Jeppe Søe: Vi går i takt - men ved ikke hvorhen. Det ved kun et regneark

Kåre Mølbak fra Statens Serum Institut. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Kåre Mølbak fra Statens Serum Institut. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Jeppe Søe. Mediemand og foredragsholder, skriver om verden set fra provinsen

Jeg er ikke mandagstræner. Jeg forsøger ikke at påstå, at jeg forstår mig på virus og smittespredning.

Jeg har ikke foreslået c-vitamin eller påstået, at 5G eller frimurerne står bag.

Det eneste jeg kan byde på er, som mange andre, en mavefornemmelse! Og den skriger som sjældent før.

Normalt lytter jeg ikke til min mave, med mindre den råber om bøfsandwich med sovs. Verden må ikke styres af fornemmelser.

Men den råbte, da vi solgte en vaccinefabrik. Den råbte, da vi solgte dele af Dong. Den har råbt flere gange, hvor jeg i det berømte lys fra bagklogskaben måske burde have lyttet. 

Der er ganske enkelt nogle ting, jeg som lægmand ikke kan få til at passe.

Pressemøde efter pressemøde har jeg lyttet intenst efter nyt.

De fleste har været renset for nyheder, men har i stedet talt om fællesskab, om at det hele er hårdt og at Mette forstår hvis vi synes det hele er svært.

Jeg HAR nu forstået, at hun forstår os. Men jeg forstår stadig ikke ret meget. 

At lukke et land er møg-nemt. Man tager en taleskriver og finder nogle svulstige ord frem. Man taler om alvoren og siger 'bliv hjemme' med en stemme, ingen tidligere har hørt fra Statsministeriet.

Frygten gør, at borgerne adlyder. At partierne dropper al modstand, så man frit kan holde folk hjemme. Så nemt er det. 

Men at åbne et land på ny er svært.  Så svært, at man helst ikke må gøre det selv.

Vi lever jo i et folkestyre, hvor forskellige holdninger er stemt ind på tinge af forskellige borgeres grundholdninger.

Det er voldsomt irriterende for politikere, at andre ikke kan se det samme lys, som man selv kan - men det er hele ideen med demokratiet. 

Når man har lukket alt ned og skal genstarte, skal man derfor sørge for, at alle holdninger er med ved bordet. Ikke fordi der skal opnås enighed, men fordi forskellighed gør stærkt. Ellers risikerer vi at åbne et socialdemokratisk samfund. Det vil kun 1/4 af danskerne. 

FØRSTE ÅBNING: BØRNENE. Af flere gange har vi nu fået ros af mor. Hun siger, at vi opfører os helt fantastisk. Og at vi vil få en is.

Vi blev jubelglade til vi hørte, at det var vores børn der skulle sendes i krig som de første. Små børn?

De slikker hinanden på kinderne og snotter i de andres madpakker til hverdag - og for dem er to meters afstand præcis det, der svarer til at kunne nå de andres fedtede legetøj.

Derfra tager de så hjem til alle os, der endnu ikke må være sammen. Os, der lever i isolation med vores webcam og passer på. 

Vi efterlyste en strategi. Vi kunne simpelthen ikke fatte, at man i tre uger end ikke kunne arrangere en legeaftale - men lige efter påske skulle børnene afsted til skoler med langt over ti personer, som vi andre ville få bøder for at være iblandt. 

Vil I have, vi skal vil at smittes, spurgte vi. Og hvad med os, der har alderen til at dø af det, eller har corona, skal vi sende børnene afsted?

Ja, sagde den ene. Nej, sagde den anden. Det giver fravær, sagde en tredie.

Og hvis man som far bad dem komme med nogle klare informationer, inden man brød familiens karantæne, blev man kaldt curlingfar og sågar idiot. 

Børnene kom i skole. Først om nogle uger ved vi, om det var en god ide. Vi stoler på regnemodeller. Det går jo altid godt med sådan nogle. 

ANDEN ÅBNING: NU SKAL VI KLIPPES! I påsken kom et nyt pressemøde. Vi havde igen været dygtige, brugte Mette en halv time på at fastslå.

Så nu kunne der åbnes mere. Om myndighederne vil. Og hun ville endda tale med de andre på tinge.  Nu kan vi så tage til frisør, mens børnene slikker på hinanden.

Vi kan få en massage, blive dømt til fængsel og komme til psykolog. Vi har hele tiden kunne handle i Bauhaus og Bilka, men kan ikke gå i storcenter eller Magasin.

Jeg kan sidde 20 centimeter fra en kørelærer, men må ikke drikke en kop kaffe med ham udenfor på en cafe med god afstand. Det må jeg godt på Molslinjen. Indenfor endda. 

