætte af at blive behandlet som syge patienter, der skal have nødhjælp. Radio24syv er faktisk et af de få danske medier, der sætter en ære i at benytte debattører fra hele landet. Bliver man ringet op af de andre om at komme i studiet, lægger de på, når man siger, at man er fra Aalborg. Endelig er radioens lyttere i stor stil netop jyder, der har nydt dette monopolbrud på taleradio. 

Man får ikke mere jysk radio ud af, at huset flytter til Thyregod. Det ved vi alle. Man kan bare se på DR, som får ufattelige summer for at dække hele Danmark. De har både redaktioner og bygninger spredt ud over hele landet, men samler det på P4 frem for at fylde hele sendefladen med national tilstedeværelse. Det kunne DF have tvunget dem til, men så havde vi råbt om armslængde. Derfor er det nemmere at smadre noget andet. TV2 fik i sin tid besked på at være vestpå samt oprette studier i alle regioner. Det skulle netop være hele landets nyheder. Da jeg arbejdede på en af TV2's regionale stationer, oplevede vi ofte, at TV2 i Odense kørte hele vejen til Nordjylland og stod side om side med vores kamera. Og i dag er TV2 mest i København. At flytte en bygning hjælper ikke en skid. Jeg tror, Dansk Folkeparti ved det - de trængte bare til at sende et signal. 

Der er gået politisk inflation i at forandre udbud eller ordninger hele tiden for netop at sende signaler. Det smadrer vores mulighed for at bygge ting op, som disse tiltag ellers gerne skulle give mulighed for. Jeg skal sent glemme, da Socialdemokratiet stod i spidsen for at skabe frie fagskoler. Fokus var her på de kloge hænder, der skulle klargøres til et liv i håndværkets tegn. Jeg sad i bestyrelsen på Halvorsminde Efterskole, hvor vi var helt enige i retningen og tog beslutningen om at bygge værksteder i vildskab for at favne denne nye politiske beslutning. Der gik ikke et år, så mere end halverede partiet tilskuddet, og bestyrelsen stod som et dådyr ramt af forlygter. Vi greb jo netop en politisk beslutning og fulgte de tanker, der var blevet lov. Og vupti, så fik politikerne andre lyster, og der stod vi tilbage og måtte fortsætte på helt forandrede vilkår. 

Jeg glemmer heller ikke, at regeringen talte om, at vi skal have plads i Danmark til 'dem, der kan og vil', og igangsatte en række tiltag, der skulle hjælpe dem udefra, der ville hjælpe Danmark - og få resten retur. En stor del af den opgave tog efterskolerne på sig - og det virkede. Vi sørgede for, at unge kom væk hjemmefra - ofte fra et miljø eller en familie, der fastholdt dem i en anden kultur - og vi lærte dem om Danmark og demokratisk dannelse. Alle rapporter viste, at vi var gode til opgaven. Ved dette års finanslov snuppede Dansk Folkeparti de ti millioner, der var sat af til opgaven, som politikerne før syntes, det var vigtigt at løse. Vi ved nu, at de skulle bruges til at få tre årlige lastbiler uden om Mariager, så der ikke vælter blomsterkrukker foran de kønne huse. Eller også er de gået til togskinner mod Billund, der endte med at forlænge rejsetiden i andre dele af Jylland. 

Alt sammen for at sende signaler. 

Vi bliver nødt til som borgere at vælge politikere, der forstår, at vi sådan set er nogle herude, som skal navigere i deres små, liderlige drømme om forandring. Når de åbner for en retning, er vi nogle, der arbejder med det. Skaber ud fra de tanker, der er sat i søen. Men hvis man som politiker hele tiden forandrer disse strømme, så ender det med, at vi ikke tør handle på dem. 

Hvorfor fanden skulle nogen dog byde på en taleradio, når vi ved, at politikerne næste gang vil bede om en radio, der sender sport fra Fyn, hækling fra Tønder eller måske igen taleradio fra København, når de opdager, at politikerne ikke længere kommer i Radio Thyregod.

For mig er lukningen af Radio24syv i sig selv en katastrofe, da vi her fik en værdig radio for meget rimelige penge, som formåede at udfordre P1 på indhold og blev populær. Alt er bygget op for skattekroner, men udstyret skal nu sælges som småt brændbart, og nogen nye skal betales for at bygge op et andet sted. 

Men det er også endnu et søm i kisten på borgernes tro på politikere. Vi har efterhånden givet op. Vi ved, at en politisk beslutning i dag primært handler om at ville sende et signal, styrke en kampagne, der er trykt på plakater allerede - eller symbolisere et eller andet gøgl, der kan stå på en Gajolpakke og snart ændres igen. Vi skal fandeme kunne regne med jer. Kan vi ikke det, begynder vi i stedet at regne med os selv og trække jer ud af ligningen. Jeg er trist over, at mange taler om 'Borgens tykke mure', da jeg kender mange politikere og ved, at de fleste rent faktisk forstår virkeligheden. De tør bare ikke følge virkeligheden, fordi den strider mod en planlagt valgkampagne fra et reklamebureau. 

Ansvaret ligger hos de mange politikere, der efterhånden mener, at symboler og valgkampagner er vigtigere end ideologi. Jeres strategiske vægelsind ødelægger stabilitet og virkelyst. Tag for fanden og tænk længere frem. Giv os nogle stabile løsninger og retninger, så vi har mulighed for at arbejde sammen om dem. Og lad være med at pille ved en succes, fordi I vil på forsiden af en avis. Der skal mere og mere til - og I handler, som om I er i panik over manglende omtale. Udlændinge taler alle de andre om nu, så må DF finde noget andet markant at stå for. Alle vil velfærd, hvilket udfordrer Socialdemokratiet. Alle vil miljø, hvilket udsletter Alternativet. 

De fleste partier opfører sig som medieliderlige realitystjerner, der går længere og længere for at blive hørt og er villige til at lade sig filme i en sprøjteorgasme for airtime. Problemet er, at borgerne ufrivilligt står i stråleregnen fra jeres perverse lege - og ender med at tage gule veste på, så vi ikke rammes af gylle, og begynder at handle på trods.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
11 kommentarer
Vis kommentarer