Fremmedhadet er uforandret - det er bare fordelt på tre partier

Billede fra Blågårds Plads på Nørrebro i København, da en Rasmus Paludan-happening førte til uroligheder. Foto: Rasmus Flindt
Billede fra Blågårds Plads på Nørrebro i København, da en Rasmus Paludan-happening førte til uroligheder. Foto: Rasmus Flindt

Jeppe Søe. Mediemand og foredragsholder, skriver om verden set fra provinsen

Med ankomsten af Rasmus Paludan blev både sociale og etablerede medier oversvømmet af en følelse af magtesløshed på den ene side - og sejrsfølelse på den anden.

Venligbo-segmentet trak i arbejdstøjet med store ord om et eksploderende had mod muslimer og tegner billedet af et nynazistisk land. På den anden side står dem, der er kritiske overfor indvandringen og føler, at der måske nu for første gang bliver lyttet til deres stemme. 

Ingen af dem har ret. 97% af danskerne bakker ikke op om Paludan. At det er så småt og ligegyldigt mærker man ikke på interessen. 

Ved seneste valg var der kun eet parti man kunne stemme på, hvis man ønskede de såkaldt fremmede på porten. Dansk Folkeparti fik 21,1 procent af stemmerne. Med andre ord synes hver femte stemmeberettigede at der måtte gøres noget drastigt. Seneste måling viser, at DF, Nye Borgerlige og Stram Kurs tilsammen får 21,4 procent af stemmerne.

Med andre ord præcist det samme som sidst - endda med statistisk usikkerhed. 

Det eneste nye er, at de har fordelt sig på tre forskellige grundsyn på metoden. 12 procent ønsker en politisk stopklods, der hele tiden har som mål at begrænse nytilstrømning og har til formål at spare, hvor man kan, på befolkningsgruppen. 6 procent ønsker en hårdere retorik end det, og et parti, der har det som udgangspunkt uden samtidig at være socialdemokrater - og endelig 3 procent, der nærmest er klar til at erklære åben krig. 

De tre grupper har Dansk Folkeparti skullet rumme. Der har i partiet gentagne gange været udmeldinger fra enkeltpersoner, som har været som Paludans. Krarup og Langballe har ikke lagt fingre imellem - og nogle blev tidligere dømt for at sige, at 'muhammedanere yngler som rotter'.

Engang var den slags ord en stor del af partiet, men i de senere år har man målrettet arbejdet med at blive stuerene og dermed som midtersøgende udstødt alle, på de yderste fløje. 

Toppen har sat mange på plads, hvis de ytrede det, som man engang havde som fundament. Thulesen-Dahl kører en ny stil, endda med forsøg på samleje med Mette Frederiksen, der flirtede i vildskab - men der kom ikke rigtigt et skriftligt samtykke. 

Tidligere var der Fremskridtpartiet, Fælles Kurs og andre stiklinger til at samle op. Men ønsket om at have langt større fokus på tilstrømningen er konstant - og hvor skal man så gå hen, hvis det parti, man mente kæmpede for ens sager, er forandret? Der var et hul i det politiske marked i det sekund, DF og S startede deres swingerklub. 

Måske tiden, hvor uenigheder samledes i partier og fandt fælles fodslag, er forbi. De store favnende partier snart fortid? Ligesom DF nu er splittet op, ser vi feks også Venstre, der rummer både Jan E. Jørgensen og Inger Støjberg. Socialdemokraterne skulle rumme både Corydon og Rosenkrantz-Theil. Enhedslisten kan ikke ubetinget tage afstand fra autonome, da de jo også er et sammenrend af utallige forskellige fraktioner, der skal enes. Skipper skal derfor tale for alle, både hippier og autonome, der hælder maling på statsministeren. 

Når uenigheden i disse partier kommer ud, er pressen hurtige til at skrive om fløjkrig, splittelse og interne kampe. Mens der jo egentlig bare er tale om sund samtale, der skal findes fælles fodslag - eller et kompromis. En samtale der er ekstremt sund for alle, men er helt glemt. Når noget sker, forlanger dele af et parti at formanden skal gå ud og tage afstand eller bakke op - men formanden skal jo netop samle og derfor er tvunget til at tage hensyn til hele partiet. Dermed bliver udmeldingen vag. 

Viser splittelsen af DF til tre partier, at den tid langsomt er ved at være forbi?

Politik i dag er alt for sort og hvid. Populistiske aktioner og spektakulære udmeldinger spiller en større rolle i den politiske dækning, fordi danskerne i høj grad ikke gider politik eller politikere længere. Partierne er blevet ligeså strategiske som Coca Cola kampagner. 

Nogle melder noget ud, andre angriber, og dem, der meldte ud, forsvarer sig. Den stærkeste retoriker overlever. Nogle skifter parti, fordi formanden siger noget efter en begravelse af terror-ofre, andre fordi en formand er med i en quiz på DR2. Nogle forføres af en provo med engangsgrill - men sker disse skift mon på grund af indsigt i partiets fundament? Er det på baggrund af fordybelse eller nuanceret politisk forståelse - eller på fornemmelser?

Et demokrati, der styres af borgernes øjebliks-fornemmelser, er ikke holdbart. De skifter jo igen, når den modsatte blok er med i Vild med dans. Det giver ikke stabilitet - og det giver magten til den del af journalistikken, der hellere fortæller om provokationer end giver baggrund. 

Jeg har selv et stærkt ståsted, som jeg altid taler udfra. Jeg kæmper også for mine standpunkter - og står gerne alene. 

Jeg er sort og hvid, men jeg lever også med, at mine holdninger til sidst bliver del af en mellemvej, som flest kan nikke til. Mellemvejen er en omfartsvej, der tager tid at asfaltere, men den er en sund retning at køre mod målet på. 

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
90 kommentarer
Vis kommentarer