Os der holder foredrag har mistet et halvt års omsætning - og da forsamlinger er aflyst helt til september, er der ingen, der booker foredrag lige nu.

Vi kan nemlig ikke få at vide, hvor stor en forsamling er. At det gælder 70.000 mennesker til musikfestival er klart - men gælder det også 150 mennesker til et foredrag eller en koncert med Mathilde Falch på en pløjemark udenfor Skjern?

Ingen vil svare... så jeg holder stadig foredrag over Skype.

Jeg er i bestyrelsen for landets efterskoler. 30.000 unge mennesker og 6000 ansatte vil gerne hjem på deres skoler.

Det er jo deres hjem for et år - og de savner hinanden.

Vi kan gå i karantæne på skolen i ugevis - mens de små render frem og tilbage til og fra folkeskolen. Vi kan forklare eleverne, at de skal sidde på en anden måde - og de vil gøre det, fordi de ønsker de sidste uger sammen inden skoleåret og opholdet er forbi - koste hvad det næsten vil.

Men nu er de så af seruminstituttet kommet i bås med superspredere. Selvom efterskoleelever ikke slikker på hinanden. Særlig tit i hvertfald. 

TREDJE ÅBNING: AFLYST. Der er utallige der gerne vil i gang med deres liv eller erhverv - i dyb respekt for corona og derfor med afstand og omtanke.

Det må man ikke. Det siger vores egentlige leder Kåre Mølbak. Det er ham og hans regneark alle politikere lytter til.

Og det er der min mave pludselig begynder at tvivle. 

Kåre synes nemlig ikke, vi har været særlig dygtige i påsken.

Vi har simpelthen været total ulydige, fornemmer han. Og når de uvorne danskere skrives ind i hans excelark, betyder det død og ødelæggelse lige om lidt. Så vi kan kun blive klippet - that's it. 

Hvordan ved Kåre, at vi har været uvorne i påsken? Det skal jo gerne bygge på evidens og videnskab?

Det ved han, blandt andet, fordi der er lavet en samtale med 500 danskere af meningsmålingsinstituttet Epinion.

Der læste Kåre i tabellerne, at de 500 undersøgte danskere ikke havde sat kryds i håndsprit ligeså meget som i ugen før.

Helt ærligt... Epinion? Regneark? 500 målte personer?

Jeg vil gerne ledes af ansvarlige politikere. Jeg tror også på, at vi nok er i nogenlunde gode hænder ved at lytte til den såkaldte fagkundskab. Jeg vil endda helst have, at de har sidste ord - hvis de da ikke er i tvivl.

Men jeg vil ikke et sekund acceptere et kolossalt nationalt tab, et efterslæb i flere år, medmenneskelig ensomhed og lignende på baggrund af et firma, der før har lavet elendige målinger. 

Det var Epinion der i 2013 kom med verdens mest misvisende exitpoll til kommunalvalget - og nu er det dem, der fortæller Kåre, at vi danskere var nogle værre uartige børn hele påsken og har ændret holdning til den håndsprit, der er mangel på. Derfor skal vi straffes nu.

Og får ikke rigtigt den is, som Mette lovede os.  De ved det ikke, fordi vi ikke tester nok for corona.

Først skulle vi op på 5000 daglige tests, men så behøvedes det ikke. Måske fordi man måler det ved Epinion eller med en app, der ikke virker på den telefon 60% af danskerne har.

Ekstra Bladet beretter om sygehuse og plejehjem med stor smitte, men kurven er slet ikke som regnearkene forudså oprindeligt. Men ved vi så, om de regneark er rigtige nu, når de tog fejl for et par uger siden?

Fredag aften kom udvidelsen af forsamlingsforbuddet. Ikke på et pressemøde, fordi disse nu er forbeholdt godt nyt - men bare som en breaking. Vi må ikke se mere end 10 mennesker før til maj.

Børnene må slikke på flere hundrede og komme hjem til os, der så tager på arbejde.  Vi adlyder stadig. Også selvom nogle få havde sat et flueben forkert hos Epinion. Men vi efterlyser en retning. En strategi. En mening med det hele.

Spørger man om den på sociale medier, bliver man lynchet fordi man bare bør lytte til både ham Kåre eller ham der klipper sig selv og Mette.

Journalister får hug for at stille spørgsmål - som ellers er selve ideen med journalistik. Løkke må ikke mene noget, fordi han har erfaring som politiker. Og alle andre er mandagstrænere, der skal lære at gå i takt.

Jeg insisterer på at stille spørgsmål, mens jeg adlyder. Jeg går gerne i takt. Men jeg vil vide, hvor vi går hen. Ellers går det ikke.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
62 kommentarer
Vis kommentarer

Seneste Opinionen

Mest læste Opinionen