Kan man strejke sig til bedre medborgere?

Jeppe Søe. Mediemand og foredragsholder, skriver om verden set fra provinsen

Jeg sidder i et tog fra DSB, som jeg håber har retning mod Aalborg. Toget er over en time forsinket allerede fra hovedbanen, fordi en person tragisk er blevet ramt af et tog, og der derfor var lukket helt ned på alle strækninger.

Konduktøren har lige tjekket min billet og beklagede det bedste, hun kunne, næsten som en underdanig hund, der nærmest krøb ned ad gangen fra passager til passager. Jeg svarede hende, at hun da ikke kan gøre for det, og at 'det er, hvad der sker. Der er værre ting i verden end en forsinkelse'.

Det blik jeg fik fra hende var overraskende. Hun takkede mig mange gange, nærmest som om hun var taget til nåde og frikendt for en dødsstraf i retten. 'Tusind tak, det er du den eneste, der synes, lige nu,' sagde hun.

Den sad jeg med en times tid. Ved Slagelse gik jeg ud til hende i det lille intermistiske kontor på gangen. Jeg ville virkelig gerne forstå, om folk har mistet forståelsen for en ansat i DSB og en mand, der lige nu er i en dødskamp på hospitalet efter et uheld på en station.

Folk var vrede og havde skældt ud. De havde brokket sig over, at det kunne tage en time at rydde op efter et uheld. Og mange havde også fortalt om alt det, de nu ikke kunne nå. Det virker utroligt på mig. Familien til ham på skinnerne havde måske også andre planer i dag, men vi er de vigtige folk. Vi skal fremad. Han kunne jo bare ha stået mere fast.

Lad det være sagt med det samme: Jeg er også vred på DSB og brokker mig gerne. Det er for mig en nærmest grotesk virkelighed, at de ikke kan finde ud af, at der kommer sne om vinteren, og at spor udvider sig om sommeren. Hvad undskyldningerne er alle andre dage kan og vil jeg efterhånden ikke gætte på.

Der er noget fuldstændig galt hos DSB, og der er forsinkelser så ofte, at jeg personligt har fravalgt muligheden for at benytte offentlig transport i Danmark, hvis jeg skal noget, når jeg kommer frem. Man kan ganske enkelt ikke regne med køreplanen.

De fleste, der har noget, de skal på destinationen, vælger to timers ekstra spildtid for at være sikker. Og selv på den måde har jeg været tvunget til at stå af et tog i Vejle og køre i taxa til Odense for at nå et foredrag.

Men selvom jeg ofte har siddet og bidt mig i læben, inden jeg valgte at tage bilen rundt i Danmark for at kunne stole på noget, så har jeg ALDRIG brokket mig til 'manden på gulvet'.

Det er for mig helt grotesk, at vi som folk kaster os frådende over den første og bedste med firmaets logo på, når vi er vrede på en dårlig ledelse eller strategi fra samfundet eller topcheferne. Det gør vi med turguiden på ferien, P-vagten på gaden, ekspedienten i Imerco, der har solgt den sidste kählervase og konduktøren på toget, der kort må sætte sig og sunde sig, i buret med glasdør.

Jeg er sikker på, at disse ansatte har et indre liv, er kloge og skønne som alle os andre og kompetente. Men jeg tror ikke man kan beskylde konduktøren for køreplanen, P-vagter for en pengeliderlig afgift eller turguiden for, at flyets afgang er påvirket af et ekstra sikkerhedscheck.

Jeg har heller aldrig oplevet, at råberi har fået en konduktør til at sørge for, at toget pludselig kan køre 350 km/t og nå Aalborg inden aftensmaden. Så hvad er det værd? Hvad fanden bilder vi os ind?

Med nogle års mellemrum går vi pludselig vildt op i samfundets klassetrin, når der er overenskomstforhandlinger. Nogle står med faner, nogle skifter profilbillede i sympati med den ene eller den anden part. Nogle bliver hjemme fra arbejde, andre må ikke tage afsted.

Der tales om respekt for de andres arbejdsindsats, om sammenhængskraft og alt muligt andet, der lyder som det rene bulshit på intercitytoget denne onsdag, hvor en samlet flok lige har trådt på en sikkert lavtlønnet kvinde, der går rundt og undskylder, som hun sikkert har gjort mange gange før hos DSB.

Hun undskylder igen og igen, fordi vi netop lader vreden gå til hende i toget, fremfor at skrive til ledelsen, når vi er kommet hjem. Men så er vores raseri jo glemt. Vi har afreageret. Vi er kommet videre.

Det håber jeg også hun kan, når hun kommer hjem til sin familie. Jeg ved ikke, om hun bør have mere i løn. Men hun fortjener bedre medborgere. Hun fortjener et bedre fælleskab mellem os alle. Kan man mon strejke sig til det?

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
8 kommentarer
Vis kommentarer