Lad os finde sammen i 2019

Jeppe Søe. Mediemand og foredragsholder, skriver om verden set fra provinsen

2018 var et vildt år. Der er ikke grænser for, hvor meget vi fik forærende.

Insight landede på mars, men druknede i efterdønninger på Niko Grünfeldts kontor. Børnene landede i Tilted Towers som 1 af 100 og pløkkede på Breivik-maner i Fortnite, mens vi ældre gik på gaden. Enten i gule veste sydpå, eller i den demonstration Jonathan Spang ikke måtte holde for Danmarks Radio. Der er grænser for satire.

Danske Bank blev afsløret i at have vasket næsten ligeså mange penge som SKAT har givet væk, Britta havde taget resten, som DR ellers godt kunne have brugt. Danmark stillede med amatører i en landskamp, mens solen bagte over Danmark i en grad, så vi begyndte at holde virkelig meget af den globale opvarmning. 

Trump mødtes med Kim Jong-un, og det kom der et Tweet ud af. Kronprinsen foragte at løbe fra sine 50 år - men blev overhalet af befolkningen på grund af en skade. Farmand Henrik takkede af på helt egen maner, og ubåds-Madsen fik vi bag lås og slå, hvor han burde glemmes på en støvet hylde, men psykopater er godt stof - så vi klør på i pressen 'lundin-style' når en fængelsvagt allerede falder for hans charmerende væsen.

Vi fik virkelig meget i 2018. 

Vi mistede også. Andersen og Larsen. Benny og Kim. Selvfølgelig mange flere, men de to har haft størst indflydelse på min hjerne gennem årene med deres simple enkle rim, deres insisterende tro på at et lille sprogområde skal dyrkes i egen juice. Og fælles for dem var, at de hadede at blive kaldt nationalhelte. Men det var de. Punktum. 

Vi mistede også sammenholdet mere end før. Det har langsomt været på retur. Vi ser os som dem og os. Ikke kun på indvandring, men i hele vores sort hvide tilgang til hverdagen. Enten er du veganer, eller også er du morder. Enten er du til en ung blond pige, eller også er du ekskluderende. Enten er du kristen eller også er du forkert. 

Det er så uendelig trist. 

Vi er i et samfund - som jo betyder, at vi har fundet sammen her på den lille plet, vi kalder Danmark. I al vor forskellighed har vi valgt hinanden. Jeg vil skide på hvad du æder eller om du står ved et æbletræ og venter på, at æblerne selv giver slip på livet og falder til jorden - fordi det er mord at plukke dem. Jeg vil skide på, om du vil synge med på mine sange og hvilken ånd du mener har skabt jorden. 

Tænk, hvis du også ville skide på, hvad jeg tror på - og vælge at mødes med mig om alt det, vi nemt kan være fælles om på trods. Hvis du ikke vil fællesskabet, kan du så ikke gøre os alle den tjeneste at lukke dig inde et sted i en glasklokke, hvor du ikke forstyrrer vores sammenhold? Det gælder både, hvis du venter på æblefald, fremstiller bomber eller starter krænkelses-shitstorms om fætter BR-mærker. 

Jeg synes forskellighed er spændende. Jeg elsker at se på og at tale med folk, der ikke er som mig. Faktisk foretrækker jeg det. Aftener med folk, der er som mig, ender bare med, at vi sidder og nikker af alt det, hinanden siger - mens en aften i forskellighed ender i spændende samtaler, hvor vi alle kommer stærkere ud, end da vi kom. 

Lad 2019 blive året, hvor vi nærmer os dem, vi er fjernest fra, en smule mere. Springer ud i det og spørger 'Hvem er du egentlig', fremfor at angribe allerede på afstand og ende med at gå en bue udenom hinanden. 

Alt er jo ikke sort og hvidt. Jeg erkender, det er nemmest sådan, fordi man ret hurtigt kan blive del af en abeflok ved at springe på deres krænkelse eller ide. Men kunne vi ikke være en smule mere kedelige og vælge en mellemvej, hvor vi først tager stilling til sager, når vi har hørt en smule mere end en overskrift? Enhver ved jo forhåbentlig, at overskrifterne er skåret skarpt for at sælge en avis eller få et klik - så hvorfor bringe dem videre? Er man så ikke selv et overfladisk menneske? 

