'Jeg tror godt, DR kan klare sig for 3 milliarder'

Jeppe Søe. Mediemand og foredragsholder, skriver om verden set fra provinsen

Så kom medieforliget. Der er både gode takter og ting, som virker besynderlige. Først og fremmest har to ting fået fokus:

Besparelse på DR og besparelse og flytning af 24/7.

Besparelsen i DR kunne de fleste have forudset i årevis. Det er sket overalt i verden på statslige medier - og nu sker det også her. Ledelsen på DR svarer, at det vil koste public service. Det tror jeg ikke på. Det vil selvfølgelig koste programmer, men de får også kun fire kanaler at fylde.

Er svaret virkelig at DR vil spare på den del af produktionen, der er public service? I så fald har ledelsen ikke forstået husets opgave. Der kan spares på programmer, som de andre kunne lave kommercielt. Lukningen af x-Factor er et godt eksempel. Den besparelse tog TV2 med det samme op, og programmet fortsætter dermed uden brug af vores licensmidler.

Derudover kan man selvfølgelig spare her og der i huset. I administrationen, analyseafdelingen, lobbyafdelingen og andre steder. Man kan spare lidt på produktionerne og vende tilbage fra form til fokus på indholdet.

Jeg nævnte i debatten på DR2, om ikke man kan lave en debatudsendelse med 3 kameramænd fremfor 5. Og hvorfor ikke udvide til 2 timer, nu hvor alle er mødt op alligevel? Måske man endda fik tid til fordybelse. Og hvorfor sende aftenshowet fra en adresse på Rådhuspladsen, når de har et stort mediehus på Amager?

En masse af disse småting må ledelsen nu se på. Jeg tror, det kan gøres uden forringelser. Nævn mig et eneste privat mediehus i Danmark, der ikke har været igennem en enorm spareøvelse og har måtte genopfinde sig selv? De eneste jeg kan komme på er DR. Statsradiofonien må tale med de andre om, hvordan de gjorde for 10 år siden og stadig kæmper dagligt.

Vi må aldrig ende som youtube. Så hellere lukke DR helt. På youtube sidder der mennesker og taler ind i en telefon og høster flere seere end mediehusene kan præstere. Det er åbenbart det nye sort. Men youtube er primært dansk indhold uden indhold! Uanset om vi gav DR 20 milliarder, kunne vi ikke gå op imod disse nye tendenser og vinde.

Men vi kan skabe et alternativ - og fokusere på netop indhold fremfor form.

Der er grundlæggende to ting, der koster penge, når man skal lave fjernsyn. Der er indholdet, skabt af journalister, som laver research og tilrettelægger udsendelserne, og der er formen, som handler om, hvorvidt man skruer helt op for antal kameraer, sender grand prix fra en ombygget lagerhal eller bruger 8 millioner på en x-Factor dommer.

Jeg mener vi skal spare på sidstnævnte kategori og skabe samme udsendelser og samme indhold med en smule mindre lækkerhed.

I en verden med 16-årige, der sidder på youtube og roser en eller anden mascara, de får penge for at rose, er modspillet netop at fylde viden på folket. Styrke folkeoplysningen, samtalen, debatten og måske spare lidt på alt det, som er en kopi af de kommercielle stationers indhold.

Når Højlunds forsamlingshus kunne skabe god debat med tre kameraer, må Clement også kunne. Jagten på seertal har ødelagt meget og den jagt må afblæses. Det er politikernes ansvar.

Da DR2 begyndte, skulle det være en smal kanal. Men da seertallene var få, og debatten derfor kredsede om licens, krævede politikerne flere seere. Hvis regeringen vil spare, må de også sætte huset fri! Jeg tror godt, DR kan klare sig for 3 milliarder!

Hvad angår 24/7, tror jeg ikke, der skabes en bedre balance mellem landsdelene ved at flytte dem til Århus. Det er som om politikernes svar på sammenhæng lige nu, er at ringe til 3x34 og flytte til Jylland. Radio 24/7 er en succes og modsat mange andre har de i nærmest alle udsendelser folk med fra hele landet på telefonen.

Der er ikke brug for flyttevogne i danske medier. Der er brug for en holdningsændring. Debatten om flytningen har fået forfærdelige udtalelser frem, hvor nogle har sagt, a en flytning til Jylland vil ødelægge alt, fordi de dygtige journalister ikke vil flytte med.

Som om der ikke er dygtige folk i Jylland. Det er der. Og dem skal alle stationer selvfølgelig tage ind. Der er universiteter med gode debattører og forskere, som vi hører for lidt fra, fordi det er nemmere at tage en taxa fra Østerbro til Ørestaden. TV2 og DR har huse i hele landet, uden at det i virkeligheden skaber bedre balance på deres nationale flade.

Den forandring er vi mange i resten af Danmark, der venter på. Flytningen bør skrottes - mens besparelserne har en vis rimelighed indbygget: Radio 24/7 beviser dagligt at man kan skabe god taleradio for meget få penge. Men når der åbnes for reklamer på radio og podcast, skal beløbet selvfølgelig ned, da de så er i konkurrence med os andre om få reklamekroner.

Mærkeligt nok har public service puljen og den nye mulighed for, at producenter kan benytte DRs app til distribution, ikke fået den store taletid. Nok fordi medierne er rystede over sparekrav.

Det er aldrig rart at spare, men det er naivt at sidde på sit medie og beskrive besparelser på alle områder i samfundet og så ikke tro, at det også gælder ens egen støtte.

Samfundet sparer her og der og alle vegne. Borgerne mærker det på rigtigt mange områder. Endda på områder, der handler om sårbare mennesker, velfærd, skole og sundhedssystem. Nu er turen kommet til en lille besparelse på medierne - og så går medierne amok. Jeg tror såmænd nok de skal klare sig og omstille sig til den virkelighed de nu tilbydes.

Det gør vi andre udenfor glashusene hver eneste dag, også de steder hvor det er hårdt.

Medierne er vigtige. De er noget af det vigtigste vi har. Uden dem kan vi ikke holde øje med magten og uden dem, ingen folkeoplysning. Den erkendelse har for nogle mediehuse været en sovepude. 'Ingen rører da ved os, vi er jo medierne'. Og nu, hvor regeringen sætter en streg i sandet, hører man straks, at det enten er et politisk korstog mod røde eller blå medier, det er en straffeaktion eller noget helt tredie.

Jeg forsøger altid at flyve et par meter op over sådan en debat. Jeg mener godt, der kan spares, uden at det koster public service. Men jeg er bekymret for, at DR har en ledelse, der omgående konstaterer, at det er der, DR vil skulle spare. Den retorik har virket før, men tiden er løbet fra den.

Virkeligheden har overhalet forlængst. Lad medarbejderne i DR opfinde nye formater, lad dem finde nye og billigere former for produktion, der sikrer os samme indhold. DR har nogle af landets dygtigste tv-snedkere, som kan sikre, at vi skaber et stærkt alternativ til de 16-årige med mobiltelefonen på youtube. Det er på høje tid - og forhåbentlig ikke allerede for sent.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
20 kommentarer
Vis kommentarer

Seneste Opinionen

Mest læste Opinionen