Så tvinges vi igen til at tage Alternativet seriøst, uden at baggrunden egentlig er til stede.
Uffe Elbæk er på alle mediers læber, fordi han i virkeligheden siger det samme som Morten Østergaard hos Radikale og Pernille Vermund i Nye Borgerlige. Han vil være kalif istedet for kaliffen - men tilføjer så, at mandaterne alternativt trækkes helt ud af ligningen.
Alternativet vil nærmest være som Schweiz, med mindre nogle vil give dem førertrøjen på, indenfor det smalle politiske standpunkt, som de står for. Alle medier - og stort set alle med bare en snert af politisk forståelse - mener, at partiet er lettere til grin. Alligevel bruger de spalteplads og kommentatorord i vildskab, så helt til grin er de åbenlyst ikke.
Alternativet har grebet dagsordenen i pressen og er nu igen synlige.
Jeg indleder med at sammenligne Elbæk med Trump. Og jeg mener det. Jeg husker, som var det i går, den nat, da det gik op for os at Donald Trump havde slået Hillary Clinton. At det embede, der kaldes verdens mest magtfulde, skulle bemandes af en mand, som flertallet herhjemme elskede at hade. Overraskelsen stod malet i ansigtet på danskerne den morgen. Hvordan kunne amerikanerne dog vælge sådan en mand? Hvad fanden er der sket i USA, siden det kunne gå så galt.
Jeg talte allerede den morgen helt modsat. Jeg var ikke et sekund overrasket over, at Trump satte sig i det ovale kontor. Slet ikke med tanke på netop Alternativet herhjemme. Trump forførte amerikanerne: Han sagde; 'jeg vil noget nyt', og amerikanerne tænkte, at det ville de også. Han sagde; 'medierne er nogle svin', og amerikanerne tænkte, at det syntes de også.
Trump sagde, han 'ville gøre Amerika stort igen', og befolkningen var enige i, at det ville være helt på sin plads. Langsomt mente befolkningen, at Trump sagde alt det, de selv gik og sagde - uden at gennemskue, at han ikke sagde ret meget.
Ved seneste valg fik vi Alternativet ind. Jeg mindes valgkampen, som var det i går. Uanset hvilket spørgsmål man fra pressens side stillede Elbæk og hans tropper, var svaret konstant, at de 'havde nedsat en gruppe, der arbejdede med at finde ud af, hvad partiet mente om den sag'. Og sådan fortsatte det charmerende og sjovt i alle udsendelser, hvor de hele tiden sagde at 'de ville noget nyt' og at 'medierne måtte forstå de var ikke som det medierne normalt dækkede'. Og vi kunne selv se det, da Jytte Abildstrøm spillede harmonika i et valgprogram. Nyt var det sørme.
Der er ikke skyggen af forskel på Trumps måde og Alternativets måde at føre valgkamp på. De fik ni mandater for at sige, at de endnu ikke vidste, hvad de skulle sige. Det er selvovervurderende udover alle grænser som dansker at spille overrasket over det amerikanske folks valg, når vi selv som folk gav et parti samme rolle i fire år, baseret på samme taktik.
Nu er det efterhånden gået op for flere og flere, hvad partiet mener, og målingerne spår dem et svært valg. Euforien er væk, og der kræves nu mere end harmonika og grønne strutskørter for at nå i mål.
Partiet HAR faktisk en politik og har haft stærke synspunkter gennem valgperioden, som de med sikkerhed kunne have kørt valgkamp på. Om det er fordi, de frygter ikke at være gode nok til at fremføre egne resultater, eller om Uffe tilsidesætter de af partiets folkevalgte, der reelt har politiske svar, ved jeg ikke. Men jeg konstaterer, at Uffe Elbæk nu selv spiller på harmonikaen med en schweizisk neutralitet og i mange borgeres øjne udskriver sig selv af det seriøse politiske spil. De prøver igen at gå til valg på et komisk provokerende særkende, fremfor at gå til valg på de holdninger, som partiet ellers efterhånden har fået talt sig frem til.
Jeg underkender ikke, at Alternativet har gjort en forskel. Det synes jeg faktisk, de har - præcist som Jacob Haugaard gjorde en forskel engang. De har provokeret, de har insisteret - og så har de danset lidt imens og vist lidt tissemænd og et selvlysende miljøskadeligt Å. De har hele tiden fastholdt en ny retning, en ny debatform - som de næsten selv har holdt - og de har på nogle enkelte områder haft stærke holdninger i emner, der førhen ikke var på forsiden.
Respekt for det, men der kræves mere af politik. Man skal også være realist! De mest sekteriske alternativister vil sikkert påstå, at det er ekstremt realistisk at vores kommende statsminister er med grønt skørt og harmonika - og dermed er vi tilbage ved seneste valgkamp og må spørge os selv, som amerikanerne sikkert også spørger sig selv: laver vi samme fejl to gange? Om I synger det til harmonikamusik eller danser nogle svar, er jeg ligeglad med, men vi må da kræve konkrete svar og få dem denne gang.
Jeg elsker frihed til forskellighed. Alternativet må gøre præcist som de lyster - og folk må stemme på deres neutrale mandater i vildskab. Men så skal vi stoppe med at håne amerikanerne for deres besynderlige valg samtidig.