Utallige gange ser jeg debatter på facebook, hvor hele tråden er i voldsomt skænderi over en delt artikel - men hvor det er ret tydeligt, at ingen har læst den. Overskrift og de første par afsnit er eneste der nås i den travle hverdag, inden man mener, man er klog nok til at give den gas med egen mening til virkeligheden. Det er dog altid sådan i artikler, at forbeholdet for historien - eller forsvaret fra offeret - står til sidst. Så de nuancer kommer aldrig med i debatten.

Det er synd for vores sammenhængskraft, at vi kun debatterer den halve sandhed. Især fordi den halve sandhed jo reelt er en løgn. 

Der er også en masse vi ikke må debattere. Hvis vi gør, er fanden løs. Vi må helst ikke kritisere #metoo, fordi så hader vi kvinder og har sikkert selv pillet ved en uvillig numse i s-toget. Vi må ikke kritisere den del af de fremmede, der vælger os helt fra og lever uden hensyn til det sted, de er landet, for så er vi racister og nye borgerlige og har hvide hætter på hovedet.

Det er heller ikke i orden at mene, at dansk landbrug er blandt verdens dygtigste, for så er man klimafornægter og får alternativet på nakken. Det er no-go at mene, at topskatten får de rige til at forsvinde fra Danmark - og at det ville være katastrofalt, fordi de jo betaler store summer for os andre. Så er man et rigt svin, der bare vil træde på de fattige. Og hvis man mener sikkerhedsnettet skal være solidt for de der falder igennem samfundets trædemølle, er man et socialistisk dovendyr, der slet ikke forstår kapitalismens gode. 

Jeg elsker at debattere. Også de ting jeg får tæsk for. Hvis jeg har en holdning, så siger jeg den da. Og skulle en masse hade mig for det, er det da deres valg. Jeg kan ikke være mindre ligeglad - da had er sådan en barnlig reaktion på andres holdninger, at jeg slet ikke gider samle på den slags idioter i min verden. 

Jeg havde et nært venskab med den folkekære Poul Bundgaard. Da jeg oplevede den første forside om mig som studievært gik jeg helt ned og skulle samme aften til middag med Poul. Han sagde: 'Jeppe, du skal vænne dig til, at kun halvdelen vil kunne lide dig'. Det synes jeg ikke var den store trøst, men så tilføjede han: 'det er 2,5 millioner, der synes om dig. Det kan man sgu godt leve med'. Og det gør jeg så. 

Vi skal turde stå ved, hvad vi mener. Sad vi til et sølvbryllup for 10 år siden, sagde vi måske: 'Hold da op ham Uffe Elbæk er en klovn'. I dag er vi så usikre på andres reaktioner, at vi i stedet siger: 'Hvad synes i ellers om ham der Uffe Elbæk'. På den måde stikker vi lige en finger i jorden for at være sikre på, at vi ikke dømmes ude. Vi tjekker lige hvad de andre mener, før vi selv giver den gas. 

I 2019 vil jeg fortsat være ham, der ikke stikker fingeren i jorden og målretter mine holdninger til en abeflok. Så vil kun halvdelen kunne lide mig. Det er mere end nok. Og jeg kan så håbe på, som denne lille nytårstale forsøger at plante i mulden, at dem der hader ikke løber vrede væk - men bliver og tager en debat. Lad os dog tale om det. Finde sammen. I samfundet vi kalder Danmark. 

Sidst men ikke mindst: TAK til alle jer der i årets løb har blandet jer i stort og småt, enten med kommentarer, likes, delinger eller blokeringer. I har alle glædet mig med jeres reaktioner, som altid påvirker og tages seriøst. Livet leves bedst - om man så kan lide det eller ej - ved at tage stilling i det danske forsamlingshus, hvor vi drøfter stort og småt. I guder jeg elsker at drøfte med netop jer. 

Jeg ønsker alle i samfundet et RIGTIGT GODT NYTÅR. 

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
46 kommentarer
Vis kommentarer